Dagen startede med at pakke og tømme lidt ud i bagagen. Nu er der ikke så lang tid tilbage af turen, så nu er der ting som vi godt kan begynde at sortere lidt ud i. Vi tjekkede ud fra værelset og efterlod vores bagage i receptionen.
Torben havde fået noget skidt i sensoren i kameraet, så vi måtte ud og finde et rensekit. Da det var klaret fik vi frokost. Det var vigtigt at spise samme sted som i går, mente Jesse, for de havde god karry. Det gjorde vi så og var mere heldige end i går, for denne gang kunne vi kommunikere med tjeneren 
Vi havde hørt om et specielt hus, som vi ville kigge nærmere på. Det blev kaldt ”Crazyhouse” http://translate.google.dk/translate?hl=da&langpair=en%7Cda&u=http://blog.asiahotels.com/the-crazy-house-vietnam/ og var bygget af datteren til en tidlingere vietnamesisk præsident. basishuset er bygget i et ægte træ og efterfølgende værelser i støbt beton. Hver gang der var sponseret penge nok byggede man et nyt værelse. Det var skægt og fantasifuldt fundet på, men meget svært at beskrive. Der var huler og kroge overalt , underlige trapper, døre og vinduer. Ungerne synes det var spændende, for de kunne kravle rundt og gemme sig. De var i gang med en ny tilbygning, så fantasien blomstrede i fuld flor. Der var en skøn overgroet have med sjove møbler og hyggekroge. Det er egentlig et hotel, men med mangel på gæster har gjort at man kan betale entrè og gå rundt og se alle værelserne og bygningerne.
Så var der dømt kaffe på cafe og bagefter ledte vi efter is, mens Torben tog lidt billeder. Til sidst sad vi i lobbyen på hotellet og kiggede lidt nyheder og ungerne spillede lidt Oline. Afsted til lufthavnen, lidt hårnålesving at slutte højlandet af på og så ellers en udmærket motorvej. I lufthavnen mødte vi en dansk familie. Ungerne begyndte straks at lege. Der var plads til at fræse lidt rundt i den store ankomsthal. Vi snakkede lidt i flyveren, for de sad lige foran os.
Fremme i Ho Chi Minh City (Saigon) ved 19.30 tiden, tog vi en taxa til hotellet. Tjekkede hurtigt ind på ”Thuan Thien hotel” http://www.thuanthienhotel.com.vn/ og gik ud for at spise. Vi fandt en lille restaurant, hvor de ikke talte engelsk, men der var heldigvis billeder i menukortet. Det var ikke den mest fantastiske mad, men vi blev da mætte.
Op på værelset og i seng.
Hej Jesse og Lina. Hold da op. Der ville jeg da gerne bo. Sikke et spændende hus