I dag var der brug for lidt afslapning, dog med lidt små opgaver i løbet af dagen. Der skulle prøves tøj hos skrædderen. De var nået langt, men der var stadig noget der skulle rettes til, så der blev sat nåle i og tegnet med kridt.
Jesse var ved at gå til over sine gummisko, som var mega irriterende! De var simpelthen færdige og nok også ved at være for små. Det er ikke lige noget man køber på markedet, så vi måtte i et storcenter. Igen!! Bare en lille tur… det blev så til en lidt lang tur, for vi fandt mange ting, der kunne bruges, bla. nogle flotte balkjoler til Linas barbidukker, som kostede den nette sum af 10 kr. Det var lige noget for Lina Jesse fandt noget Lego, eller det var ikke rigtigt Lego, men en kopi til ingen penge. Torben havde også fundet nogen sko, han meget gerne ville have, MEN han har for store fødder øv! Jeg fik lidt tøj.
Efter noget mad og lang tids vaden omkring, fandt vi Jesses nye sko og han fik også nogen nye klipklapper med ”Ben 10” de gamle var forsvundet. De nye gummisko kan bare løbe hurtigt, siger han! Det kan ikke undgås, at der forsvinder lidt på turen, men det er nu småting vi har mistet.
Det vi fik til frokost var lidt en joke. Det var ikke et måltid, nærmere en snack. På 3 tallerkner var der i alt mindre pommes fritter end Lina spiser. Det var på en “Western” restaurant og der kom 3 piger hen for at betjæne os, men det var nok mere for at kikke på os. Børnene er noget af et trækplaster.
Inden vi tog en Tuk-Tuk tilbage til hotellet, fik vi en tiltrængt is hos KFC (Kentucky Fried Chicken). Vi havde næsten været i centeret i 5 timer. Tiden går stærkt, når man hygger sig, eller ikke kan finde det man skal bruge.
Hjemme på hotellet var der fri leg, inden vi skulle til skrædderen igen.
Justeringerne hjalp meget på pasformen af tøjet, men der var stadig noget som ikke var ok. Syersken der havde syet noget af det, blev tilkaldt for at se på problemet. Der blev drøftet og fundet en løsning, så vi må komme igen i morgen. Det er ved at være sidste chance, for vi flyver videre om 2 dage. Det er ikke selve modellerne, men fin tilpasning vi taler om nu. Tøjet skal figursyes, så det passer mig 100%. Det giver mig en masse inspiration til at komme i gang med symaskinen derhjemme. Aftensmaden blev på hotellet, så vi ikke skulle ud i byen mere. Vi bliver efterhånden alle lidt trætte af at skulle ud og spise på restaurant 2 gange om dagen.