Torben var oppe ved 6 tiden for at komme på markedet og tage billeder af det lokale marked. Der er så mange motiver og så meget liv om morgenen.
Det var ikke det største marked, men det var stadig sjovt at observere, hvordan der bliver handlet halve og hele fisk, grise og meget andet. Souvenir delen var ikke åben så tidligt, så der var meget få turister.
Da Torben var færdig med at kigge på alle boderne og kl. kun var 7.10, stod han lidt og nød udsigten over vandet , hvor de lokales primitive både ligger til ved bredden af floden.
En dame i en af bådene tilbød at sejle ham rundt en time. De øjner hurtigt en chance for attjene lidt penge. De fik forhandlet sig frem til en pris på 50.000 VND = ca 15 kr. for 30-45 min. For hende er det nok næsten en dagsløn. Det var en fin tur, for lyset og omgivelserne er rigtig flotte om morgenen. Man kommer meget tættere på motiverne på denne måde, end hvis man sejler på en turistbåd. Det kan varmt anbefales, også selvom man ikke er fototosset. Jeg blev sat på land og gik hjem for at spise morgenmad.
Vores bil hentede os kl. 10. Det var en sprinter og vi havde den helt for os selv, så der var masser af plads.
Torben aftalte med chaufføren, at vi skulle køre gennem bjergene, så det ikke bare blev ad hovedvejen.
Første stop var ved stranden og en souvenir shop. Der er altid mulighed for at handle, hvor der er offentlige toiletter! Jeg var blevet lidt køresyg. Det er ellers ikke noget jeg har gjort noget særligt i på hele rejsen, så det var lidt øv! Vi var nede og kigge ved stranden, men der var lidt kedeligt.
Der var godt med hårnålesving hen over passet, med en meget smuk udsigt. Her er uspoleret frodig natur i forhold til fx Borneo, hvor alt er beplantet med oliepalmer.
På den anden side af passet lå Da Nang. Byen ligger langs kysten og man kan se at de er i gang med at udvikle området. Man spår at Vietnam bliver det nye Thailand i løbet af de næste 10 år. Efter Da Nang nåede vi marmorbyen. En hel by, hvor alle er involveret i udskæring i marmor. Byen ligger lige ved marmorbjergene, som nu er fredede. Man må ikke hugge mere marmor, så man får sten fra Nordvietnam i stedet for. Der var skulpturer overalt og de var alle sammen ens. Selvfølgelig var der også nogle enere imellem, men det var primært ”masseproduktion”. Alt er lavet ved håndkræft og vinkelsliber. Det var meget overvældende og samtidig lidt sjovt at en hel by beskæftiger sig med det samme håndværk.
Vi nåede Hoi An ved 13 tiden. Vi har valgt at bo ca. 3 km uden for byen ved stranden. Ungerne trænge til at være i nærheden af noget vand. De har brug for at kunne bevæge sig lidt mere. På hotellet var der en lille bitte pool. Vi fik et dejligt værelse med 2 dobbeltsenge. http://www.seaandsandhotel.com/. Ungerne tog en dukkert før vi gik ud for at spise frokost.
Der var ca. 200 meter til stranden og vejen derhen er fyldt med skræddere, skomagere og restauranter. Vi valgte en restaurant og gik bagefter en tur til stranden. Det blæste lidt rigeligt, men der var masser af palmer og sand. Vandet var lidt koldere end vi har været vant til i Thailand. Tilbage på hotellet igen fik ungerne på ny en dukkert, vi havde nemlig kun kigget på vandet og soppet lidt ved stranden.
Jeg skrev mail til ambassaden om fornyelse af visa, for vores første mail gav ikke noget fyldestgørende resultat. Ungerne legede lidt på værelset imens. Der blev også skrevet lidt blog og ordnet billeder.
Vi spiste ikke ret langt fra hotellet og overfor en skomager. Det er faktisk en skobutik, som også selv syer sko og støvler.
Måtte lige lure i katalogerne og efterfølgende bestilte vi et par støvler til mig og et par sko til Torben.
Tilbage på hotellet sad vi lidt i lobbyen med en PC hver. Ungerne spillede Oline. Vi spillede også kort (Agurk) og bagefter var det op på værelset og seng.