…og det havde vores tur også.
Afgang fra Bangkok til London kl. 0.45. Ungerne nåede lige at falde i søvn, mens vi ventede ved gaten. Vi skulle sidde på de 4 midtersæder, så vi havde rækken for os selv. Inden flyet var i luften sov begge unger igen. ”Spænd sikkerhedsbæltet” skiltet blev slukket, og vi lempede Lina ned på gulvet med en pude og et tæppe. På den måde kunne begger unger ligge nogenlunde udstrakt og få noget ordentlig søvn. Det var ikke helt efter reglementet, men vi gjorde ikke opmærksom på det og kabinepersonalet lagde ikke mærke til det. Der blev serveret aftensmad, eller måske skulle man kalde det natmad 
Lina og Jesse sov godt, så det var kun Torben og jeg der spiste. De er nu heller ikke særlig begejstrede for flymad alligevel. Vi sov lidt og var vågne ind imellem. Vi så lidt film og hen på morgenstunden vågnede ungerne også op og så lidt film.
Vi ankom med 5 min. forsinkelse til London, efter en stille og rolig nat. Vi kunne godt mærke at vi ikke havde fået sovet helt så meget, som vi kunne have ønsket, men det går nok.
Vi skiftede terminal i lufthavnen, fik lidt at spise og en tår at drikke. Ventetiden i London var 2½ time, så den gik hurtigt. Snart var vi på vej med det sidste fly og DK var indenfor rækkevidde. Da landingshjulene ramte jorden, kastede Lina sig spontant og halsen på mig og råbte ”JUHUUU”. Det var vist godt at være på dansk jord igen.
Nu manglede vi bare at få fat i bagagen, før vi kunne komme ud og kramme kusinerne. Vi stillede os op ved bånd 6 og ventede, og ventede, og ventede. Båndet stoppede og vi manglede stadig vores bagage. Det viste sig at den sidste bagage blev sendt videre til bånd 3 og der kom alle vores tasker. Vi tror det var al bagage, der kom fra andre destinationer end London der manglede, for der var også nogle passagerer fra Melbourne, der manglede deres.
Så gik vi endelig gennem dørene ud til ankomsthallen, og der ventede en stor del af familien. De havde et stort banner ”Velkommen hjem” med og flag. 4 kusiner, 2 fætter, 1 moster og mormor og morfar. Det var noget af en velkomst 
Torben sagde: ”Nej jeg græder ikke, der er bare noget i øjet!” vi var alle lidt overvældede over modtagelsen, over at være hjemme igen og det var modtagelseskomiteen også.
Vi kørte hjem til vores kære hjem. Alle ungerne kørte med Tine og Torben og jeg med Ditte.
Bedstemor sad på trappen klar til at modtage os. Ved siden af hende stod en lille snemand! Eftersom al sneen var smeltet, havde bedstefar været så forudseende at gemme en portion sne i fryseren, så der lige var nok til en lille snemand til ungerne. Hvor skønt
Hele huset var toptunet af Torbens søstre. Karen havde sørget for forårsblomster og påskepynt over det hele, så det var bare skønt at komme hjem til.
Vi sluttede dagen af hos Mette og Kim, der havde sørget for flæskesteg og frikadeller og så var der ellers hygge og sniksnak og masser af leg.
AHHH, SKØNT AT VÆRE HJEMME IGEN! Hvor mon turen går hen næste gang????