Vi skulle køre 358 km endnu for at nå frem til Ayers Rock. Aboriginerne kalder den ULURU (hvilket bliver mere og mere brugt af alle). Tanken var fuld og aircon’en var tændt…. Vi nåede frem til “Ayers Rock Resort” http://www.ayersrockresort.com.au/ kl. ca. 15, fik stillet teltene op og så var det tid til en dukkert. Igen en iskold pool, men denne gang med et par danske familier med børn. Lina fik snakket lidt med Louise, der også var 8 år, og Jesse lidt med Kasper på 6. Det var familien Smith http://familienschmidt2009.blogspot.com, som var på tur lige som os . Ungerne fik leget lidt og hen under aften tog vi ud for at se solnedgangen på Uluru. Undervejs sagde Lina: “Er vi virkelig kørt så langt, bare for at se på en sten?”
Det var en spøjs oplevelse. På “Sunset Viewing Area” stod folk opstillede på rad og række, med kameraer, kamerastativer og lign. Der var klapstole o.a. Så ventede vi ellers alle sammen på at solen skulle gå ned. Smukt var det så sandelig.
Uluru er verdens største monolit, altså enkeltstående sten. Den er enestående for de indfødte og meget vigtig i ceremonielt henseende. Den er en del af The Creation eller “skabelsen”, og de indfødte opfordrer inderligt til at man ikke klatrer op på den. Forlydender siger at man vil lukke helt for klatring 2011, og derefter er det kun aboriginerne der må “bruge” den. Der er 35 døde gennem årene i forsøget på at bestige den.
Tilbage på campingpladsen var det tid til at lave aftensmad. En rigtig smart ting man har på campingpladserne i Oz. er udendørs grill/komfur. Det er med gas og koster ikke ekstra at benytte. Der er også altid vaskemaskiner og tørretumblere, der fungerer ved møntindkast. Typisk koster en maskine 3 $ = 13,75 kr. og en gang tørring det samme. Man skal ikke bestille tid, og der er som regel flere at vælge imellem. Det er en rigtig god ide og lige til at gå til. Vi mødte en australsk familie, der også var ved at lave mad og fik en hyggelig snak med dem.