I dag begyndte vi på oprydning og sortering af alt i camperen. Det hele skulle gennemgåes. Hvad skulle gemmes og hvad skulle smides ud? Vi begyndte så småt at pakke ned i tasker og at rengøre det hele.
Omkring kl. 13, spiste vi frokost. Bagefter pakkede vi en strandtaske og gik til stranden. Stranden lå ca. 7 min fra campingpladsen og var ligesom en inddæmmet vig. Vandet var uden bølger og ret lavvandet. der var dejlig sandbund uden sten og masser af sand langs bredden. Her var dejlig roligt og børnevenligt.

Her kunne Jesse og Lina muntre sig, uden at vi hele tiden skulle deltage. Lina fik lov til at gå ud og svømme, helt selv. Det syntes hun var ret fedt og ret stort at få lov til. Der var masser af fisk at kigge på, så der blev dykket og snorklet en del. Efter 3 timer blev det lidt overskyet og blæsten trak op. Vi pakkede sammen og gik hjem for at lave mad.
Temperaturen har været ca. 25° i dag. Det var bare skønt at ligge og dase i solen.