Så kom endelig dagen ungerne har ventet på længe på. I dag skal vi hente Ann og Dorte i lufthavnen.
Torben og ungerne fik til opgave at aflevere snavsetøj til vask, og handle lidt ind til os alle sammen. Bagefter skulle de bade i poolen.
Dagens opgave for mig var endnu en tur til markedet, for at købe gaver til ungerne. I går pegede de ud hvad de ønskede sig. Nu skulle jeg så bare finde de rigtige boder igen, hvilket var nemmere sagt end gjort.
Det gik nu faktisk meget godt. Jeg fik klaret det jeg skulle og mere til. Men det er jo en hemmelighed 
Vi tog i lufthavnen ved 14.30 tiden og havde en meget snakkesaglig taxachauffør. Man skal lige skrue lyttelapperne ind på den thailandske accent og så ellers holde ørerne stive. Men han fortalte løst og fast om Bangkok. Fx kunne han fortælle at for bare 15 år siden, drak man vandet i floden. Det er vist rimeligt utænkeligt nu.
Flyet med Ann og Dorte var ca. 20 min forsinket, så vi ventede i ca. 1 time. Hvad er bedre at fordrive tiden med end at spise is og spille Nintendo?
Endelig kom de ud i ankomsthallen. Ungerne smed hvad de havde i hænderne og stormede de nyankomne om halsen. Gensynsglæden var stor og der blev krammet og kysset i stride strømme J
Vi skulle omkring toilettet før vi skulle med taxa igen. Der var proppet med mennesker i ankomsthallen, og vi havde nær ikke fået lov til at komme tilbage til Ann, der stod og passede på bagagen. Vi blev stoppet af en betjent, som ville se vores pas, for at lade os komme igennem mængden. Vi klarede frisag og kom tilbage til Ann.
Vi fik fat i en stor taxa og kørte tilbage til hotellet. Ungerne viste poolen frem på vejen op til værelserne. Vi var heldige at få værelser på samme etage.
Hyggesnak og kaffeslapperas på værelset og udveksling af medbragte ting og sager. Ungerne fik rensdyrgevirer fra mormor og morfar – hårbøjler!
Vi fik tændt for den nye Notebook og kom på nettet. Torben og Dorte baksede med PC’en for at få den op at køre igen, men det lykkedes ikke.
Vi gik lige over gaden foran hotellet og spiste thai. Det var rigtig god mad, men tjeneren kunne vi simpelthen ikke kommunikere med. Han kunne absolut intet engelsk. Jesse gik ind og spurgte om vi måtte betale, på formfuldendt engelsk! ”We want to pay!”
Vi fik aftenskaffe på værelset og lagde kabaler og spillede fisk. Jesse skulle sove hos Dorte og Ann. Hvilket vi nu også havde regnet med 