1. Juledag…Det føles ikke som om vi holdt juleaften i går. Det er lidt svært at finde julestemningen frem i 32˚ varme, men det gør egentlig ikke noget. Ungerne virker godt tilfredse med julehyggen i går og så går livet ellers videre 
Der var 2 stop, før vi kørte tilbage til Bangkok. Vi skulle se et tempel og den omkringliggende landsby. Vi ssejlede ind til landsbyen med vores ”slæbebåd”. Undervejs kom vi forbi det oprindelige tempel, som nu ligger under vand. Da man byggede dæmningen lå denne del af søen over vandoverfladen. Så vi sejlede faktisk hen over den oprindelige landsby. Når vandstanden er på sit laveste, dukker de gamle bygninger frem igen. Det er ret spøjst at tænke på!
Landsbyen omkring templet er egentlig en flygtningelejr for burmesere. De har ingen identifikationspapirer ,og må kun opholde sig indenfor et bestemt område. De kom oprindeligt hertil i 1947, anført af en munk, som var meget populær og højt respekteret.
Thailand har en lov, der siger, at man ikke må afvise flygtninge. Men man kan undlade at give dem id, så de forbliver flygtninge. Man har dog lempet lidt og de familier, der kan dokumentere at de har været her siden 1947 kan få Thailandske papirer under meget strenge betingelser. De må fx ikke gifte sig med thailændere og uden papirer kan man ikke eje noget. Alligevel er der ingen, der ønsker at vende tilbage til Burma.
Templet ligger i byen og dækker et stort område. Munken, der førte flygtningene hertil, døde for et par år siden . Det betyder manglende interesse (og dermed penge) for templet, der nu er i forfald.
Munkene lever et meget regelret liv. Deres dag foregår cirka sådan her. De står op kl. 03.00 og går i templet og beder. Så sover de lidt mere, hvorefter de går i landsbyen fra kl. 6-7 med deres krukker og får/tigger mand af beboerne. Så går de i templet og beder. De spiser mad kl. 8.30 og igen kl. 11. Herefter må de ikke spise mere før næste morgen kl. 8.30. De må under ingen omstændigheder spise efter kl. 12. Kun drikke vand. De må også kun spise til de er mætte og altså ikke store måltider. Herefter er de i templet og bede igen. Resten af dagen kan de, i princippet, lave hvad de vil. De må bare ikke forlade templets område.
Alle drengebørn i Thailand skal, på et eller andet tidspunkt i deres liv, leve som munk. Det kan være i 3 dage eller flere år og flere gange.
Vi fik udpeget vores fremtid – for de næste 3 måneder - med nogle bestemte nummererede pinde. Så ændrer månen sig og ens fremtid ændrer sig igen. Jeg ville fx blive rig i løbet af de næste 3 måneder – hvilket skulle passe meget godt i forhold til priserne i Vietnam. -Fremtiden var fortrykt på papir 
Der var barske vilkår, og kummerlige forhold i templet, syntes vi. Men omvendt er det nok et rimelig fredfyldt liv uden stress og for mange bekymringer.
Vi skulle køre i 5 timer for at nå tilbage til Bangkok. Vi stoppede undervejs og købte is og chips og lidt at drikke. Ellers fik vi ikke noget på vejen. Vi var godt sultne, da vi nåede hotellet – Det er lang tid fra ca. halv ti. Man kunne godt have lagt et ekstra stop ind, hvor der var mad, og så have betalt lidt ekstra for turen. Det vil vi foreslå rejsebureauet.
Det eneste vi ellers savnede ved forløbet, var lidt mere praktisk information fra guiden, om hvornår hvad skulle ske og hvordan. Hvad slags fodtøj og tøj det ville være praktisk at have på, i en given situation. Guiden var smadder flink og vidste en masse ting, men han skulle nødes til at tale. Informationerne kom ikke af sig selv. Om det er specielt Thailandsk, ved vi ikke, men vi måtte ofte selv fiske for information, om det næste vi skulle.
Tilbage på hotellet, kastede vi vores bagage ind på værelserne, og gik direkte ud at spise Vi var bare sultne! Den stod på pizza, og det kunne kun gå for langsomt 