Morgenmaden på Camellia Hotel var lidt bedre end på det forgående hotel. Her var der også frisk frugt og kage (til Linas store fornøjelse).
Det har vist sig at vi bor lige klods op af en natklub, der spiller høj musik. Men det er ikke værre end at ungerne falder i søvn alligevel. Musikken stopper omkring midnat, så det er til at leve med. Ellers er det et godt hotel, med badekar og masser af varmt vand.
De efterhånden sædvanlige morgenrutiner; lektier og leg på værelset, blev udført indtil sulten begyndte at melde sig.
Vi spiste på en café til frokost (Café Infinity). Tjeneren talte meget dårligt engelsk, med det lykkedes os at få kommunikeret igennem hvad vi gerne ville have, og da maden kom viste det sig at hun havde forstået det. Det var noget at det bedste mad vi endnu har fået i Vietnam. Vi morede os meget over bare at sidde og kigge ud på gaden og se alle de overlæssede motorcykler. Her er motiver til Torben i massevis. Det undrer os, at de ikke har sidevogne på ligesom i Thailand. Det virkede trods alt mere sikkert, end det vi ser her.
Ved ankomst til Vietnam fik vi adressen til immigrationskontoret, hvor de muligvis kunne hjælpe os med at forlænge vores visa, så det var første opgave i dag. Vi tog en taxi derhen og jeg stillede mig i kø ved skranken. Vi havde taget Nintendoerne med til ungerne, for man ved aldrig hvor lang tid sådan noget tager.
Det viste sig at vietnameserne har den mest underlige køkultur vi nogensinde har oplevet. Det forgik på denne måde. Man skubber sine pas og evt. papirer ind under glasruden foran skranken. Så sørger man for at skubbe dem hen mod personen der betjener skranken og man går bare foran i køen, hvis man på nogen måde lige kan få skubbet sine papirer ind på bordpladen. Der gik lige et stykke tid, før jeg regnede den ud langt om længe var det min stak pas der blev taget fat i og de kunne, næsten som forventet ikke hjælpe. De sagde at man skulle henvende sig på et rejsebureau og så kunne de måske hjælpe. Nå men vi prøvede da og så tager vi bare en tur over grænsen, ligesom i Thailand.
Næste prøvelse var togbilletter på togstationen. Jeg stillede mig i kø og på en eller anden måde, var det hele siden mig der stod bagerst, selvom jeg ikke flyttede mig bagud. Men der kom flere foran, og jeg så ikke hvor de kom fra. De står helt tæt på, helt kropsnært. Heldigvis var der en anden kø for et tog i en lidt højere standard, så der stillede jeg mig hen, og så gik det bedre. Det viste sig at der udsolgt de nærmeste dage, så det måtte vi droppe. Vi hørte fra en anden turist på stationen at hotellerne opkøbte billetter, så vi besluttede at prøve der, før vi giver os i kast med de almindelige bumletog.
Tilbage på hotellet var vi heldige. Der var billetter til den 27/2, til 100 kr. dyrere end på stationen. Sovekupe med 4 sengepladser og aircon. Vi måtte købe 4 voksen billetter for at få kupeen for os selv. Pris 3.420.000 VND = 991 kr. for os alle 4, fra Hanoi til Hué 688 km. Til sammenligning koster en flybillet ca. 1.195 kr. men så kunne vi ikke komme afsted før den 9/3 og ellers kostede det ca. 2.495 kr.
Bagefter gik vi på værelset for at pakke vil vores udflugt i morgen. Vi har fået lov til at lade noget af vores bagage stå på hotellet, mens vi er afsted.
Så var det ud og spise til aften. Ungerne fik Pizza og torben og jeg vietnamesisk. Det var et lidt dyrt sted, men maden var også i orden. De var ikke så serviceminded, så det er ikke et sted vi spiser igen.
Vi skrev lidt på bloggen, da vi kom hjem og gik forholdsvis tidligt i seng. Vi skal tidligt op i morgen.