Mens vi ventede på bussen, stod vi udenfor hotellet og snakkede med et canadisk par om Laos og Cambodia. Det er altid godt med nogle fif fra andre rejsende.
Kl. 8.30 blev vi hentet af bussen og guiden, der skulle køre os til Halong Bay. Vi var 14 forventningsfulde gæster med bussen. Guiden var et sludrechatol, der udpenslede alt i detaljer. Vejen var ret bumpet og vi sad på de bagerste sæder, så der bumpede det allermest.
Turen varede 3½ time, og undervejs havde vi 20 min. pause, et sted hvor man kunne købe håndbroderede billeder. De var fantastisk flotte. Der blev brugt fotografier til at kigge efter. Så blev billedet tegnet op, med kuglepen, og derefter blev bunden syet. Bagefter blev de sidste detaljer broderet ovenpå. Ét billede kunne tage op til 1½ måned at sy. Et billede i str. A3 kostede 7.200.000 VND (2.086 kr.) og det tager ca. 1 måned for 3 personer at sy. Der kan ikke være mange penge, der er i løn, hvis der også skal være avance!
Ved ankomst til Halong Bay var der meget tåget. Det var usikkert om vi kunne gennemføre turen. Vi blev sejlet ud til vores junke og spiste frokost på båden. Det var lækker mad og båden var hyggelig indvendig. Desværre kunn vi ikke få tilladelse til at sejle ud pga. tågen. Vi måtte tilbage til bussen og retur til Ha Noi. ØV ØV ØV
Efter ca. 15 min kørsel blev vores guide ringet op at vi kunne få tilladelse til at sejle ud, men det var ikke sikkert at vi kunne gennemføre de planlagte aktiviteter, såsom kajaksejlads, grottebesøg og andet. Der blev overvejet frem og tilbage i bussen og det endte med at alle blev enige om at køre tilbage til Ha Noi. 4 timers kørsel retur, det var ikke lige det fedeste, men ungerne tog det i stiv arm. Vi fik lidt sol undervejs og de smukke rismarker blev endnu smukkere i solen. Desværre var der ingen fotostop undervejs, så vi må håbe vi møder nogle flere rismarker senere. Ungerne fik begge taget en lur undervejs.
Tilbage på hotellet var der heldigvis plads til os igen og vi fik vores penge retur, på nær 55kr. pr. næse for køretur og frokost. Det var okay. Vi opdagede at vi havde glemt vores jakker i bussen, men dem får vi tilbage i morgen. Selvom det stadig var diset også i Hanoi, kan man godt mærke at temperaturen er blevet højere de sidste par dage. Vejrudsigten havde ellers lovet sol og 32°, så det var smadder ærgerligt. vi må have Halong Bay tilgode til en anden god gang.
Pizza stod på menuen. Vi var trætte ovenpå en lang dag. Der blev læst godnathistorie, selvom det var blevet lidt sent.