Vores udflugt til det centrale højland startede kl. 8 , hvor vi blev afhentet af vores kvindelige guide, Tra.
Ruten for i dag gik lidt nordvest op i det centrale højland. Første stop var ved en fiskerlandsby, alle bådene lå i havn og var ved at få fyldt is og proviant på. Vi så lidt på hvordan de læssede store isblokke af en lastbil og kørte dem igennem en ”isknusemaskine”. Det var yderst interessant, syntes Jesse. Der var lidt problemer med at få aircon’en (A/C) til at virke. Selvom vores guide talte ret godt engelsk, var det alligevel svært at gøre hende det forståeligt at det var vi ikke tilfredse med. hun kunne i øvrigt nok heller ikke gøre alverden ved det. Efterhånden blev temperaturen dog bedre i bilen. Vi kørte op mod bjergene ad ”margeritruten”. Fotostop ved et planlagt 5-stjernet resort, som løb tør for penge og aldrig var blevet bygget færdigt. Det var nu ejet af staten. Det lå lækket ud til havet og så meget hyggeligt ud. Vi stoppede næste gang ved en murstensfabrik, som der er en del af her i området. Det var ret primitive forhold, som alt andet bygningsmæssigt er i Vietnam. Leret til murstenene kommer fra rismarkerne. Leret bliver så puttet i en maskine der former dem til mursten. Disse mursten havde hullerne på den lange led, hvor vi i DK har dem på den høje led.
Hvis man skal beskrive maskinen der formede stenene, så var det nærmest en kødhakkemaskine i stor størrelse. Stenene kom ud som gigantiske rutebiler, altså dem i chokolade, som vi bager til jul
de blev flyttet ved håndkraft på en trillebør 50-60 stk. ad gangen. De blev kørt hen og lagt til tørre i solen og senere brændt i en stor ovn. Der var 2 ovne og den ene var i gang da vi var der. Der blev fyret med træ og man kunne mærke at det var meget kraftig varme, der strømmede ud af den.
Vi kørte lidt videre og holdt ind for at spise frokost. Vi fik kylling og ris og det var ganske udmærket.
Bagefter kørte vi ud for at se et vandfald. Det er den tørre sæson for øjeblikket, så der var ikke så meget vand som i regntiden, men det var flot alligevel. Vi gik en tur i området på en times tid og så flere vandfald. Der var 2 hængebroer, som var lidt slidte, men det gjorde det jo mere autentisk, hi hi. Vi kiggede lidt på planter og træer undervejs og så bl.a. et cashew nøddetræ og det var en stor overraskelse, for det var bestemt ikke sådan vi havde forestillet os de groede
.
Det var en varm gåtur og det var rart at komme tilbage tilen nogenllunde kølig bil. Vi kørte hen til vores hotel ”Lak Lake Resort” http://www.hotelvietnamonline.com/daklak/laklakeresort/index.htm. Vi fik kastet vores bagage ind på værelset, og så kunne ungerne lige nå en hurtig tur i poolen. Resortet var en anelse forfaldent, men lå meget idyllisk ved siden af en stor sø.
Der lå 2 langhuse inde på resortets område, i det ene skulle vi se en lokal bjergstamme vise deres traditionelle danse g musik. Det var selvfølgelig ½ time forsinket, men det gik. Stammen er bjergbønder og tilbeder ”moder jord”. Deres traditionelle dans er bygget om omkring en hellig stolpe, a la en slags totempæl el. lign. Vi blev budt på hjemmelavet risvin, damerne først. Det var noget surt sprøjt. Så var der dans og sang. De brugte bambus instrumenter og gong gonger. Til sidst blev vi opfordret til at danse med. vi var ca. 10 tilskuere, så det var svært at afslå. Meget overraskende var Lina klar, så hun og jeg var med til at danse.
Bagefter skulle vi spise i resortets restaurant. Det var lidt af en oplevelse. Her var ikke helt rent, dugen var snusket og det var ikke i går den var blevet vasket. Ungerne og Torben bestilte en hel stegt kylling med ris og det skal jeg love for de fik. Den blev serveret med hoved og det hele til stor morskab for os Det var så også det, der var at sige om den, for det var en sej omgang. Min mad var ok.
Tilbage på værelset læste jeg godnathistorie og vi spiste frugt, der var 3 senge på værelset og vi blev enige om at skubbe dem alle sammen, til en kæmpestor seng. Vi puttede ungerne og faldt alle sammen i søvn. Jeg vågnede kl. 1 og opdagede at vi sov lå og sov i en stor klump. Vi var da vist blevet trætte, hi hi!