Relativt tidligt oppe for at nå at spise morgenmad inden vi skulle køre kl. 8.
Vi skulle starte med elefantridning. Det er jo godt nok noget vi allerede har prøvet et par gange, men ungerne synes det er rigtig sjovt. Denne gange var vi alle 4 p samme elefant. Vi sad noget tæt. Torben måtte have Jesse på skødet, for at vi kunne være der med vores lange ben. Først gik vi lidt langs med søen og bagefter gik vi gennem søen på tilbagevejen. Turen varede ca. 1 time og var ikke sindsoprivende. De 2 forgående gange var klart bedre. Hvis det havde været vores første tur på elefantryg, havde vi sikkert været meget begejstrede, men faktum er at vi er ikke længere så nemme at imponere! Vi har efterhånden prøvet og set det meste 
efter turen købte vi bananer til at fodre elefanten med. Der er lige noget for Jesse at få lov til. Bare møg ærgerligt at bananerne hurtigt slipper op og man ikke må købe flere!
Da fodringen var klaret, gik vi en tur i landsbyen ved siden af. Her levede 50 familier, med gennemsnitligt 5 familiemedlemmer. Denne bjergstamme bor i langhuse og landsbyen var et miks af både nye og gamle langhuse. De gamle var byggede af bambus og de nye af beton. Vores guide spåede at om 10 år var der nok ikke flere tilbage i bambus. Alle de unge familier bygger de moderne. Det er sådan at man bygger et langhus og når der kommer en ny generation i familie, så bygger man en forlængelse i den ene ende, med en smule afstand imellem, med med adgang til begge huse.
Vi var så heldige at der var begravelse i byen på denne dag, så der myldrede med mennesker. En begravelse varer en uge, alle deltagere medbringer mad og drikke til den efterladte familie, så de har mulighed for at at traktere. Der bliver drukket meget risvin og spillet traditionel musik. Vi kunne høre der blev banket godt i gong gongerne. Landsbyens beboere er bjergbønder og arbejder ugens 7 dage, så på en normal dag ville her være ret mennesketomt, men pga. begravelsen, havde alle taget fri fra arbejde. Godt for os! Langhusene er bygget på stolper i ca. 1.5 meters højde. Under husene sad en mængde mennesker og gjorde mad klar. Der blev skåret fisk og fjerkræ ud og ordnet grøntsager og ris. Folk sad og hyggede og sludrede alt imens maden blev klaret. Det kunne vi godt lære noget af.
Der dyrkes peberplanter i dette område, altså sorte peberkorn. De høstes engang om året, i oktober, når frugterne er helt røde. Så lægges de til at tørre i solen, hvorefter de bliver sorte, som vi kender dem. Så nu ved vi hvor man skal hen, når man ”tager hen hvor peberet gror” 
Så gik turen videre mod Dalat, der er den største by i det centrale højland. Det var rigtig bjergkørsel med masser af hårnålesving. Der var helt vildt dårlig vej. Vi blev kastet rundt i sæderne. Meget kan man sige om Vietnam, men rigtig gode veje dem har de ikke mange af 
Næste stop på vejen, var en stor pagode med 3 kæmpe Buddhaer, med forskellige håndtegn og 2 bamhjertighedsgudinder med tusinde hænder. De var meget imponerende og Lina sad længe bare og kiggede på dem.
Bagved pagoden oppe for enden af en lang trappe, stod en ”Lykke Buddha”. En enorm hvid marmor buddha, med en stor rund mave og et kæmpe smil og lange øreflipper. Dette er symbol på et langt, rigt og lykkeligt liv.
Videre afsted igen. Vi kørte ca. ½ time og stoppede så ved et lille silkeormevæveri. Her så vi hvordan de udvandt silken fra ormenes pupper og vandt dem op på nogle store spoler. Hver silkeorm spinder en tråd på op til 1000 meter. Der skal tråd fra 10-15 pupper til 1 tynd silketråd, som så kan bruge til at væve stof af. Det var meget imponerende. Den færdig spundne puppe puttes i kogende vand, for at slå ormen ihjel og for at blødgøre tråden, Damerne ved spolemaskinen, kunne lige så fint finde enden af tråden, som på et garnnøgle, og så vinde tråden sammen med 10 andre op på en spole. Man brugte avner fra ris til at fyre med til det kogende vand.
Der var 2 elektriske væve, der brugte hulkort til at indikere mønstret, noget gammeldags, men ganske effektivt. Lige ved siden af den ene væv var de i gang med at reparere en tredje væv svejsegnister fløj rundt lige ved siden af væven med ny vævet hvid silke. Det der med sikkerhed og hver ting til sin tid, det tager man ikke så højtideligt 
Det centrale højland er kaffeplantage område. Der var kaffemarker overalt, blandet med blomster- og frugt- og grøntproduktion i drivhuse. Meget smukt anlagte plantager. Et kaffetræ skal være 3 år for at give frugt. Det er bæredygtigt til det er ca. 10 år, hvorefter det fældes og der plantes et nyt. Først blomstrer træerne med nogle fine hvide blomster i små klaser. Så dannes bønnerne, som først er grønne, siden røde og når de er modnet, er de helt sorte. De plukkes og lægges til tørre i solen. Efter tørring sælges bønnerne til de store kaffeproducenter, som herefter rister dem og maler dem. Den klassiske vietnamesiske kaffe hedder Coffea Robusta og indeholder 3 gange så meget koffein, som den mere almindelige Coffea Arabica, som er den slags kaffe vi typisk drikker i Danmark og Europa. Den er ganske glimrende at vågne op på. Vietnameserne bruger små metal kaffefiltre der passer oven på en kop eller et glas og drikker den typisk med sød kondenseret mælk. Meget kraftig smag og ikke altid lige velsmagende.
Sidst på eftermiddagen nåede vi Dalat, som er den største by i Dalat provinsen. Vi skulle bo på ”Golf 3 Hotel” xxxxx, et 4 stjernet hotel, som er forholdsvist nyt. Det lå lige i centrum af Dalat, så da vi havde installeret os på værelset med ret små senge (med 2 senge af 1,30 m x 2.00 m), gik vi udenfor hotellet og hen på aftenmarkedet, der lå lige ved siden af og kiggede på fisk oa andet. Ungerne brugte lang tid, bare på at stå og kigge på de mange levende fisk i store baljer, der venter på at blive solgt. Der var heldigvis også nogen der handlede, så vi kunne se de flittige sælgere (damer) rense og flå fiskene på steder, siddende på en lille skammel, med skærebræddtet direkte på jorden og en vandslange til at spule efter med. resten af markedet var ikke noget særligt, så vi gik hjem og så lidt tegnefilm på TV og læste godnathistorie.