Efter en yderst kulturel og lærerig dag i går var det tid til en slappedag. Dagen i dag er den bedste vejrmæssigt mens vi er her, så vi tager en tur til Manley Beach. Sejlturen fra Circular Quay tog ca. 30 min, og igen blev vi bekræftede i hvorfor der bor så mange mennesker i og omkring Sydney. Der er bare smukt, smukt, smukt!
Manley Beach ligger nord for Sydney og er endnu en af Australiens fantastiske strande. Her var masser af mennesker, så der var dømt fluepapir. Men det gjorde nu ikke noget. Desværre blæste det en del. Sandet var meget fint, så det fløj rundt. Det var lidt irriterende, men bortset fra det var det skønt med en dag i solen og en badetur. Vi var på stranden i 3 timer. Herefter kikkede vi lidt på butikker og spiste portugisisk.
Vi tog færgen tilbage til Circular Quay kl 19.15, så vi kunne nå at fotografere solnedgangen ved operahuset.
