“Paddy’s Market” er et stort indendørs marked, der ligger i udkanten af Chinatown. Det var dagens udflugtsmål, så vi kunne få købt alle de souvenirs, vi ikke kunne leve uden
Lige ved siden af, væg om væg ligger “Market City”, et stort shoppingcenter i 3 etager. Vi regnede med at kunne få købt det vi mangler her!
Uden for indgangen blev der spillet på didjeridoo og det fangede Jesse med det samme. Han satte sig resolut ned på fortovet i behørig afstand fra den udøvende kunstner, men alligevel tæt nok på til at kunne se det hele, og komplet ligeglad med alle de mennesker, der gik udenom ham
Vi købte en CD til $10 = 47 kr. Så må vi håbe den er noget værd!

Paddy’s mindede meget om markedet i Melbourne.
Jesse fik købt 2 boomeranger; én til at lege med og én til pynt. Lina købte en gekko til at hænge op på sit værelse. Jeg fik købt lidt diverse, typisk australsk, til min engelsk undervisning.
Efter Paddy’s spiste vi frokost i foodcourten i “Market City” ved siden af. Torben og jeg fik indisk og ungerne kyllingespyd med ris og pommes. Deres var ikke den store succes, for spydende var ikke ret gode. Torbens og mit var til gengæld rigtig lækkert. Ungerne spiste sig mætte i fritter og vi drak smoothier til. Vi gik en runde og osede i centret. Jeg fik købt et par sko, men ellers købte vi ikke noget.
Vi gik videre ud i byen for at finde en computerbutik. Vi fandt et helt center fyldt med computerbutikker! De har altså styr på de shoppingkomplekser hernede. Jeg skulle prøve tastaturet på en mini notebook, for vi vil have Dorte til at købe en og tage med herned (det kan ikke nytte at købe den her for så mangler vi jo æøå!) Vi savner en ekstra skrivemaskine, for at vi kan være mere effektive omkring blog og galleri. Det vil kunne minimere noget at arbejdstiden, som primært foregår når ungerne er lagt seng. Ungerne vil også gerne til PC’en for at skrive og se en film og julekalenderen. Vi skulle også købe nogle små højtalere til den PC vi har med. Vi må erkende, at det bare er rart at have og skønt at kunne være på nettet og sende mail og chatte på facebook. Det er så absolut anderledes end da vi rejste for for 15 år siden. Det koster selvfølgelig lidt penge, men det gør at man ikke føler sig så langt væk, plus familie og venner kan bedre holde kontakt.
Vi gik tilbage til Market City og udenfor sad en fyr og spillede julesange på ølflasker. Han var ret god og ret sjov. Se videoklippet på galleriet!

Vi spiste aftensmad i foodcourten (igen) og bagefter tog vi hjem til hotellet.