Se Vores Rejse

SKØNT med en god nats søvn i en rigtig seng. Nu glæder vi os rigtig meget til vi skal have vores “Motorhome”, som en autocamper hedder her nede. Det bliver skønt ikke at skulle pakke bagagen ud og ind hele tiden!

Kings Canyon lå 7 km fra resortet og var endnu et vidunderligt stykke natur. Vi gik en tur ind i kløften og så den nedefra og op. Man får den der ubestemmelige trang/lyst til at klatre op, ligesom på Ayers Rock. Det er det stik modsatte af aboriginerne, som ikke forstyrrer naturen mere end højst nødvendigt,  af respekt for både natur og dyreliv.

Vi skulle tilbage mod Alice Springs og havde 475 km  foran os. Alle de der lege man bruger i Danmark, når man skal køre “langt”, så som at tælle røde biler eller antal lastbiler, falder ligesom til jorden her Her skal man være glad hvis man overhovedet møder en bil, og dobbelt heldig hvis den har den farve man samler på, inden man er blevet træt af legen!! Her går der måske 15-30 min. før man møder en bil. Til gengæld har de nogle seriøse lastbiler - Roadtrain - vi har set dem med op til 4 trailere på.  De kan være op til 50 meter langer. “De styrer for vildt!”, siger Jesse

Ungerne har taget det i stiv arm, må man sige, meget imponerende!  Efter adskillige fotostop, nåede vi fremkl. ca. 15.30. Tjekkede ind på G’day Mate Caravan Park, hvor vi lejede en Cabin, svarende til en skurvogn uden hjul. Der var god plads og dejlige senge Tid til en velfortjent dukkert, for de meget tålmodige børn. Ungerne byggede hule i køjesengen og legede. Efter aftensmaden skulle der besvares mails, for der var kommet mail til både Lina og Jesse. Det nyder de meget og synes det er vildt fedt, at der kommer kommentarer til billeder og indlæg på hjemmesiden.

Vi stod op kl. 05.30 (efter endnu en kold nat!!) for at se solopgangen kl. 06.23. Sceneriet fra i aftes gentog sig, bare med endnu flere mennesker. Endnu et spektakulært øjeblik. Ungene synes det var koldt og kedeligt

Torben og jeg havde snakket lidt frem og tilbage om, hvor vidt vi skulle have børnene med op på Uluru eller ej. Lina ville gerne og Jesse ville ikke. Beslutningen kom helt af sig selv, for der var lukket for klatring pga. for meget vind. Turen er meget, meget stejl. De første ca. 50 meter op skal man klatre uden noget at holde fast i, og derefter er der noget kæde man kan holde fast i. Allerede her får man “skilt fårene fra bukkene”, for kan man klare det første stykke, kan man nok også klare resten. Det ser ud til at være en streng tur og det er glat uden trin. Jeg var på en måde lidt lettet over, at vi ikke kunne komme derop! Følelsen ved at stå ved siden af AYERS ROCK var nu stadig helt fantastisk. Jeg føler ind imellem trang til at nive mig selv i armen, for at være sikker på, det ikke er noget jeg drømmer.  Det har været et stort ønske for mig siden teenageårene. Torben var her i 1995 og klatrede op dengang, men havde ikke så godt vejr da, som vi havde denne gang. Stenen er rød og på afstand ligner den et kæmpe fløjlsblødt “kakaobjerg”, med en nærmest pudderagtig overflade. Tæt på er den,  som en hård glat sten, der er revnet her og der. Den er enorm.

Kig på den “hvide streg”, der er op ad stenen. Det er den vej man klatrer! Den er ret stejl ik!

Næste stop var efter planen “ The Olgas” eller “Kata Tjuta”, der ligger lige i nærheden, troede vi, men der var faktisk ca. 100 km ekstra kørsel, så det droppede vi. Vi skulle nå Kings Canyon inden aften og det var en turpå 332 km. Smart move at vi havde været tidligt oppe, for ungerne sov det meste af vejen Vi havde en del fotostop her og der og allevegne. Det var en fantastisk spændende natur. Her var ufatteligt tørt og ufatteligt mange døde træer. Det smarte er at disse træer har tilpasset sig, og skyder friske træer op igen, når der kommer regn. De er enormt hårdføre! Det er en fascinerende kontrast, med alt det visne, mod den røde jord og den blå, blå himmel.

Det er forresten ikke løgn med den kænguruer langs vejene. Vi så mange af disse”Roadkill”. Denne manglede hovedet. Her er mange ørne, som gør sig til gode med disse “lette måltider”. (se billeder af ørne på galleriet)

Vi nåede sikkert frem til Kings Canyon Resort ved 15. tiden http://www.kingscanyonresort.com.au/, hvor vi havde besluttet at leje en seng, efter endnu en kold nat på vores meget tynde underlag. Det var en god beslutning !  Vi skyndte os at kaste bagagen ind på værelset, tage badetøj på og haste hen til den, igen, iskolde pool. Vi mødte den australske familie, som vi snakkede med i går aftes. Torben gik en tur op i terrænet og imens spillede vi andre en omgang UNO på australsk. Lina tøede lidt op og begyndte at komme på banen med lidt engelske ord. Det var ret godt :-p En god gang aftensmad og så på hovedet i seng.

Vi skulle køre 358 km endnu for at nå frem til Ayers Rock. Aboriginerne kalder den ULURU (hvilket bliver mere og mere brugt af alle). Tanken var fuld og aircon’en var tændt…. Vi nåede frem til “Ayers Rock Resort” http://www.ayersrockresort.com.au/ kl. ca. 15, fik stillet teltene op og så var det tid til en dukkert. Igen en iskold pool, men denne gang med et par danske familier med børn. Lina fik snakket lidt med Louise, der også var 8 år, og Jesse lidt med Kasper på 6. Det var familien Smith http://familienschmidt2009.blogspot.com, som var på tur lige som os . Ungerne fik leget lidt og hen under aften tog vi ud for at se solnedgangen på Uluru. Undervejs sagde Lina: “Er vi virkelig kørt så langt, bare for at se på en sten?”

Det var en spøjs oplevelse. På “Sunset Viewing Area” stod folk opstillede på rad og række, med kameraer, kamerastativer og lign. Der var klapstole o.a. Så ventede vi ellers alle sammen på at solen skulle gå ned. Smukt var det så sandelig.

Uluru er verdens største monolit, altså enkeltstående sten. Den er enestående for de indfødte og meget vigtig i ceremonielt henseende. Den er en del af  The Creation eller “skabelsen”, og de indfødte opfordrer inderligt til at man ikke klatrer op på den. Forlydender siger at man vil lukke helt for klatring  2011, og derefter er det kun aboriginerne der må “bruge” den. Der er 35 døde gennem årene i forsøget på at bestige den.

Tilbage på campingpladsen var det tid til at lave aftensmad. En rigtig smart ting man har på campingpladserne i Oz. er udendørs grill/komfur. Det er med gas og koster ikke ekstra at benytte. Der er også altid vaskemaskiner og tørretumblere, der fungerer ved møntindkast. Typisk koster en maskine 3 $ = 13,75 kr. og en gang tørring det samme. Man skal ikke bestille tid, og der er som regel flere at vælge imellem. Det er en rigtig god ide og lige til at gå til. Vi mødte en australsk familie, der også var ved at lave mad og fik en hyggelig snak med dem.

Området i midten af Oz. (Australien) kaldes”The Red Centre”, selvfølgelig fordi det ligger i midten af Oz., og fordi jorden er meget rød. Der er meget jern og okker i jorden, heraf navnet.

Det blev lidt en “spilddag”, for vi fik desværre først bilen kl. 17, og så havde vi pludselig travlt :-) Bilen var en Holden Viva Sedan (som svarer til en Opel Astra), med ikke ret meget bagage plads! Vi havde lejet den med campingudstyr og telt, og så var det bagagerum nærmest fyldt op… Altså måtte vi liiige pakke vores bagage om!! Vores tøj røg i  plastikposer  og resten af bagagen til opbevaring på “Haven”, hvor vi kommer tilbage til. Ud og handle mad ind til turen og så ellers af sted. Det bliver mørkt kl. ca. 18.45 på disse kanter, og man må ikke køre i lejede biler efter mørkets frembrud, pga. de mange vilde kænguruer langs vejene.

Vi nåede frem til “Stuart’s Well” kl. 19.35. Her var gratis overnatning med telt. Der stod vi så med 2 telte vi ikke viste hvordan så ud og det var meget mørkt. Heldigvis dukkede månen op og den var fuld og blev omend lidt svag, men dog en god lyskilde Det viste sig at være iglo-telte, heldigt for os, så de var nemme at slå op. Vi lånte en ekstra lommelygte af en flink aussie nabo, og spiste madder i lommelygternes skær. Sengetid og brug af soverposerne for første gang. Torben og Jesse sov sammen i det største telt, Lina og jeg i det mindste (her kunne Torben ikke ligge udstrakt). Kl. 04.30 vågnede vi ved at en hane galede 2 meter fra vores telt (”Ohh, what a night!”), hvor det viste sig at der var en hønsegård og en hestefold med 6 heste. SKØNT!! Vi sov aldeles forfærdeligt på nogle liggeunderlag med samme tykkelse som et stykke pap! Her i området er der ikke ligefrem tykke, bløde grønne græsplæner. Vi havde sovet direkte på jorden og derudover var det faktisk også ret koldt, så vi havde sovet med lange bukser og trøjer på i soveposerne.

Byen virker som en lidt søvnig by med primær funktion som transit sted. Der er ingen tvivl om at turismen er alfa og omega på disse kanter. Her er en masse ting man kan bruge tiden på . Man kan fx komme hen og se “The Royal Flying Doctors” (de flyvende læger) http://www.flyingdoctor.net/ og “School of the Air” http://www.assoa.nt.edu.au/, hvor man kan se hvordan fjernundervisning af skolebørn foregår. det må vi se om vi får tid til.

Vi har kigget på de forskellige ture og er nået frem til at vi vil leje en bil og selv køre. Så kan vi selv bestemme tempoet og holde pauser når og hvor det passer os. Der vil selvfølgelig være mange detaljer vi ikke får med uden guide, men vi håber fordelen vil være at det ikke bliver på tid og så kompakt.

Til dem der har læst indlægget “Turen begynder” kan jeg oplyse at linket til vores hotel “Albert Court” var forkert det rigtig link er www.albertcourt.com.sg .

Der sker løbende justeringer undervejs i indlæggene, så det kan være at der bliver tilføjet billeder o.a.

her er vi nu

 Morgenflyet fra Darwin til Alice Springs kl. 07.20 og ank0mst kl. 09.20 - det var lige til at klare Ved udgangen af ankomsthallen var der en masse brochurer omkring ture, overnatning osv.  og mens vi stod og studerede dette, dukkede en venlig australier op og anbefalede os et hostel/vandrehjem, hvor de også havde familierum. Det hed “Haven” og der tog vi hen. Det var et rigtig back-packer sted med fælles køkken osv. Det var lidt hektisk omkring madlavningstidspunktet, men eller et udmærket sted. Det kostede AUD. 105.00 = ca.  DKR. 485, oo pr. nat for os alle 4. Der var en lille swimmingpool, som var smadder kold, men den var der

Vejret her i Alice er køligere end i Darwin. Temperaturen ligger omkring 28-30° og og omkring 1o-15° om natten og meget lavere fugtighed. Byen er omgivet af ørken og her er meget tørt.

På vejen hjem fra Kakadu, var vi levet enige om at første dag i Alice skulle være en fridag. Vi sendte Torben ud at handle ind, mens vi slappede af, legede og fik den dukkert, Der var masser af muligheder for at planlægge ture ind til Ayers Rock og Kings Canyon.

Torben gik tur for at tjekke solnedgangen på disse kanter.

Dag 3.

Sidste dag i Kakadu og igen en tidlig start. Af sted til Noulangie Rock, et helligt sted for aboriginerne. Her har i tidernes morgen været hav over det hele, og det var her landet blev skabt ifølge de indfødtes historieom “Creation”/skabelsen. Der var bl.a. “Lightningman”/lynmanden, som skabte alt land og “The RainbowSerpant”/regnbueslangen, som skabte alt med vand. Aboriginernes forfædre kunne skifte form/udseende, for at vise menneskene, hvordan de skulle leve i og med naturen. Forskning har vist at her har boet mennesker i 50.000 år, der havde en enormviden om planter og dyr. De var nomader oftest i stammer på 20-30 personer. Der var et meget stramt regelsæt indenfor stammerne. Man havde styr på forplantning og forebyggelse heraf, for at sikre stammens overlevelse og strenge regler for, hvem man måtte gifte sig med. Arrangerede ægteskaber var af stor nødvendighed. Man levede som grupper og alle tog sig af fællesskabet ud fra bestemt definerede roller. Manhavde ingen ord for “tak”, “bed om”, “goddag og farvel”, for alt indenfor stammen tilhørte alle og alle vandrede sammen og derfor var der ikke brug for disse ord. Det er et meget fascinerende og meget kompliceret folkefærd. Der er ca. 200 forskellige stammer og op til 700 dialekter, som er meget forskellige fra hinanden. Alt sammen meget interessant.

Videre til UbirrRock, som er et andet betydningsfuldt og helligtsted. Med 360° panorama udsigt udover Wetlands (sump), Drylands(ørken) ogSandstone klipper. Op og ned påUbirrer en 2 timers klatre/vandretur. Torben og Lina tog turen hele vejen op, mens Jesse og jeg blevnede i skyggen. Jesse var ikke lige tændt på endnu en gåtur, så vi tog en slapper med lidt fotografering og vand i håret, det køler så dejligt når det er hamrende varmt

Det var en meget smuk tur og med flere flotte klippemalerier, bl.a  etkomplet “menukort”, fordi der var så meget vildt ogfisk i området og malerierne var en besked til denæste der kom her forbi. Derudover var udsigten fantastisk og turen værd, lød meldingen fra de 2 vandringsmænd.. Jesse kunne godt have klaret turen, men man skal også være motiveret.

Som tommelfingerregel skal man have 1 liter vand pr. time pr. person med, når man skal vandre og det er ikke overdrevet. Manskal lytte til de erfarnes råd, for det er ekstremt vigtigt med meget vand, nårdeter så varmt. Man gør alt for at være behjælpelige, ved dissekulturelle steder, og opstiller vandposter der har behandlet drikkevand. En anden god huskeregel er at man skal drikke før man bliver tørstig, for hvis man føler sig tørstig er det første tegn på dehydrering, og så kan man hurtigt ende med hedeslag. Man skal også have hat på, både for at skærme for solen, og for at holde påfordampningen. Den største fordampning sker nemlig fra hovedet.

Efter dagens sidste strabadser, stod den på frokost i det “grønne” (her er simpelthen så tørt at det er småt med grønt), og så var det ellers retur til Darwin. En køretur på ca. 3½ time. Der blevudveksletmailadresser i lange baner og vi har allerede, efter kun 1 uge, kontakter i Sydney, Melbourneog på NewZealand. Man ved aldrig hvad man kan få brug for!

Tilbage på vores hotel fra sidst, og blev vi overraskede eller hvad? Vores hotel lejlighed lå denne gang på 2 sal og var endnu federe end sidst. Vi havde nu en lejlighed med 3 dobbeltværelser og et grundplan næsten svarende til vores hus derhjemme. Normalpris op til 600 AUD = ca. 2800 DKR. pr. nat. Vi var blevet opgraderet hjemme fra, fordi vi måtteændre hotel i Cairns. Men vi havde da ikke i vores vildeste fantasi forestillet os dette. Fabulous! Tak for det Profilrejser

Dag 2.

Tidligt op og afsted til Kakadu National Park.
Første stop var Edith Falls. 2 vandfald i forskellige højder i terrænet. Vi skulle “klatre” op til det højeste som var ca. 2 km lang tur, rimeligt der opad. Smukt, smukt sted! Flot udsigt og skøn “Pool”, sø ved vandfaldet. Vi skulle have en dukkert. Det var koldt, men skønt i varmen. Torben mistede desværre vores lille “vandkamera”, som nu ligger på bunden af søen, loige under vandfaldet, som er så dybt at man ikke kan dykke ned på bunden. Han havde heldigvis tømt kortet for billeder aftenen før.

Efter Edith Falls gik turen til Pine Creek, hvor der engang har været en stor guldmine. Mineskakten, der er 135 meter dyb og meget stor i omkreds, blev ved lukningen i 1995 fyldt op med vand, hvilket i dag ville have været ulovligt. Vandet er meget forurenet, fordi man bruger meget arsenik og syre til at udvinde guld. Vandet har et meget stort indhold heraf og man kan se at der ikke gror planter og træer tæt på bredden. Pine Creek var i de gode gamle dage en riogtig guldmineby, med masser af liv, men er i dag reduceret til en turistattraktion og et sted med overnatningsmulighed.

Videre til vores frokost, som  på en rasteplads, der lå længere ude end langt, og hvor der væltede rundt i fluer. der var mega varmt og ret kedeligt. Afsted igen og denne gang til et resort, hvor halvdelen af vores gruppe skulle bo, og hvor vi kunne tage en dukkert i poolen.

1 time senere var det afsted på en ny sejltur på “Yellow Water” og “South Alligator River” (hvilket faktisk er misvisende, da der ikke findes alligatorer her), denne gang for at se på fugleliv, solnedgang og spotte saltvandskrokodiller. Vi sejlede afsted sidst på eftermiddagen og sad i styrbordsside , for at få det bedste kig til solnedgangen (godt råd fra vores guide).

Saltvandskrokodiller, eller Ginga (udtales med stumt g i midten) som aboriginerne siger, kan blive op til 6 meter lange og 70-100 år. Vi så en stor en på ca. 4½ meter. Man kan ikke se forskel på hanner og hunner, udover på størrelsen. Man kan se forskellen indvendigt og man kan se dens alder på årringene i knoglerne (ligesom med træer). De er farælige for mennesker og vi fik besked på at holde armene indenfor bådens kanter. Det var en ret smart båd, der var nem at manøvrere og kunne lægge til alle vegne, når vi fik øje på noget spændende. Krokodillerne plejer først at gå op på land, når det bliver køligere og mørkt. Heldet tilsmilede os og  vi var heldige at de kom tidligt op på land, og der var masser af dem

Der var også et rigt fugleliv. Forskellige King Fishere, Whitebellie Seaeagle, Comerat, Jabiro (Australiens eneste stork). Der var Whizzle Ducks, der ikke rapper men fløjter og Magpie Geese i massevis. Der er jagtsæson for Magpie, men de andre er stort set alle sammen fredede.

Krokodillerne er også fredede (også ferskvandskrokodillerne) og bøden for at skyde en vildtlevende krokodille er 80.000 AUD = ca. 370.000 DKR. Man opdrætter krokodiller til commercielt brug, altså til kød og skind. Det var helt vildt spændende. Nogle store og ret grumme dyr at se på. Vi slugte det hele råt og ifølge guiden på båden, havde vi været heldige med at se så mange på land.

Solnedgangen var pragtfuld! Læg mærke til Kroko i vandspejlingen

Efter denne pragtfulde oplevelse, skulle vi afsted til aftenens Camp-site, for vi skulle nemlig sove i bushen, i en teltlejr. Det var helt vildt cool og meget autentisk. Jesu vores guide var chefkok for aftenens “Barbi”.Der var os 4, Jesses nye ven Tom og hans kammerat Leo og Jesu. Der var smadder hyggeligt. Vi sov i køjesenge og det var ret varmt, uden den ellers allesteds nærværende “Aircon”. Der var simpelthen alletiders oplevelse.

Dag 1.

Mødetid til den forestående 3 dages tur var kl. 06.30 ved Greyhound terminalen (busstationen). Det viste sig at vores “Pick -up” var en plads på Greyhoundbussen til Kathrine (navnet på byen), hvor vi så blev hentet og kørt til vores logi for natten. Det var bustur på 4 timer, uden pause, men dog med toilet om bord.

Kathrine er en by med 10.000 indbyggere og 18.000 med hele oplandet, som er et kæmpeområde. Der sker ikke alverdern i byen. Her er varmt og tørt.
Det er “dry season”, altså den tørre årstid og man kan se at der har været skovbrande i området og fra tid til anden kunne vi se røg langs med vejen. Det er kontrollerede skovbrande, som er for at regulere/undgå de store ukontrollerede skovbrande. Man skelner mellem ”Cold Fires” (kontrollerede påsatte brande) der tændes for at lave brandbælter for at undgå at “Hot Fires” (som er de selvantændte og er de farlige), spreder sig og hærger over alt. Det er gammel tradition fra aboriginerne og en viden man har haft gennem årtusinder til at kontrollere vækst af planter og træer, der var vigtige for de indfødte.

Vi skulle bo på Pine Tree Motel, og mødte her vores rejsefæller for de næste 3 dage. Vores guide hed Jesu og var en festlig fætter. Første tur var en sejltur gennem Kathrine Gorge (kløft).  

Kathrine floden er 320 km lang og er det eneste sted i verden med et komplet flodsystem i ”The World Heritage Programme” (tror jeg nok det hedder). Da det er the dry season (den tørre årstid), er der lav vandstand i floden. Vandstanden svinger med 12-15 meter i gennemsnit i the wet season (regntid) og nogen gange mere. Det betyder at vandet overstiger den øverste kant af kløften og til tider oversvømmer hele området + Kathrine by, som ligger et pænt stykke fra kløften. Det er en ret markant forskel.

Kathrine Gorge er et fantastisk naturskønt område. Hele området er fredet og en del af aboriginernes land. Området er blevet overdraget til ”the traditional owners”, altså de traditionelle ejere (et begreb man ofte støder på her i The Nothern Territory), som boede her i området oprindeligt. De tager sig af pasningen af området nu, og bruger det også stadig efter de gamle traditioner både til at bo i og til deres overleverede ceremonier.  

Efter turen gennem en del af den meget store kløft (det er ikke alle steder man kan sejle igennem), skulle vi indkvarteres og videre til aftenens ”Crocodile Spotting Cruise”. Inden var det dog tid til en dukkert i “Kathrine Hot Springs” 
(http://www.ourterritory.com/Katherine_NT/hot_springs.htm), som udspringer dybt inde i jorden. Temperaturen er 32° og det var noget så skønt med en dukkert.

Forventningerne til aftenens sejlads var store. Vi skulle se ferskvandskrokodiller i massevis og det gjorde vi sandelig også. Vi havde ikke set en eneste om eftermiddagen, til ungernes store skuffelse, for de er natdyr og kommer først frem om aftenen og natten, når temperaturen falder.

Det er så smart at ferskvandskrokodillers øjne reflekterer rødt, når man lyser på dem med en lygte, og derfor er de nemme at spotte i mørket. Alle deltagere i aftenens cruise var bevæbnede med store lommelygter og så fik spotningen ellers i gang. Eftersom det på denne del af floden var meget lavvandet, måtte størstedelen af deltagerne stå af båden og gå langs bredden undervejs for at ”flodprammen” kunne sejle igennem. - Det er måske her jeg lige skal indskyde, at ferskvandskrokodiller ikke er farlige for mennesker. Alligevel var det en smule grænseoverskridende at vide, at det efter sigende vrimlede med krokodiller i floden, mens folk gik rundt der langs bredden J

Til at starte med var der ikke rigtig noget at se, men efterhånden som mørket faldt på, dukkede de lysende røde prikker op rundt omkring, primært inde ved kanterne tittende op over vandet. Vi sejlede i ca. ½ time og så var vi fremme ved ”Camp-sitet”, der hvor vi skulle se ”dillerne” tæt på  og spise vores aftensmad, derude i ”Bushen”. uuuuhhhhhh!!!!!  

På Camp-sitet var der stillet langborde og stole op. Det var hængt lidt lygter op til når det blev rigtig mørkt (Læs bælgravende mørkt).  Der blev tændt op i grillen og budt på ”Cheese & Crackers” med rødvin til.

Samtidig begyndte Neill – aftenens guide og kaptajn – at slå på en blikspand med råt kød i. inden længe dukkede 2 krokodiller op. En han på ca. 45 år, som er blevet fodret gennem de sidste 10 år, og en hun på ca. 35 år der er blevet fodret i 4-5 år. De er på ingen måde tamme, men kommer når der kaldes på denne måde. De kom helt ind til bredden, inden for håndsrækkevidde. Det var ret spændende og ret vildt.  

Ferskvandskrokodiller kan blive op til 55 år gamle og ca. 3½ meter lange. Hannerne bliver størst, men ellers kan man ikke se nogen forskel. De spiser primært fisk, men kan også snuppe en fugl i ny og næ.

Da Neill var færdig med at fodre dillerne, var der vaskeægte ”Australsk Barbi” i mørket og lommelygternes skær. Jesse havde fået en ny ”bedste ven”, Tom på 18 år fra London, så ham så vi ikke meget til. Han var fløjtende ligeglad med om Tom og de andre fra vores lille gruppe kunne forstå hvad han sagde, eller om han kunne forstå dem. Tværtimod så havde de det ret sjovt med sprogudvekslingen. Vi vendte tilbage til motellet efter en meget spændende dag og aften. 

Som sidste bemærkning vil jeg lige tilføje at der var sket en fejl med vores værelsesbooking. Der var kun 3 senge, og da vi forhørte os om det, viste det sig at vi havde fået 2 værelser. Der var ingen aftensmad denne første aften og heller ikke morgenmad, som det stod beskrevet i vores rejseplan. Det skal man åbenbart huske at tjekke godt op på hjemmefra. Så der ikke sker misforståelser. Den skal lige vendes med Profilrejser. Vi fandt selvfølgelig ud af det, men alligevel.