I dag kørte vi til Ballarat nordvest for Melbourne. Ballarat er en gammel guldmineby, som oplevede “The Great Gold Rush” i perioden 1851-1861, hvor der blev fundet rigtig meget guld. Guldfeberen rasede og folk kom i hobetal fra omegnen og hele verden.
For at fortælle om denne tid har man bygget “Sovereign Hill”, som er en slags kopi at Ballarat fra guldgravertiden (Man har rekonstrueret ud fra billeder).
Man kan se alle de gamle huse og der går mennesker rundt, klædt i tøj fra den tid. Der kører en “Coach” eller dilichance rundt ( $20 = ca. 94 kr. for 5 min. for en familie!) Der går politifolk med sabler og musketer rundt og holder ro og orden, ligesom dengang. Man kan vaske guld i bækken. Man kan komme en tur ned i minen og se, eller få en fornemmelse af hvilke vilkår man arbejdede under den gang. Det var alletiders og meget spændende. Ungerne syntes godt nok at turen ned i minen, hvor det var bældragende mørkt, var lige en tand for meget af det gode. Det var også lige lidt uhyggeligt nede i minegangene, i følge Jesse, men samtidig også ret spændende. det er autentiske minegange. For hele området gamle miner, med et stort net af gange under Sovereign Hill og selve Ballerat.
Det bedste var nu at vaske guld ;-) Vi fandt ægte guld i bækken, som vi måtte tage med hjem (Det var ægte!). Vi så også hvordan man smelter guld om til en guldbarre, og hvor hurtigt det stivner og kan køles ned. Det skal varmes op til 1200°, for at alle urenheder smelter og fordamper væk, så det er den rene guldmasse man har tilbage. Hvis man lægger en guldbarre på 2 kg, med en temperatur på 900° (rødglødende, men fast i formen) ned i 2 cm vand. Hvad sker der så med vandet? Svaret er at vandet forbliver koldt og det bliver guldbarren også i løbet at ganske få minutter. Dette skyldes den gode ledeevne der er i guld.
Jesse har rørt ved en guldbarre til en værdi af kr. 500.000, stik den!
Det hele var spændende. Husene var møblerede og der var alt fra rige hjem til den mest usle faldefærdige rønne.
Den 3 dec. 1854 var der et opgør mellem guldgraverne og dronningens mænd (ordensmagten) (Guldgraverne var utilfredse med at man skulle have licens for at kunne grave guld. Den var urimelig dyr og man fik endnu højere bøder, hvis man ikke betalte til tiden.) Dette opgør/slag har man lavet en forstilling over. Et lys- og lydshow. Det havde vi købt billetter til om aftenen og vi glædede os meget. Det skulle foregå udendørs, så vi tog ekstra meget tøj på, for det havde været halvkoldt hele dagen (18-20°) og det var endnu mere køligt om aftenen (12-15°).
Først fik vi en introduktion om selve historien, med nogle filmklip. så blev vi taget med udenfor til opstilling omkring bækken, hvor der blev vasket guld. Der var lys og lyd overalt omkring os og den var en fed indgangsvinkel. Vi blev flyttet til et andet sted med en ny vinkel på sceneriet. I mellemtiden var der kommet nogle elektriske trams (a la sporvogne uden skinner), der kørte os gennem hele byen og ud i et andet område, som ikke er åbent for publikum om dagen. Vi blev placeret på stolerækker i “det gamle hotel” Væggene gled til side og frem dukkede guldgraverlejren. Nu skulle slaget stå! der var hele tiden en fortællerstemme, der fortalte historien og så var der lys og lyd til at bakke op om stemmen. Vi ventede og vi ventede! Jesse gav op og lagde sig til at sove på bænken, og vi ventede og vi ventede, men der skete ikke videre. Der kom ingen skuespillere og skuddueller og rødfrakker og heste osv., som vi havde forventet. Det var lidt tamt! Vi havde et stop mere og det var tilbage i byen. der kom en enkelt guldgraver frem på en balkon. Han havde været med i slaget, hvor han mistede armen. Han holdt en tale om guldgravernes ret og frihed og så var det slut.
Vi ved ikke rigtig hvad vi havde forventet, men det var i hvertfald ikke dette. Det var da flot lavet og der er ingen tvivl om at det havde været dyrt ($6 mio.). Havde vi vidst hvordan det var, havde vi ikke købt billetter.
Som afslutning på en ellers fantastisk dag vil jeg lige fortælle, at den 2. største guldklump i verden, blev fundet i Ballarat. Den vejede 69 kg og var 99.9% ren guld (den største i verden var omkring 75 kg. men indeholdt også quartz). Den blev fragtet til England og USA, hvor den blev udstillet, for til sidst at ende i England. Her blev den smeltet om til guldmønter, som blev kaldt “Sovereigns”.
Der sad en japaner,på gågaden, og spillede steelguitar og mundharmonika. Ham stod vi længe og kiggede på. Jesse var fuldstændig opslugt. Det begyndte at smådryppe og butikkerne var ved at være lukketid for butikkerne kl. 17 lørdag eftermiddag.
Lina, Jesse og Torben fik Pizza og jeg fik hjemmelavet Gnocchi. Mens vi spiste stod det ned i stænger, men det klarede lidt op da vi skulle hjemad.
Vi fyrede op for varmen og kom af med det våde tøj. Godt trætte puttede vi os under dynerne og fik varmen efter en lang, men god dag!
