Brisbane er en ret stor by med “skyline” - skyskrabere mod horisonten. Der løber en flod gennem midtbyen og det skulle være fantastisk at se byen “by night”, så det var målet for dagens udflugt!
Afgang fra campingpladsen ved 10 tiden, hen til det nærmeste busstoppested, som lå 15 min. gang væk. Vi havde selvfølgelig lige misset en bus og måtte vente 20 min. 7 min før konstaterede Jesse at han skulle tisse, så han og jeg sprang af sted for at finde et toilet. Der lå en vaskeægte barber i nærheden og der fik vi lov til at benytte hans udendørs toilet, som nærmest var et skur, meget mærkeligt! Vi fik klaret hvad vi skulle og nåede bussen. Busbilletten var en dagsbillet, hvor vi kunnehoppe af og på bussen lige så mange gange vi ville og vi kunne også benytte “City Cat’en” - flodkatemaranen, som sejler hele tiden. Prisen for billetten var 22,85 $ = ca. 107 kr. for os alle 4. Alletiders ide og helt klart værd at benytte sig af. Busturen varede ca. 40 min og vi ankom kl. ca. 11.30 og stod af ved “The Culture Centre”, som er Brisbanes kultur og rekreationsområde; Poolområde lavet som strand, cafe og restaurantmiljø, kæmpestort teater-, kultur- og koncerthus, og meget andet. Der lå også et stort pariserhjul “The Wheel of Brisbane”, som Lina var helt syg for at prøve (Det i KBH var væk, da vi var der) og har været det længe. Vi missede det der var i Singapore, så vi aftalte at vi skulle prøve det, når det var blevet mørkt. Vi dyppede tæer i bassinet, men havde ikke badetøj med.
Gik hen til nærmeste “Jetty” (mole eller kaj) og ventede på City Cat-en. Sejlede en tur på floden i ca. ½ time. Det var smukt og ok villaer langs bredden, blandet med den rå natur man ser allevegne. Vi hoppede af på den modsatte side og ventede på en ny, der sejlede i den modsatte retning, for at se turen den anden vej. Det var alletiders og ungerne nød det lige så meget som os.

Så gik vi en tur ind i centrum og fandt posthuset. Endelig skulle vi hente post - for anden gang - og denne gang var der post! Fra moster Mette og bedstefar og bedstemor, ovenikøbet en pakke + 6 breve, som viste sig at være til “mr. T. Johnson og ikke “mr. T. Johansen” hi hi. Vi syntes godt nok også bedstemor havde givet den gas, for vi troede det var hendes håndskrift ![]()
Vi fandt en café og slog os ned for at åbne brevene. Jeg skulle læse højt og det endte med at 3 af os måtte have gang i lommeletterne og det var ikke Lina
Hun reagerer ikke på den måde. Jesse kan slet ikke klare den slags, for så savner han alle dem derhjemme og jeg kan slet ikke holde det ud, når de andre tuder…Så vi grinede og græd lidt og jeg fik hakket mig gennem læsningen. Bedstemor havde sendt aktivitetsbøger med og det var lige noget de kunne bruge.

Da vi havde sundet os lidt, gik vi en tur ned af Queen Street, byens hoved gågade. Masser af butikker. Der er rigtig mange kæder hernede, som går igen fra by til by. Det var en hyggelig gade, med små centre her og der ud fra siderne, med aircon. Det bliver der gjort meget ud af hernede og så selvfølgelig de der “Food Courts” med alle snackbarerne/madstederne. Endelig blev det spisetid, så vi kunne komme på Mac D. som lovet. Stor success ! Vi har alle 4 fattet stor kærlighed til de smoothies barer (juicebar), der er allevegne - de er stærkt vanedannende, så dem fik vi som ekstra drikkelse.
Solnedgangen nærmede sig og vi gik ned til floden for at sejle ud af byen på den anden side af skylinen for at se solnedgangen og alle lysene fra byen, når det blev mørkt.
Vi talte med konduktøren, som fortalte at han arbejde 10 timer dagligt, 4 dage og 1 dag fri. Det vil sige 60 timer om ugen. til en gennemsnitsløn!
Solnedgangen var et flot syn - vi steg af undervejs og gik ca. 2 km tilbage. på en slags “flodpromenade”. Det var en lang pontonbro, der strakte sig langs flodbredden. Der var mange ude at løbe eller gå en aftentur. Det var faktisk en lang tur på gåben, men ungerne klarede det flot. Torben var lidt irriteret over at han ikke havde sit høje fotostativ med, for han syntes ikke han kunne tage de billeder han gerne ville have og hver gang der kom en båd forbi og lavede dønninger, havde broen saftsuseme også den frækhed at bevæge sig. Det passede godt nok ikke fotografen

Vi fangede endnu en City Cat i tilbagegående retning og stod af ved den længe ventede “gulerod” - Brisbane hjulet. Lina var ellevild og det var også en flot tur. Det kostede 42$ for en familiebillet. Det var godt nok lidt dyrt, men det var dagens udskejelse, så det var ok
Torben tog dagens sidste billeder af hjulet og så var det blevet tid til at tage bussen hjem til campingpladsen. Vi var heldige det passede med tiden, så vi kun skulle vente ca. 10 min. Jesse faldt i søvn med det samme, med hovedet på mit skød, og var helt groggy da jeg bar ham ud af bussen. Chaufføren kom faktisk til at køre lidt forlangt, men af kom vi da
Til slut havde vi lige 15 min. gang til campingpladsen. Det tog Jesse i stiv arm og så kastede vi os alle 4 på ryggen!!!