En stille og rolig morgen. Jeg fik vasket tøj og ungerne fik en dukkert. Da vi havde spist frokost, tog vi en tur ind til byen for at se en vintøndemager og en glaspuster (det var gratis).
Det var et lille værksted , som viderefører traditionen med at håndlave egetræsvintønder. Jesse var meget fascineret af tøndemageren og sad næsten en time og kiggede på at han arbejdede. Lina var mindre interesseret og ville hellere se glaspusteren, men han var gået hjem kl. 12, selvom de først lukkede kl. 15. Mærkeligt!
Vi spiste tidlig aftensmad og tog forventningsfulde af sted for at se på skildpadder. Vi ankom til Mon Repos kl. ca. 18.30 og der var mega kø. Det er sådan at man bliver inddelt i grupper, efter hvornår man har booket billetter. Når man så står i kø får man et nr. i gruppen, alt efter hvor man står i køen. Herefter bliver grupperne kaldt frem i nummerorden. Vi kom i gr. nr. 3 og fik numrene 24-27. Så var det ellers bare at vente til der dukker en havskildpadde op på land! Det er man selvfølgelig ikke garanteret, eftersom det er, som man ikke kan dirigere. Mens vi ventede kunne vi gå rundt og se på en udstilling og få en masse information om havskildpaddernes liv og levned.
Mon Repos er et forsknings- og naturcenter, som arbejder for at bevar havskildpadderne. Forskning viser at en hun-skildpadde, af arten “Loggerhead Turtle”, er omkring 30 år første gang den lægger æg. Man mener det er 1 ud af 1000, der overlever længe nok til at kunne formere sig.
Havskildpadden lægger sine æg i en rede 55-65 cm nede i sandet, og det er temperaturen på sandet der afgør om det bliver hanner eller hunner. Hvis det er over 28,6°, så bliver det hunner.
På Mon Repos holder man øje med, hvornår hunnerne kommer op og hvor de lægger deres æg. Skildpadderne bliver målt og mærket og der nedskrives data om hvorvidt de har været der før eller ej. Hunnerne kan have været undervejs flere 1000 km væk fra denne strand og formår på en eller anden måde at finde tilbage her til deres fødeegn, hvor de også lægger deres egne æg.
Hvis rederne med æg ligger for tæt på vandet, eller ikke dybt nok nede i sandet, flytter forskerne/Rangerne æggene til et mere sikkert sted, for at de ikke skal gå til. Hunnen lægger 100-150 æg ad gangen 4-5 gange på en sæson og det er hårdt arbejde. Der er altsammen meget spændende Vi så forskellige film om emnet, mens vi ventede, bla. for at vi var forberedte på hvad der skulle ske hvis vi kom med på stranden. Skulle det blive aktuelt at flytte en rede, skulle vi nemlig hjælpe til alle sammen.
Desværre kom der kun 1 skildpadde på denne aften/nat, så det var kun gruppe nr. 1 og de første 10 fra gruppe nr. 2, der var heldige at få til til at se den bygge rede og lægge sine æg og trække sig tilbage til havet.
Da klokken nærmede sig 22.30, fik vi lov til at gå med ned på stranden (dem der var tilbage!) og patruljere og spejde efter skildpadder, men desværre uden held Vi måtte slukørede og trætte vende hjem til campingpladsen omkring midnatstid.