I dag skulle camperen så på værksted kl. 9. Vi pakkede en madkurv og sendte Torben af sted.
I mellemtiden fik jeg vasket tøj og læst et kapitel i “Det lille hus i skoven” for ungerne og så gik vi op for at bade. Torben kom tilbage efter et par timer med melding om, at det var vacuumpumpen der var gået, og de kunne skaffe reservedele til på onsdag. Det ville vi ikke vente på og bad dem sende delene til Rockhampton, vores næste stop. Hvis vi bliver hængende her løber tiden fra os.
Lina og jeg lavede skoleting. Jesse og Torben tog en bus ind til byen for at gå på opdagelse.

I Queensland kan man ikke købe alkohol i supermarkederne. Man skal derfor i separate spritbutikker. Det er åbenbart en god forretning, for man kan simpelthen køre i en “Drive Thru” og handle sprit. Det er da smart fundet på hi hi
På vej hjem i bussen, stod der en mand i undertrøje og holdt fast med løftet arm. Da lød det fra Jesse: “Se far! Ham der har pels under armene”. Kunstpause. “Når man har så meget hår under armene, kan man så ikke godt kalde det for pels?” Så er det man priser sig lykkelig for at der ikke er ret mange, der forstår dansk her hi hi
Vi snakkede med en anden dansk familie fra Herning (på campingpladsen) og Lina legede med deres børn. De rejste fra syd til nord og kunne fortælle at Fraser Island, længere ned af kysten, var meget tør og folk kørte fast i sandet, så turistbureauet anbefalede at man ikke tog derud. Det er ret dyrt at tage derud og p.t. var det spild af penge. Det var ret nyttig information eftersom det var et af vores ønskede mål.