Se Vores Rejse

Dag 2.

Tidligt op og afsted til Kakadu National Park.
Første stop var Edith Falls. 2 vandfald i forskellige højder i terrænet. Vi skulle “klatre” op til det højeste som var ca. 2 km lang tur, rimeligt der opad. Smukt, smukt sted! Flot udsigt og skøn “Pool”, sø ved vandfaldet. Vi skulle have en dukkert. Det var koldt, men skønt i varmen. Torben mistede desværre vores lille “vandkamera”, som nu ligger på bunden af søen, loige under vandfaldet, som er så dybt at man ikke kan dykke ned på bunden. Han havde heldigvis tømt kortet for billeder aftenen før.

Efter Edith Falls gik turen til Pine Creek, hvor der engang har været en stor guldmine. Mineskakten, der er 135 meter dyb og meget stor i omkreds, blev ved lukningen i 1995 fyldt op med vand, hvilket i dag ville have været ulovligt. Vandet er meget forurenet, fordi man bruger meget arsenik og syre til at udvinde guld. Vandet har et meget stort indhold heraf og man kan se at der ikke gror planter og træer tæt på bredden. Pine Creek var i de gode gamle dage en riogtig guldmineby, med masser af liv, men er i dag reduceret til en turistattraktion og et sted med overnatningsmulighed.

Videre til vores frokost, som  på en rasteplads, der lå længere ude end langt, og hvor der væltede rundt i fluer. der var mega varmt og ret kedeligt. Afsted igen og denne gang til et resort, hvor halvdelen af vores gruppe skulle bo, og hvor vi kunne tage en dukkert i poolen.

1 time senere var det afsted på en ny sejltur på “Yellow Water” og “South Alligator River” (hvilket faktisk er misvisende, da der ikke findes alligatorer her), denne gang for at se på fugleliv, solnedgang og spotte saltvandskrokodiller. Vi sejlede afsted sidst på eftermiddagen og sad i styrbordsside , for at få det bedste kig til solnedgangen (godt råd fra vores guide).

Saltvandskrokodiller, eller Ginga (udtales med stumt g i midten) som aboriginerne siger, kan blive op til 6 meter lange og 70-100 år. Vi så en stor en på ca. 4½ meter. Man kan ikke se forskel på hanner og hunner, udover på størrelsen. Man kan se forskellen indvendigt og man kan se dens alder på årringene i knoglerne (ligesom med træer). De er farælige for mennesker og vi fik besked på at holde armene indenfor bådens kanter. Det var en ret smart båd, der var nem at manøvrere og kunne lægge til alle vegne, når vi fik øje på noget spændende. Krokodillerne plejer først at gå op på land, når det bliver køligere og mørkt. Heldet tilsmilede os og  vi var heldige at de kom tidligt op på land, og der var masser af dem

Der var også et rigt fugleliv. Forskellige King Fishere, Whitebellie Seaeagle, Comerat, Jabiro (Australiens eneste stork). Der var Whizzle Ducks, der ikke rapper men fløjter og Magpie Geese i massevis. Der er jagtsæson for Magpie, men de andre er stort set alle sammen fredede.

Krokodillerne er også fredede (også ferskvandskrokodillerne) og bøden for at skyde en vildtlevende krokodille er 80.000 AUD = ca. 370.000 DKR. Man opdrætter krokodiller til commercielt brug, altså til kød og skind. Det var helt vildt spændende. Nogle store og ret grumme dyr at se på. Vi slugte det hele råt og ifølge guiden på båden, havde vi været heldige med at se så mange på land.

Solnedgangen var pragtfuld! Læg mærke til Kroko i vandspejlingen

Efter denne pragtfulde oplevelse, skulle vi afsted til aftenens Camp-site, for vi skulle nemlig sove i bushen, i en teltlejr. Det var helt vildt cool og meget autentisk. Jesu vores guide var chefkok for aftenens “Barbi”.Der var os 4, Jesses nye ven Tom og hans kammerat Leo og Jesu. Der var smadder hyggeligt. Vi sov i køjesenge og det var ret varmt, uden den ellers allesteds nærværende “Aircon”. Der var simpelthen alletiders oplevelse.

Dag 1.

Mødetid til den forestående 3 dages tur var kl. 06.30 ved Greyhound terminalen (busstationen). Det viste sig at vores “Pick -up” var en plads på Greyhoundbussen til Kathrine (navnet på byen), hvor vi så blev hentet og kørt til vores logi for natten. Det var bustur på 4 timer, uden pause, men dog med toilet om bord.

Kathrine er en by med 10.000 indbyggere og 18.000 med hele oplandet, som er et kæmpeområde. Der sker ikke alverdern i byen. Her er varmt og tørt.
Det er “dry season”, altså den tørre årstid og man kan se at der har været skovbrande i området og fra tid til anden kunne vi se røg langs med vejen. Det er kontrollerede skovbrande, som er for at regulere/undgå de store ukontrollerede skovbrande. Man skelner mellem ”Cold Fires” (kontrollerede påsatte brande) der tændes for at lave brandbælter for at undgå at “Hot Fires” (som er de selvantændte og er de farlige), spreder sig og hærger over alt. Det er gammel tradition fra aboriginerne og en viden man har haft gennem årtusinder til at kontrollere vækst af planter og træer, der var vigtige for de indfødte.

Vi skulle bo på Pine Tree Motel, og mødte her vores rejsefæller for de næste 3 dage. Vores guide hed Jesu og var en festlig fætter. Første tur var en sejltur gennem Kathrine Gorge (kløft).  

Kathrine floden er 320 km lang og er det eneste sted i verden med et komplet flodsystem i ”The World Heritage Programme” (tror jeg nok det hedder). Da det er the dry season (den tørre årstid), er der lav vandstand i floden. Vandstanden svinger med 12-15 meter i gennemsnit i the wet season (regntid) og nogen gange mere. Det betyder at vandet overstiger den øverste kant af kløften og til tider oversvømmer hele området + Kathrine by, som ligger et pænt stykke fra kløften. Det er en ret markant forskel.

Kathrine Gorge er et fantastisk naturskønt område. Hele området er fredet og en del af aboriginernes land. Området er blevet overdraget til ”the traditional owners”, altså de traditionelle ejere (et begreb man ofte støder på her i The Nothern Territory), som boede her i området oprindeligt. De tager sig af pasningen af området nu, og bruger det også stadig efter de gamle traditioner både til at bo i og til deres overleverede ceremonier.  

Efter turen gennem en del af den meget store kløft (det er ikke alle steder man kan sejle igennem), skulle vi indkvarteres og videre til aftenens ”Crocodile Spotting Cruise”. Inden var det dog tid til en dukkert i “Kathrine Hot Springs” 
(http://www.ourterritory.com/Katherine_NT/hot_springs.htm), som udspringer dybt inde i jorden. Temperaturen er 32° og det var noget så skønt med en dukkert.

Forventningerne til aftenens sejlads var store. Vi skulle se ferskvandskrokodiller i massevis og det gjorde vi sandelig også. Vi havde ikke set en eneste om eftermiddagen, til ungernes store skuffelse, for de er natdyr og kommer først frem om aftenen og natten, når temperaturen falder.

Det er så smart at ferskvandskrokodillers øjne reflekterer rødt, når man lyser på dem med en lygte, og derfor er de nemme at spotte i mørket. Alle deltagere i aftenens cruise var bevæbnede med store lommelygter og så fik spotningen ellers i gang. Eftersom det på denne del af floden var meget lavvandet, måtte størstedelen af deltagerne stå af båden og gå langs bredden undervejs for at ”flodprammen” kunne sejle igennem. - Det er måske her jeg lige skal indskyde, at ferskvandskrokodiller ikke er farlige for mennesker. Alligevel var det en smule grænseoverskridende at vide, at det efter sigende vrimlede med krokodiller i floden, mens folk gik rundt der langs bredden J

Til at starte med var der ikke rigtig noget at se, men efterhånden som mørket faldt på, dukkede de lysende røde prikker op rundt omkring, primært inde ved kanterne tittende op over vandet. Vi sejlede i ca. ½ time og så var vi fremme ved ”Camp-sitet”, der hvor vi skulle se ”dillerne” tæt på  og spise vores aftensmad, derude i ”Bushen”. uuuuhhhhhh!!!!!  

På Camp-sitet var der stillet langborde og stole op. Det var hængt lidt lygter op til når det blev rigtig mørkt (Læs bælgravende mørkt).  Der blev tændt op i grillen og budt på ”Cheese & Crackers” med rødvin til.

Samtidig begyndte Neill – aftenens guide og kaptajn – at slå på en blikspand med råt kød i. inden længe dukkede 2 krokodiller op. En han på ca. 45 år, som er blevet fodret gennem de sidste 10 år, og en hun på ca. 35 år der er blevet fodret i 4-5 år. De er på ingen måde tamme, men kommer når der kaldes på denne måde. De kom helt ind til bredden, inden for håndsrækkevidde. Det var ret spændende og ret vildt.  

Ferskvandskrokodiller kan blive op til 55 år gamle og ca. 3½ meter lange. Hannerne bliver størst, men ellers kan man ikke se nogen forskel. De spiser primært fisk, men kan også snuppe en fugl i ny og næ.

Da Neill var færdig med at fodre dillerne, var der vaskeægte ”Australsk Barbi” i mørket og lommelygternes skær. Jesse havde fået en ny ”bedste ven”, Tom på 18 år fra London, så ham så vi ikke meget til. Han var fløjtende ligeglad med om Tom og de andre fra vores lille gruppe kunne forstå hvad han sagde, eller om han kunne forstå dem. Tværtimod så havde de det ret sjovt med sprogudvekslingen. Vi vendte tilbage til motellet efter en meget spændende dag og aften. 

Som sidste bemærkning vil jeg lige tilføje at der var sket en fejl med vores værelsesbooking. Der var kun 3 senge, og da vi forhørte os om det, viste det sig at vi havde fået 2 værelser. Der var ingen aftensmad denne første aften og heller ikke morgenmad, som det stod beskrevet i vores rejseplan. Det skal man åbenbart huske at tjekke godt op på hjemmefra. Så der ikke sker misforståelser. Den skal lige vendes med Profilrejser. Vi fandt selvfølgelig ud af det, men alligevel.

Jeg vil gerne takke for alle de dejlige fødselsdagshilsner og emails, jef fik i går - det var super skønt

Vi har besluttet os for ikke at bruge mobilen p.t. da vi har fået bredbånd og vil kunne komme på nettet når det passer os. Vi kan desuden sende sms via vores opkobling, hvis vi får brug for det.

Lina lavede lidt lektier i dag og har syet vores “sovemasker” fra flyveren om til legemasker, med huller til øjnene.. Torben har lavet billeder, Jesse har leget med lego og jeg har vasket lidt tøj. Vi skal have en slappedag i dag.
Så var det svømmetid! Jesse fik lov til at smide vingerne, men har lidt svært ved at holde sig ovenvande. Lina overraskede endnu engang og fik endelig overvundet sig selv til at dykke hovedet under vand med svømmebriller på. Det var meget korte dyk, men hun kunne slet ikke få nok. Det var en ny verden der åbnede sif og lillebror opmuntrede anerkendende og synes hun er sej.

Sidst på eftermiddagen tog vi en lokal bus ud til East Point, for at se solnedgangen. Vi blev så de heldige vindere af en ekstra. tur, for vi kom til at køre for langt Frem i tide nåede vi dog  og resultatet taler for sig selv, med det smukke billede at Lina og Jesse på forsiden. Aftenens menu stod på pasta med tomatsauce i vores luxus lejlighed.

her er vi nu

Vi ankom godt trætte til Darwin og her i Australien er de ret strikse med svineindfluenza og den slags, så man må ikke indføre nogen som helst form for fødevarer. Vi havde ½ pakke brød, som vi ikke havde opgivet på indrejsepapirerne, og der var de lidt oppe på dupperne. Vi slap ind i landet og det modtog os ca. kl. 04.00 med 27 grader og en let silende regn.

Hotellet “Mantra on the Esplanade” http://www.mantra.com.au/northern-territory/darwin-and-surrounds/darwin/accommodation/hotels/mantra-on-the-esplanade/ ventede os, men først senere på dagen!! Vi måtte betale for en ½ nat ekstra, til gængæld var det den fedeste hotellejlighed med 2 store soveværelser, 2 badeværelser, en stor stue med køkken, opvaskemaskine osv. og ikke mindst vaskemaskine og tørretumpler. Sådan der!

Vi sov længe ovenpå en lang nat og jeg blev vækket med morgensang og små gaver og hilsner. 36 grader og sol fra en blå skyfri himmel - spørg lige om jeg har opført mig pænt det sidste års tid Torben og Lina handlede ind til en lækker Brunch og jeg fik klaret en gang vasketøj imens. Bagefter gik vi en tur i byen, for at se hvor vi var havnet.

Vi fik anskaffet os en g-nøgle med bredbånd, så vi kan komme på nettet. Turen gik videre ned toil esplanaden, hvor vi fandt en lille strand, fyldt med sten, men med mu.lighed for at få dyppet tæerne og mærke temperaturen på vandet. HER FORSTÅR DE AT TEMPERERE BADEVANDET!! Lige så det passer til mig.

Darwin er en by med 100.000 indbyggere og den mest nordlige by i Australien, eller Oz. som de siger hernede. Den blev bombet af apanerne under 2. Verdenskrig, så der er en del mindesmærker.

Tid til en dukkert i hotellets Pool, hvor Lina besluttede at det var tid til at smide badevingerne og kun svømmemed bælte. Godt gået Lina

Aftenens fødselsdagsmiddag blev indtaget på en italiensk restaurant. Vi fik kalvefilet a la Gordon Bleu og en god flaske rød Lambrusco. Dejlig fødselsdag!!

Sidste dag i Løvebyen. Vi sov igen længe (det må være de sidste rester af jetlag) og pakkede al vores habengut og tjekkede ud til kl. 12. Vi var så heldige at få bagagen opbevaret på hotellet, mens vi tog en tur i Chinatown.

Chinatown er en væsentlig del af Singapore, som desværre er blevet indskrænket henover årene, hvor man har revet nogle af de gamle huse ned for at få plads til de moderne skyskrabere. Der er dog stadig festligt og farvestrålende. Gaderne er dekorerede og fyldt med markedsboder og bagvedliggende butikker. Man kan købe alt muligt og rigtig meget skrammel.

Torben løb ind i en kæmpe linse til kameraet, som han ikke kunne leve uden. Lina købte øreringe med delfiner og en fin vifte. Jesse købte nogle seje klistermærker. Moren fik 2 sommerkjoler i for fødselsdagsgave.

Vi kom også forbi et stort tempel og meget smukt tempel. Børnene synes det var ret mærkeligt, at man ikke måtte have bare skuldre og knæ, så det måtte vi lige have en snak om.

Ungerne fik afprøvet den lokale is og frokosten  var nationalspisen ”Chicken-Rice”, som vi indtog i et sandt inferno af lokale madboder. En portion mad kostede kr. 10,62 og vi spiste samlet for kr. 61,81 inkl. Drikkevarer. Vi fik prøvet den lokale ”Sugar-cane Juice”, som var grøn sukkervand lavet på sukkerrør – ganske udmærket!

Så var tiden gået og vi tog tilbage til hotellet. Fik en dypper i jacuzzien og et bad og så af sted til lufthavnen. Vi skulle flyve kl. 20.35 med ankomst i Darwin kl. 02.35 = 4½ time flyvetur (der er 1½ times tidsforskel) og det var pludselig til at overskue i forhold til den lange flyvetur i onsdags.

Denne tur var med Jetstar og en væsentlig lavere standard end turen fra London (man bliver hurtigt forvænt), men det var ok og jo heller ikke så lang en tur.