Dag 2.
Tidligt op og afsted til Kakadu National Park.
Første stop var Edith Falls. 2 vandfald i forskellige højder i terrænet. Vi skulle “klatre” op til det højeste som var ca. 2 km lang tur, rimeligt der opad. Smukt, smukt sted! Flot udsigt og skøn “Pool”, sø ved vandfaldet. Vi skulle have en dukkert. Det var koldt, men skønt i varmen. Torben mistede desværre vores lille “vandkamera”, som nu ligger på bunden af søen, loige under vandfaldet, som er så dybt at man ikke kan dykke ned på bunden. Han havde heldigvis tømt kortet for billeder aftenen før.
Efter Edith Falls gik turen til Pine Creek, hvor der engang har været en stor guldmine. Mineskakten, der er 135 meter dyb og meget stor i omkreds, blev ved lukningen i 1995 fyldt op med vand, hvilket i dag ville have været ulovligt. Vandet er meget forurenet, fordi man bruger meget arsenik og syre til at udvinde guld. Vandet har et meget stort indhold heraf og man kan se at der ikke gror planter og træer tæt på bredden. Pine Creek var i de gode gamle dage en riogtig guldmineby, med masser af liv, men er i dag reduceret til en turistattraktion og et sted med overnatningsmulighed.
Videre til vores frokost, som på en rasteplads, der lå længere ude end langt, og hvor der væltede rundt i fluer. der var mega varmt og ret kedeligt. Afsted igen og denne gang til et resort, hvor halvdelen af vores gruppe skulle bo, og hvor vi kunne tage en dukkert i poolen.
1 time senere var det afsted på en ny sejltur på “Yellow Water” og “South Alligator River” (hvilket faktisk er misvisende, da der ikke findes alligatorer her), denne gang for at se på fugleliv, solnedgang og spotte saltvandskrokodiller. Vi sejlede afsted sidst på eftermiddagen og sad i styrbordsside , for at få det bedste kig til solnedgangen (godt råd fra vores guide).
Saltvandskrokodiller, eller Ginga (udtales med stumt g i midten) som aboriginerne siger, kan blive op til 6 meter lange og 70-100 år. Vi så en stor en på ca. 4½ meter. Man kan ikke se forskel på hanner og hunner, udover på størrelsen. Man kan se forskellen indvendigt og man kan se dens alder på årringene i knoglerne (ligesom med træer). De er farælige for mennesker og vi fik besked på at holde armene indenfor bådens kanter. Det var en ret smart båd, der var nem at manøvrere og kunne lægge til alle vegne, når vi fik øje på noget spændende. Krokodillerne plejer først at gå op på land, når det bliver køligere og mørkt. Heldet tilsmilede os og vi var heldige at de kom tidligt op på land, og der var masser af dem 
Der var også et rigt fugleliv. Forskellige King Fishere, Whitebellie Seaeagle, Comerat, Jabiro (Australiens eneste stork). Der var Whizzle Ducks, der ikke rapper men fløjter og Magpie Geese i massevis. Der er jagtsæson for Magpie, men de andre er stort set alle sammen fredede.
Krokodillerne er også fredede (også ferskvandskrokodillerne) og bøden for at skyde en vildtlevende krokodille er 80.000 AUD = ca. 370.000 DKR. Man opdrætter krokodiller til commercielt brug, altså til kød og skind. Det var helt vildt spændende. Nogle store og ret grumme dyr at se på. Vi slugte det hele råt og ifølge guiden på båden, havde vi været heldige med at se så mange på land.
Solnedgangen var pragtfuld! Læg mærke til Kroko i vandspejlingen
Efter denne pragtfulde oplevelse, skulle vi afsted til aftenens Camp-site, for vi skulle nemlig sove i bushen, i en teltlejr. Det var helt vildt cool og meget autentisk. Jesu vores guide var chefkok for aftenens “Barbi”.Der var os 4, Jesses nye ven Tom og hans kammerat Leo og Jesu. Der var smadder hyggeligt. Vi sov i køjesenge og det var ret varmt, uden den ellers allesteds nærværende “Aircon”. Der var simpelthen alletiders oplevelse.