Se Vores Rejse

I dag skulle vi være lidt kulturelle og lære lidt om Borneos oprindelige befolkning.
Den bestod af en del forskellige stammer heraf 2 stammer der var hovedjægere. En af disse stammer kom oprindelig fra filippinerne. Man brugte hovederne som prestige. De blev hængt op i ens hus og skulle symbolisere, magt, kampstyrke og styrke som stamme. Det indgød respekt og man skulle udvise respekt, når man kom i et hjem, hvor der hang kranier i loftet.

Vi ankom til Mari Mari Culturel Village og blev hilst velkomne af høvdingen, der først skulle se os an og vurdere om vi var kunne få tilladelse til at komme ind i byen. Torben var blevet udvalgt til at være vores leder og skulle føre an for vores gruppe og derfor gå forrest ved ankomst til landsbyen. Vi blev set an hver især og vores tasker kigget efter for eventuelle våben eller andet der kunne skade byen. Heldigvis blev vi accepterede  

Jeg fik desværre ikke taget billede af Torben der blev godkendt af høvdingen, for på det tidspunkt var jeg faktisk lidt i tvivl om om det var at gå for tæt på. Det viste sig at være spil for galleriet og det kunne jeg roligt have gjort. De var ret gennemførte

Vores kvindelige guide hed Honey og var selv fra en af Borneos stammer. Man fastholder stadig, den dag i dag, hvilken stamme man kommer fra. Der er ikke ret mange malajer på Borneo, men børnene bliver undervist på malaysisk i skolerne og dette betyder en potentiel udradering af alle stammesprogene. Der var oprindeligt 80 forskellige sprog og 100 dialekter. 

Mari Mari Culturel Village http://beautifulkk.com/2009/03/27/mari-mari-cultural-village/ blev lavet for at fortælle om de oprindelige traditioner og levevis i gamle dage og herved fastholde noget af historien, også i fremtiden. Både for efterkommere og selvfølgelig andre besøgende. ”Mari Mari” betyder kom kom! Og symboliserer at vi er meget velkomne i byen og til at lære om livet på Borneo i gamle dage. Byen viser de 5 største etniske stammers oprindelige huse og vi fik fortalt hvordan man levede.

Det første hus tilhørte den største stamme ”Dunsun” og her boede man typisk 3 generationer sammen i et hus. Hvis den 4. generation kom til, byggede man et nyt hus koblet på det oprindelige hus. Der var en hems hvor husets kvinder og især ugifte piger sov. Det var en stige op til hemsen som blev trukket op på hemsen, når alle pigerne var kravlet op. Drengene og mændene sov på gulvet nedenunder for at beskytte huset og pigerne. Køkkenet var i et separat værelse. Huset var bygget af ca. 90% bambus. 

Det andet hus var et langhus. Her var der et rum til den enkelte familie. Her sov forældrene og de små børn, men som i det første hus, sov pigerne for sig selv på en hems, hvor stigen blev trukket op. Der var værelser til den ene side og en mellemgang i midten, til den anden side var der lige som en repos hele vejen gennem huset. Her sad kvinderne og arbejdede i løbet af dagen. Det var også her mændene især de ugifte sov for at beskytte pigerne og huset. Her boede flere familie sammen og en landsby bestod typisk af 1-3 langhuse.  

De andre huse varierede lidt i udformning og byggematerialer, men typisk lå de alle hævet over jorden, så man skulle op ad en stige for at komme ind. En del af dem brugte bark til at dække væggene med og i flere lag, så hovedjægernes giftige pile ikke kunne trænge igennem, hvis man blev angrebet.

Det var lavet forskellige aktivitetssteder, hvor vi kunne prøve forskellige ting eller kigge på.
Der var ”Bamboo Cooking” hvor man skulle lave sin egen mad i et bambusrør. Det var mændene i vores fælles gruppe, som blev udvalgt til at stå for madlavningen. Hvilket for nogle af de andre var til stor morskab. Vi færdiggjorde den ikke selv, men vil få den at spise til vores frokost.

Ved en anden bod fik vi fortalt og vist hvordan man lavede den lokale risvin “Montoku”. Nogle af stammerne var meget drikfældige og festglade. og risvinen kunne få en alkoholprocent på 60-70 %, hvis den fik lov til at stå i lerkrukken længe nok. Den vi smagte var på ca. 10-16 %, og som Torben meget poetisk sagde, så smagte det som ”en dårlig tur til Spanien!”

Man brugte bark til at sy tøj af . Vi fik en demonstration af hvordan man behandlede barken for at gøre den smidigere og tyndere.

Den ene af stammerne var muslimer (det var dem der oprindeligt kom fra filippinerne) og her fik vi vist hvordan man lavede en bestemt slags ”netkager” ud af rismel, kokosmælk og sukker. Dejen blev hældt i wokken gennem en kokosskal, der havde huller i bunden som en si. Herved kunne man lave tynde stråler af dejen. De lignede nærmest sådan en pakke tørrede krøllede nudler, som man kan købe i Netto. De smagte rigtig godt og var helt gyldne og knase sprøde. 

Det sidste hus vi så, indeholdt en slags trampolin midt i huset. Denne blev brugt ved specielle lejligheder, til en form for konkurrence i hvem der kunne hoppe højt op og røre en tingest der hang oppe under loftet. Det var rimelig svært, Torben og jeg prøvede begge to.

Der blev også lavet henna tatoveringer. Det var Jesse og jeg, der blev pyntede.

Rundvisningen sluttede med traditionel dans fra de forskellige stammer. Vores guide var også med til at danse. Det var slagstøjmusik med gong gonger , bambustrommer og nogle andre metaltrommer (de mindede lidt om flaskemanden i Australien ;-)) Der var mændene der var primære dansere og damerne lidt mere dæmpede. De brugte lange bambusstave, der ligger på gulvet. De blev slået sammen i en rytme, og danserne hopper så ud og ind i mellem bambusstængerne. Det ser sjovt ud og de kan bare gøre det hurtigt. Efter dansen var der frokostbuffet hvor vi også fik smagt på vores egen bambusmad. 

Vi blev kørt tilbage til hotellet, og der blev stillet mange spørgsmål om hovedjægerne på vejen. Torben kørte med bussen videre ind til byen, for at hæve penge og proviantere til i morgen. Imens tog ungerne og jeg en dukkert i poolen og endnu en da Torben kom tilbage.

Gik på værelset for at booke vores næste flyveture. Tilbage til KL og videre til Chiang Mai i Thailand. Det var noget besværligt for hjemmeside ville ikke registrere os som kunder, så alle oplysninger skulle tastes 2 gange. Det tager tid, når der er 4 personer ser skal registreres. Men det blev klaret!  

Kl. 17.30 blev vi hentede af en vogn, for vi var blevet inviteret på middag af ”Wildlife Expeditions”, fordi vi havde købt så stor en pakke.
Først blev vi kørt ud til en flot høj og rund bygning, som er symbolet på Sabahs selvstændighed. Bagefter holdt vi fotostop ved ”City Mosque” http://www.kotakinabalu.com/cmarter.asp?doc=2483. Denne moske kan rumme 12.000 bedende på en gang. Det er kutyme at give en donation, når man er i moskeen og her har man simpelthen opstillet en hæveautomat, for så kan man ikke undskylde sig med at man ikke har kontanter
Videre til ”Signal Hill”, et udsigtspunkt over byen. En stor del af Kota Kinabalu er inddæmmet land. Man har derfor lavet en lov, der siger at man højst må bygge op til 30 etager. Jesse var tæt på at træde ind i en filmoptagelse på stedet, men vi fik standset ham i tide

Da vi havde nydt udsigten kørte vi videre til ”Tajung Aru Seafood Restaurant” http://www.first-beach.com/tas.html, hvor vi skulle spise. Vi havde bestilt mad i forvejen, så det skulle være lige til at gå til. Torben havde bestilt kinesisk, ungerne skulle have italiensk og jeg skulle have malaysisk. Jeg fik en suppe med det samme og efter lidt tid fik ungerne også suppe. Mens ungerne nød deres suppe kom min hovedret…Torben havde stadig ikke fået noget mad. Han havde kun fået en kom te – og han var ikke engang syg!! Så fik ungerne deres hovedret og Torben havde stadig ikke fået noget. Endelig skete der noget og han fik det hele på en gang, både forret og hovedret. Han ventede mere end 3o min efter jeg havde fået min forret før der skete noget. Heldigvis var der underholdning i form af traditionel dans, mens vi spiste. Det var både godt og skidt, for det gjorde at ungerne ikke fik spist så meget og Torben havde kun 20 min til at kaste maden indenbords inden vores guide kom for at hente os.
Man kan godt mærke at man bliver lidt immun over for gentagelser og vi har efterhånden set dans flere gange. Dansen i formiddags var alletiders. Denne omgang manglede sjæl! En af danserne tyggede tyggegummi – det spiller altså ikke :-?  

På vejen hjem havde vi fotostop ved en ”vandby”. Den ene af Borneos stammer levede både til vands og til lands. Halvdelen levede og boede i både på vandet. De troede at vandet var for de levende og landet for de døde. Nu om stunder lever de i huse på pæle ude i vandet og kommer kun på land for at begrave deres døde, for at hente vand og brændstof og for at handle deres varer.

Set i bakspejlet kunne vi godt have undværet aftenturen og slappet af inden vores store udflugt de næste mange dage. Næste gang er vi bedre forberedte og beder om lidt ekstra rabat i stedet.
Børnene blev puttet, vi fik pakket og ploaded billeder og indlæg på blokken.

Se flere billeder fra dagen på galleriet

Borneo er verdens 3. største ø, kun overgået af New Guinea og Grønland (tak for den oplysning far J.). Det var vi faktisk ikke klar over. Sabah er en selvstændig delstat hørende under Malaysia. Men modsat det malaysiske fastland hvor der er flest muslimer, er hovedparten her kristne. Den malaysiske del af Borneo er 1½ gange større end fastlandet. Her bor ca. 3½ mio. og ca. ½ mio. heraf bor i hovedstaden Kota Kinabalu.

Efter en let morgenmad tog vi ind for at få booket de ture , der dækker det vi gerne vil se her på Borneo. Her er masser at vælge imellem. Vi vil gerne se jungle, dyr og dykke/snorkle.

Vi tog ind til centrum, til et af de bureauer, hvor Torben forhørte sig i går. Vi vidste i store træk, hvad vi gik efter. Det tog alligevel lang tid at ordne. Men det var også en ordentlig omgang. Vi havde heldigvis taget Nintendoerne med, så ungerne kunne underholde sig selv. Vi brugte ca. 1½ time og så skulle hun regne en pris og lave en oversigt over forløbet.

I mellemtiden gik vi ud for at spise frokost. Vi gik på en italiensk restaurant, med kinesisk udsmykning, ret bizart Pizzaen var god, men lidt i den dyre ende. Som hovedregel er asiatisk mad billigere end vestlig mad, også selvom den er lokalt produceret. Det må være forbruget af importerede madvarer. I Kuala Lumpur så vi svin på menukortet, men det har vi ikke set her. Vores pizza var med kalkunskinke og oksebacon.
Da vi var færdige med at spise gik vi ind i et center, der lå lige i nærheden. Vi lurede lidt og blev enig om at spise hjemmebagte vafler og drikke kaffe her senere.

Vi gik tilbage til bureauet, men hun var endnu ikke færdig, så vi gik lidt igen. Over og bestille vafler til ungerne. De havde ikke noget sukker, så der kom chokoladesovs på. Jesse spiste ca. det halve og Lina kunne ikke lide sin Efter denne nedslående oplevelse, som de havde glædet sig til, besluttede vi os for at handle ind til aftensmaden og så gå tilbage på bureauet.

Supermarkedet lå lige i nærheden. Indkøbsvognene stod udenfor butikken, men de var så dårlige at køre med, at vi måtte opgive og tage 2 kurve i stedet for. Vi skulle have kylling i gryde, og minsandten om de ikke havde ”Danpo” kylling i fryseren Sådan en pose nappede vi! Flåede tomater fandt vi også, men oregano, det måtte vi opgive at få. Så det måtte blive en ny slags tomatsovs i dag. Jeg skulle købe nescafé og det viste sig, at det kan man købe i portionsposer, men ikke nok med det, de fås med mælk (mælkepulver) og sukker, eller mælk og ingefær og andre varianter. Meget underligt

Kl. 16.30 var vi tilbage og denne gang var hun klar med turplanen.
Vi bookede de næste 10 dage med alt inkl. besøg i en stamme landsby, 2 dage i ”Kinabalu National Park”, river-cuise, i Sukau, orangutanger i Sepilok, 5 dages dykker/snorkle ved Sipadan Island et af verdens top 10 dykkersteder. Alt i alt var vi godt tilfredse og vi glæder os allerede. Det virkede som om der var styr på tingene. Det var mange penge, men det er nu vi er her og nu vi har chancen for det. Bureauet hed ”Wildlfe Expeditions” google.

Straks efter hjemkomst til hotellet blev maden sat i gang på komfuret. Torben og ungerne kunne lige nå en aftendukkert i poolen imens. Tomatsovsen blev en succes, på trods af at de flåede tomater, der viste sig at være tomatpuré!

Lina og Jesse blev puttet i seng og vi lavede lidt blog og billeder.

Lina vækkede os ved 9 tiden og vi fik noget mad. Man kan se Jesse og Lina nogen gange mangler noget plads! De løber rundt, når der er nok af den

Torben tog ind til byen, for at se lidt på turarrangørerne og handle aftensmad (det skal nydes, når vi ikke SKAL spise ude, lidt omvendt)

Imens fik vi indviet poolen, som var helt fin. Op og spise på værelset efter et par timer, og så gik den vilde leg ellers i hele lejligheden. Det var skønt med noget plads.

Torben havde købt ind til pandekager. Men havde glemt æg og olie . Det fik jeg hentet i en nærliggende restaurant. En pose med olie og 3 æg så kikker folk lidt. Heldigvis havde jeg lært, hvad pandekager hedder på malaysisk, så da jeg sagde det, til dem jeg gik forbi, grinede de og nikkede indforstået, hi hi!

Noget skrivning og lidt chat på facebook ,så var det tid til aftensmad. Pasta og kylling i noget tomatsovs. Det var bedre end restaurantmad syntes ungerne, men den er ikke lige så god, som den helt hjemmelavede far laver i Danmark.

Pandekagerne blev lavet og nydt ved sofabordet ,og så blev det tid til ”Rasmus på farten” en bog der bliver læst højt af. Spændende…og lidt uhyggelig. Sengetid!

Sent op igen, ned til buffeten og spise. Jeg pakkede videre, mens Torben og ungerne tog ud på en mission!!

De skulle hente mere rugbrød i supermarkedet, og så hen til den bank, der ejede atm maskinen, der åd vores penge ;-( Ja, da vi den anden dag var i ”Twin Towers”, hævede Torben penge, da pengene kom ud, var de ikke stablet ordentligt (Det lyder som om vi hæver mange penge, men det er fordi der kun er 50 RM sedler i maskinen og en 50 RM er = 75 kr.), der manglede at komme 7 sedler ud, så det var da en sjat penge, der er værd at spørge efter. Der blev udfyldt en formular. Det var sket før, så de kommer nok retur.

Tilbage på hotellet, fik jeg også skrevet lidt blog. Da de andre kom tilbage, fik vi noget mad, før vi tog videre til lufthavnen.

En time i teksi med en kineser, der snakkede rigtig godt engelsk. Han var noget overrasket over vores valg. -At bruge så mange penge på en rejse. Det kunne man jo købe 2 huse for hernede

I lufthavnen fik vi lige lidt mere mad og så ud i afgangshallen (pga. sikkerheds problemer var flyet forsinket ca. 1 time). Den gik hurtigt med lidt PC og Nintendo.

Flyve turen gik fint og vi kom ud til hotellet og fik vores lejlighed (125 m2, 3 soveværelser, stue og 2 badeværelser). Det var rigtig dejligt med noget plads og prisen ca. 162 kr. pr. nat Der blev set lidt tegnefilm og en western på tv, imens Torben tog ud for at købe noget morgenmad. Her er nemlig ingen morgenmad på hotellet.

Vi fik kikket lidt på mulighederne her i Borneo og kom igen sent i seng!

Igen fik vi sovet lidt længe! 9.30 var klokken da vi stod op. Ned og få den efterhånden sædvanlige frugt og brød.
Tilbage på værelset boksede vi lidt med internettet vi skulle have booket hotel og hentet lidt filer, det er super langsomt ZZZZZZzzzzzz  Ungerne legede lidt og der blev lavet lektier.

Over middag, da vi havde fået mad på værelset, tog vi en taxa ud til en meget berømt tempelgrotte, ”Batu Cave” 
http://www.tourism.gov.my/en/destinations/item.asp?item=batucaves Ved foden af bjerget stod en meget stor og høj guld statue af Hindu Guden. Der var en meget lang trappe op til grotten, som var kæmpe stor og endte et stykke inde i bjerget, hvor der var hul op til himlen. Der sad vi lidt og sundede os efter de mange trin (285), mens vi kikkede på nogen aber, der kravlede på klipperne.

Hele området sydede af aktivitet. Regeringen havde givet en del penge til renovering af veje og anden belægning (for første gang nogensinde), fordi det er sådan en stor turistattraktion. Der blev arbejdet hårdt, fordi det snart er hinduernes “Thaipusam festival”. Det er den 29/30 januar, hvor der kommer omkring 1 million mennesker hen over det døgn.

Vel nede igen, fik vi is og kaffe, mens vi snakkede religion, Lina stillede mange spørgsmål til det (det kunne være jeg skulle overveje kristendom som ekstra liniefag). Jesse var mere interesseret, i hvad arbejdsmændene lavede og hvorfor, så der er nok spørgsmål at svare på.

 Efter endt spørgetime, tog vi en taxa videre til noget vi troede var et sted hvor de lavede tin-arbejde. Det viste sig at være en butik med alt i tin. Den blev hurtigt gået igennem, da vi ikke skulle købe noget.

Hjem i taxaen, som havde ventet på os. Chaufføren fortalte os om livet i Malaysia. Der er bl.a. forskel på hvad man betaler, forskellige steder, alt efter hvilken religion man har. Også på huslån er der forskel, nogen kan låne 90% og betaler 8 % i rente, imens dem der er til islam kan låne 100 % og betaler kun 5 % i rente. Lønnen er gennemsnitligt 2.000 RM = 3.000 kr. pr. måned.

Chaufføren fortalte os også om hindu festivalen, som foregår her på stedet. det er noget med at man hvert år beder til hindu guden om at få opfyldt et/nogel ønsker for livet her. Hvis dette bliver opfyldt lover man at gøre noget til gengæld, fx at sætte kroge i sig selv, eller andet. (se linket tidligere i indlægget). dette gøres i en trancelignende tilstand. en form for ekstase over at man for respons fra guden. Han påstod at han havde prøvet det. Efter at have prøvet at bede mange gange om noget uden resultat, havde han i afmagt truet med at afskrive guden og så havde han fået et tegn, der havde bragt ham i en tilstand, hvor han ikke kunne mærke noget. Meget interessant og lidt svært at forholde sig til og tro på. Men absolut en god historie

Hjemme på hotellet holdt vi en lille times tegne- og legepause. Hvorefter turen gik efter aftensmad i Chinatown. Jesse havde ønsket and og Lina ville gerne have kylling. Da vi skulle hjem, var det begyndt at regne, så tog vi da bare de, i 7eleven, indkøbte regnjakker (meget tynd plastik) på, til lidt misundelse fra de andre i gaden.

Bagagen  blev tilnærmelsesvis pakket, så vi er nogenlunde klar til flyet i morgen. Borneo venter og ungerne fik lov at se en film.  

Formiddagen skulle bruges på skole, leg og booking af fly og hotel, men internettet var uendelig langsomt, så vi blev hele tiden koblet af. Vi droppede det for i dag og bestilte en taxa ud for at se ”Petronas Twin Towers”
http://www.petronas.com.my/internet/pett/pettweb.nsf/frm_home_hi?OpenFrameset 2 identiske tårne lige ved siden af hinanden. Hele den nederste del var shoppingcenter i 6 etager. Det var kæmpe stort med alt fra dyrt til billigt og masser af restauranter.
Vi spiste portugisisk til frokost og var rundt at kigge lidt på butikker og på selve centeret. Det var flot arkitektur og helt specielt at kigge både op og ned. 

Sidst på eftermiddagen regnede det lidt udenfor, så vi kiggede lidt mere og besluttede at spise lidt let til aften. Det skulle nemlig helst nå at blive mørkt, så vi kunne tage billeder af tårnene med lys på.

Da det var blevet tør vejr, gik vi ud og så lidt på et fint springvand. Det sprøjtede ikke bare vand, næh det gjorde det i forskellige mønstre og højder. Det var vel nærmest vandkunst

Så var det tid til at finde et godt sted for en lille fotosession. Det blev omme på den anden side af facaden, hvor der var mange der også havde fået den ide. De lå rund omkring (de havde nok ikke vidvinkel linser).

Det var ved at blive sent og vi drog hjemad.

Rutine er en god ting, så vi startede igen i dag med skolearbejde og leg på værelset.
Da vi syntes det var tid til lidt luft gik vi ned i Chinatown og spiste is og drak kaffe. Vi handlede lidt drikkevarer til køleskabet og gik hjem for at gå i bad. Vi skulle gøre os klar til en tur i Kuala Lumpurs radiotårn (ligesom i Sydney) og bagefter ud at spise med dans som underholdning.

Vi blev hentet kl. 18.30 og slog følge med et engelsk/thailandsk par. Chaufføren kørte direkte til KL Tower, som er et telekommunikationstårn
http://en.wikipedia.org/wiki/Kuala_Lumpur_Tower.
Tårnet er 421 meter højt og altså noget højere end det i Sydney. Det tog elevatoren 58 sekunder at køre op til observationsdækket 276 meter oppe (I Sydney var vi 240 meter oppe). Her var en flot udsigt. Desværre var det lidt diset, som det ofte er sidst på dagen her i KL (ud fra vores erfaring). Byen har en del skyskrabere, men det sjove er, at de ligger spredt ud over byen i små klynger. Vi havde ca. 25 min. i tårnet, før vi skulle videre, og det var fint nok.

Chaufføren ventede på os og vi blev kørt videre i ca. 10 min hen til ”Saloma Theatre Restaurant” http://www.saloma.com.my/, som viste sig at være en flot, stor balsal med en stor scene.
Vi sad sammen med det andet par (fra vores bil), som var vældig søde. Der var buffet, lige til at gå til. Den var delt i 2 og den ene var primært koldt og appetitvækkere. Den anden var hovedretter og de var varme.

Der var en dame, der ankom ca. samtidig med os. Hun gik til buffeten og flippede fuldstændig over at retterne var kolde. Hun var overhovedet ikke til at få til at falde ned igen. Hun ville ikke betale så mange penge for at spise kold mad. Betjeningen kunne slet ikke trænge igennem og forklare hende, at den varme mad stod til den anden side.

Vi gik til den varme buffet og det var dejlig mad, ikke stærkt, bare godt krydret. Ungerne fandt en hitter i form af en slags oksegullasch. Der var salatbar og dessertbar med masser af frugt og ”petit fure” små konditor kager. De var bare lækre.  Det var som det sædvanligvis er med buffeter, tallerknerne er altid for små og maven ligeså.

Så var der show. Det var traditionel malaysisk, indisk og kinesisk dans, samt portugisisk folkedans. Det var meget flot og professionelt og ungerne var helt stille På et tidspunkt blev publikum inviteret op på scenen. Det ville Jesse gerne være med til, så jeg gik med ham. Vi skulle lære at danse bambusdans fra Borneo. Det gik eget godt med at stå der oppe, men da det blev vores tur, mistede Jesse modet og forlod scenen, øv! Så måtte jeg gennemføre selv. Det var ikke meningen, men ungerne syntes det var sjovt at jeg var med, og så kunne de se at det ikke var farligt.

Det var en alle tiders aften og vi vendte trætte hjem til hotellet.

Lina var nu feberfri og ved at være sig selv igen. Det var ikke fordi hun var hårdt ramt, men man er altid tappet for energi når man har lidt feber. Vi startede dagen med skolearbejde og leg på værelset. Det er noget de har nydt. Vi har måske ikke set så meget af Kuala Lumpur (KL efterfølgende), men nu er vi ved at være familiære med vores nærmiljø

Istid! Vi gik ned i byen for at spise en sundae is på Mac D. MUMS!
Lige ved siden af lå et supermarked, hvor Torben havde set at man kunne købe papirblokke. Ungerne var ved at løbe tør for tegnepapir (de tegner ret meget) og vi manglede også ternet papir. Lina er i gang med at lære 3 dimensional tegning og spejlvending.

Det var et ret stort varehus, vil jeg kalde det, som havde alt. Papirafdelingen var overdrevet stor og det kostede ingen penge. Vi kunne have fyldt en container med skrivegrej og sendt hjem. De gode Stabilo og Faber-Castell trekantede blyanter, som er ret dyre i DK, kunne man købe 12 af for samme pris som 1 hjemme. Det var ren slaraffenland. Vi fik købt hvad vi kom efter og lidt til
Lina fik nye trusser og en stak hårelastikker (48 stk. for 5 kr.).

På vej hjem blev jeg sendt i markedsgaden for at finde t-shirts til Jesse, som var lidt muggen over at Lina havde fået 2 i går.
Problemet er at der faktisk ikke er ret mange boder med børnetøj, men dog flere med tøj i Jesse størrelse end i Linas. Det var rent held at vi fandt noget til Lina i går. Men der er fløjtende ligegyldigt når man er 5 år! Hun havde fået 2 og han havde ingen fået…
De andre gik hjem og vi aftalte at mødes 1½ time senere for at spise aftensmad.

Jeg fik fundet ikke mindre end 3 t-shirts til Jesse efter møje og besvær. Det var vist meget godt at jeg var alene. Jeg faldt over en trolley mere, som jeg ikke kunne leve uden De har nogle skønne tasker hernede (og i Thailand) fra ”lesportsac”, med en masse farver og glade figurer på. Man kan kun blive glad, når man går rundt med en sådan taske. Denne kuffert var med pirater på og der var en matchende skuldertaske med. Kufferten var af en størrelse. så den kan gå som håndbagage. Det kan være det vil være en fordel på et tidspunkt. Jeg røg også i urefælden og købte 3 ure!!! Man skal ikke sende mig alene på marked. Det kan kun gå galt, hi hi!

Jeg var på restauranten i rette tid og måtte vente i hele 20 min, før resten af familien kunne indfinde sig, hmmpff Man skulle tro vi var i asien! Vi fik bestilt noget mad og næsten ved siden af os sad et dansk par fra Hjørring. De skulle til Borneo! Så nu er vi overbeviste om, at det er det vi også skal, alle tegn peger i den retning. Da vi havde snakket lidt med dem, var Jesse ved at være varmet op og han snakkede dem nærmest omkuld Da de havde betalt og rejste sig for at gå, sagde manden: ”Tag lige at snakke lidt med drengen ind i mellem, ikk!”

Vi fik hentet vores vasketøj og gik tilbage til hotellet. Resten af aftenen stod på Disney på PC’en for ungernes vedkommende, og vi skrev lidt blog og ordnede lidt billeder.

Lina havde det bedre, men var stadig ikke helt feberfri. Så vi tog det stille og roligt fra morgenstunden. Vi lavede skolearbejde, læste historie og legede på værelset. Vi er kommet i uvane med at sove længe, så vi spiser sen morgenmad og frokost.

Lina var frisk nok til at gå med på aftenmarked. Det lå 10 min. gang fra vores hotel og var rimeligt stort. Vi fik købt et par t-shirts til Lina og en trolley. Vi mangler en taske med hjul på, så vi kan fordele vores bagage lidt bedre. Vi fandt en restaurant midt i det hele og sad og så på menneskemylderet imens vi spiste. Jesse fik grilled kylling, Lina fik kyllingespyd, Torben fik kylling med cashewnuts og jeg fik kylling i karry – den var lidt stærk. Maden var thai inspireret.
Efter lidt mere snusen rundt på markedet, kom vi forbi Mac. Der fik vi en is og så var det ellers hjemad.

Tog en stille og rolig formiddag, for Lina havde stadig feber. Over middag var feberen slået ned at en Panodil og vi tog en ”teksi” (sådan staver de det her) ud i byen. Der skulle være et stort shopping område, så vi blev enige om at bruge et par timer der.

Vores umiddelbare indtryk af Kuala Lumpur er, at her er mere rent end i Bangkok, og her er langt mere grønt. Det virker mere organiseret og struktureret. Der er selvfølgelig også forfald, som i alle andre storbyer, men der ligger ikke skidt på gaden på samme måde.

Det område vi kom til, var mere eksklusivt end Chinatown, hvor vi bor. Shoppingcenteret var det vilde mærkevarecenter, originale vel at mærke. Der var alt fra Esprit til det dyreste af det dyreste. Det var også dyrt! Esprit var ca. samme pris som derhjemme. Det er muligt at sådan noget som ”Gucci” og ”Ralph Lauren” var billigere end derhjemme, men så fine butikker kommer jeg ikke i, fnis De priser jeg så der, var i tusind kroners klassen og op. Vi brugte hurtigt nogle timer. Centeret var utroligt flot og velholdt. Men det tror da pokker med de priser i butikkerne. Torben faldt lige over en vidvinkelobjektiv til hans kamera, som han ikke kunne leve uden. Der var penge at spare i forhold til derhjemme. Ellers ligger priserne meget tæt på, hvis ikke helt de samme elektronikpriserne hjemme. Til sidst var Lina ved at være træt, så vi tog ”Monorail’en” (tog på én skinne ovenover vejen) hjem.

Ved 7 tiden om aftenen, sendte vi Torben og Jesse på gåben til Chinatown. De skulle købe et sæt høretelefoner, så vi kan se film alle sammen. En Pc med hovedtelefoner og en med lyd. Det er meget avancerede forhold vi har Det primære formål var dog, at Jesse trængte til at brænde noget krudt af. Vi har ingen pool på hotellet, og det holder altså ikke at være spærret inde på et hotelværelse, når man er 5 år. Lina er stadig ikke helt frisk, så hun vil gerne være på værelset. Drengene fik klaret det de skulle og vi spiste aftensmad på værelset og sluttede af med at se film med de nye høretelefoner.