Se Vores Rejse

Nu er tiden kommet til den sidste campingplads i camperen. Vi har valgt en plads 25 km nord for Sydney, i North Narrabeen, der ligger lige ved stranden. 

Først skulle vi dog lige være færdige med Blue Mountains. Vi kørte hen til Gordon Falls. Men det var for lang en gåtur og der er ikke så meget vand for øjeblikket, så vi nøjedes med at gå til “Pool of Siloam”. Det er noget af udspringet der løber ned til Gordon Falls. Her var den skønneste naturplet, med et lille vandfald og et væld af slyngplanter og bregner. Det var lige sådan en lille hyggekrog, man skulle have i baghaven

Færdig med Blue Mountains bliver man nok aldrig, men vi havde også en dyrepark der trak i den anden ende, så vi kørte videre til Blacktown. Her ligger “Featherdale Wildlife Park”, som skulle være verdens største samling af australske dyr http://www.featherdale.com.au/index.htm. Vi var igen heldige med at ramme en turistattraktion på en hverdag, så det ikke væltede rundt i mennesker. Det er lige før jule/sommerferien, hvor det bliver rigtig travlt. Det var en skøn skøn park med rigtig mange dyr. Der var ikke så mange nye dyr, men det var dejligt med et gensyn. Vi manglede jo at klappe en koala, det havde vi lovet børnene. De fleste steder kan man få lov at holde en koala, men ikke klappe dem. Man kan så få taget et billede som koster $20. I denne park måtte man klappe og ae koalaen og selv tage alle de billeder, vi havde lyst til.

Her var et væld af fugle, krybdyr, kænguruer, wallabier, emuer, rigtig mange koalaer og en masse andre dyr. Vi aede et pindsvin, fodrede og nussede med kænguerne og wallyerne. Her var simpelthen så hyggeligt. Man kom helt tæt på dyrene, som havde delvis indhegning og delvis kunne gå frit. Parken får doneret en masse tilskadekomne dyr, som de tager sig af, til de er raske og kan klare sig selv igen. De yngler også mange dyreunger, som de bytter med andre parkers dyr. Helt unikt for denne park var at der var en del albinodyr; wallabier, påfugl, kookaburra (latterfugl). Ude i naturen overlever disse dyr sjældent fordi de er lette ofre for deres fjender, idet de ikke kan skjule sig.

Mens vi stod og så på pindsvin, var der en Ibis lige over vores hoveder, som afleverede en klat lige ned i Linas Slush-ice. Hun blev lidt lang i ansigtet, men kunne så godt se at det var ret komisk ;-D

Ved 16.30 tiden kørte vi videre, først ud og handle og derefter til campingpladsen. Vi skulle bo på Sydney Lakeside Holiday Park http://www.sydneylakeside.com.au/. Det var en ret stor plads uden pool til ungernes store misfornøjelse. Men der var en legeplads, så det gik alligevel for i dag

Vi stod op og forlod vores parkeringsplads ved motellet ved 8 tiden. Spiste morgenmad ved det nærmeste lookout og nød udsigten. Kørte hen til campingspladsen, for at høre om de havde ledige pladser i dag, men det kunne ham campingfatter ikke sige noget om før efter kl 11 - han var altså en meget mærkelig mand.

Nå, men vi havde ligesom nogen bjerge, der skulle kigges nærmere på. Vi startede ved Echo Point, hvor der var en masse Japanere. Det vrimlede med dem og de fotograferede hele tiden hinanden og i grupper. Det er altså ret morsomt, sådan som de hele tiden skal organisere sig, til at få taget billede ved siden af dette og hint. Her er et godt eksempel.

Vi gik en lille tur ned for at kigge på “Three Sisters”, men vi kunne nu kun se den ene fra siden af. Sagnet fortæller om 3 aboriginer kvinder, der blev forvandlet til stenstøtter under skabelsen ( Creation). Her var meget storslået og frodigt.

“Blue Mountains” er kaldt således pga. de mange eucalyptustræer i bjergene, der frembringer det blålige skær.

Efter 1½ times tid ved Echo Point kørte vi videre, og på vejen slog vi igen et smut ind forbi campingspladsen . Denne gang lykkedes det at få en plads for natten. Det var byens eneste campingsplads og den var ikke voldsom stor. Katoomba Falls Carvan Park http://www.katoomba-nsw.com/KatCaravaPark.html.

 ”Scenic World” var næste punkt på dagens program. En udsigtsoplevelse, kan man vel kalde det. Der er 3 hovedattraktioner; en svævebane  (Skyway) der svæver over kløften, en togbane (Skyrail) der kører ned i kløften og Kabelbanen (Cableway) der svæver tværs over kløften nedefra og opefter. Der bliver uddybet nærmere.

Vi skulle prøve det hele. Vi startede med svæve tværs over kløften - vandret. Svævebanen svævede 240 meterover bunden af kløften.Der var udsigt til alle sider.
I midten af gondolen var der glasgulv med matteret glas. Det matte kunne fjernes, så man så lige ned i trætoppene. Man kunne gå henover glasgulvet med en fornemmelse af at være frit svævende over træerne. Højst besynderligt! Vi så 2 bjergbestigere, på vej op ad den stejle klippevæg.

På den anden side gik vi en lille tur for at se nærmere på “Katoomba Falls”, et vandfald som vi havde set fra svævebanen. Efter den lille gåtur, tog vi turen tilbage igen med svævebanen. Der var meget smukt.

Vi gik direkte videre til “Skyrail”, som er verdens stejleste togbane. vi skulle selvfølgelig køre nedad. Det gik ikke stærkt, men det var meget tæt på at være lodret ned. Vi startede med at køre gennem en naturligt fremkommet tunnel og derefter mellem træerne i regnskoven. Det var ret sjovt og ungerne var straks klar på en tur mere
Nede i bunden af kløften, var der lavet en “Boardwalk”. En gangbro der slyngede sig ud og ind mellem træerne. Pludselig gik vi rundt midt i den selv samme regnskov, som vi havde set oppefra tidligere. Så skulle Jesse pludselig lave stort. vi delte os op; Lina gik med Torben, Jesse og jeg skyndte os hen til kabelbanen, for at se om der var et toilet der. Det var en nitte, så vi ventede på de andre, for de havde billetterne til kabelbanen op. Vi ventede og ventede og måtte gå lidt afsides for at Jesse i det mindste kunne tisse. I mellemtiden var Torben og Lina nået frem og kørt op. Så er sad vi så; Jesse og jeg nede i kløften, de andre 2 oppe på bjerget! Det gik der så en times tid med. Lige indtil der kom en venlig kabelbanemand og fortalte at de andre var kørt op Turen op var lige så fantastisk som den anden svævebane, men helt anderledes.

Efter Scenic World var vi omkring “Leura Cascades”, et lille vandfald. Der gik vi en tur og så endnu mere af den bjergtagende udsigt. Her er vidunderlig smukt.

Hen på campingpladsen og lave mad, mens ungerne gik på legepladsen.

Efter planen skulle vi nå Blue Mountains idag. Vi startede med at køre til turistinformationen i Goulburn, for at høre hvilken vej det var bedst at køre. De anbefalede “The Scenic Route” (Marguritruten), som var flottere end motorvejen. Til at starte med var landskabet som i går og efterhånden blev det lidt ensformigt, men med højdeskifte.
Ved frokosttid var vi nået til Oberon og igen gik vi på turistkontoret (det er der næsten i alle byer). Hun anbefalede et udsigtspunkt Kanangra Walls som lå ca 30 min. kørsel fra byen. Det lød som en god ide, så det gjorde vi. Det viste sig at være grusvej det meste af vejen, så det tog næsten 1 time at køre derud. Men der var udsøgt natur på vejen, og udsigten da vi nåede frem, var fantastisk. Der var bare en hulens masse fluer.

Bagefter kørte vi tilbage af grusvejen (29 km.) og drejede af til Jenolan Caves. Så skal jeg ellers love for at der kom bjergkørsel på agendaen. Op og ned og hårnålesving. Da vi nåede frem var det ligesom at være kommet til alperne, hvor der lå et alpehotel!

Jenolan Caves er et kæmpe net af underjordiske huler/grotter der er flettet ind mellem hinanden. Der er 12 grotter i området, som strækker sig mange kilometer. Vi valgte “Imperial Cave” den letteste tur som varede ca 1 time. Det er grotter med store krystal formationer, som var meget fasinerende at kikke på. Guiden fortalte at her havde været en underjordisk flod, som løb og stadig løber gennem limstenbjerget. Det har taget 60.000 - 150.000 milioner at danne disse grotter.

Aboriginerne troede det krystalklare vand i hulerne havde helende effekt for syge. Det var helt fantastisk at se, og ungerne var meget optagede af det. Torben kunne genkende stedet, fra da han var her i 1995. Der så han en anden grotte “Lucas Cave”, som er større og bruges til koncerter pga. den gode lyd. Det kostede $65 for os alle og vi syntes egentlig pengene var givet godt ud, selvom det måske var lidt dyrt.

Så var klokken efterhånden blevet 18 og vi havde endnu 75 km at køre. Vi skulle op af bjerget og det var 8 km med mange hårnålesving.

Vi nåede Katoomba kl 20, men campingspladsens kontor lukkede kl 19. og campingfatter ville ikke lukke os ind,  heller ikke engang selvom vi havde børn med. ØV
Vi kom forbi et Motel og der fik vi lov til at sove på Parkeringspladsen. Der blev stegt hakkebøffer og vi fik fodret de efterhånden sultne børn.

Vi satsede på at nå Goulburn i dag, hvis vejene tillod det. Det var en lidt længere strækning end vi plejer at køre på en dag. Det viste sig at være god motorvej, det meste af vejen, så vi gav den gas og kørte 436 km.

Vi kørte igennem Holbrook og der lå plusselig en kæmpe Ubåd HMAS OTWAY, hvis kommandør hed James Holbrook og det var ham byen blev opkaldt efter.

Man kunne kravle op på den og gå rundt på den. Det var en kopi i naturlig størrelse lavet i glasfiber, men sej var den. Vi spiste en is her og kørte videre.

Landskabet var store bakkede græssletter med træer her og der. Græsset var gult, stort set over det hele, men det så flot ud. Vi så en del hvedemarker (for første gang), mange havde et harvet brandbælte hele vejen rundt ( det var næsten høst klart). Der var pigtrådshegn omkring markerne. Hegnet gisner vi om har en dobbelt funktion: Det må være for at forhindre dyr i at komme ind, når der er korn, og så holder hegnet dyerne inde, når marken bloiver brugt til græsning. En sjov ting vi har bemærket er, at der tit står træer midt på markerne, men det er nok igen dobbeltfunktionen. I dette tilfælde skygge til dyerne der græsser.

Torben ynder jo at holde en del fotostop undervejs, som det måske er blevet bemærket i vores billedgalleri.
En lille kuriositet er gamle udtjente biler, der står mange steder og bare er rustede af tidens tand. De står bare sådan nærmest lidt henslængt og “glemt”. Det vil Torben gerne have “det fede billede” af. I dag var muligheden der så, midt på en mark frit tilgængelig (næsten no tresspassing). Han begiversig over hegnet  ud på marken og er ca. 10 meter inde på marken, da han får øje på en flok får under et træ… og en rimelig stor vædder! Da den rejser sig op i fuld størrelse og kigger på Torben, er det at han beslutter sig for, at det billede kunne han da også tage henne fra camperen med telelinse på ;-D

Vi nåede Goulburn omkring kl.17.30 og bookede os ind på Govenor’s Hill Carapark http://governors-hill-carapark.nsw.big4.com.au/. Det var en lille plads, men ganske fin. Der var en stor elektrisk togbane. Ungerne gik på legepladsen, mens vi lavde mad og vaskede tøj.

Dagen startede med en tur ud til en Vingård 10 km uden for Ballarat, Dulcïnea. Vi er nemlig i et vinområde nu. Det så lidt lukket ud og der gik køer inde på vinmarken. Det viste sig at de var ved at lukke stedet ned, for de havde simpelthen ikke vand nok til at vedligeholde planterne, som i forvejen ikke havde de bedste betingelser. Gennem de sidste 8 år havde de haft mindre og mindre vand pr. år og nu nærmede de sig pensionsalderen og ville ikke bruge mere energi på det. Det var ikke det heldigste sted vi havde valgt, men vi fik en hyggelig snak og vi smagte på vinen. Fruen forklarede os hvor vi evt. kunne se mere vin på vejen.
Vi besluttede ikke at bruge flere kræfter på det, men komme så langt mod nord som muligt.

Vores næste mål er “Blue Mountains”, der ligger i nærheden af Sydney.

Om eftermiddagen kørte vi gennem Shepparton, som er “Dairy Country” (malkekvægsområde). De havde lavet deres egen lille uofficielle “CowParade” (http://www.cowparade.com/) og der var en lille park hvor der var mange køer.

Vi nåede frem til Wangaratta til “North Cedars Holiday Park” http://www.northcedars.com.au/ ved 17. tiden. Det havde været dejligt vejr, ca. 25°, så børnene mente de havde fortjent en tur i baljen. Det fik de så lov til, og Jesse fik lov til at dykke, for øret har haft det fint i nogle dage nu. “Tak mor, fordi jeg må få lov til at dykke” sagde knægten helt alvorligt.

Heldet var med os, der var en ovn på campingspladsen, og endelig kunne vi lave en gang lasagne! Lina spiste 3 portioner så den var vist iorden, den lasagne

I dag kørte vi til Ballarat nordvest for Melbourne. Ballarat er en gammel guldmineby, som oplevede “The Great Gold Rush” i perioden 1851-1861, hvor der blev fundet rigtig meget guld. Guldfeberen rasede og folk kom i hobetal fra omegnen og hele verden.

For at fortælle om denne tid har man bygget “Sovereign Hill”, som er en slags kopi at Ballarat fra guldgravertiden (Man har rekonstrueret ud fra billeder).
Man kan se alle de gamle huse og der går mennesker rundt, klædt i tøj fra den tid. Der kører en “Coach” eller dilichance rundt ( $20 = ca. 94 kr. for 5 min. for en familie!) Der går politifolk med sabler og musketer rundt og holder ro og orden, ligesom dengang. Man kan vaske guld i bækken. Man kan komme en tur ned i minen og se, eller få en fornemmelse af hvilke vilkår man arbejdede under den gang. Det var alletiders og meget spændende. Ungerne syntes godt nok at turen ned i minen, hvor det var bældragende mørkt, var lige en tand for meget af det gode. Det var også lige lidt uhyggeligt nede i minegangene, i følge Jesse, men samtidig også ret spændende. det er autentiske minegange. For hele området gamle miner, med et stort net af gange under Sovereign Hill og selve Ballerat.  

Det bedste var nu at vaske guld ;-)  Vi fandt ægte guld i bækken, som vi måtte tage med hjem (Det var ægte!). Vi så også hvordan man smelter guld om til en guldbarre, og hvor hurtigt det stivner og kan køles ned. Det skal varmes op til 1200°, for at alle urenheder smelter og fordamper væk, så det er den rene guldmasse man har tilbage. Hvis man lægger en guldbarre på 2 kg, med en temperatur på 900° (rødglødende, men fast i formen) ned i 2 cm vand. Hvad sker der så med vandet? Svaret er at vandet forbliver koldt og det bliver guldbarren også i løbet at ganske få minutter. Dette skyldes den gode ledeevne der er i guld.
Jesse har rørt ved en guldbarre til en værdi af kr. 500.000, stik den!
Det hele var spændende. Husene var møblerede og der var alt fra rige hjem til den mest usle faldefærdige rønne.

Den 3 dec. 1854 var der et opgør mellem guldgraverne og dronningens mænd (ordensmagten) (Guldgraverne var utilfredse med at man skulle have licens for at kunne grave guld. Den var urimelig dyr og man fik endnu højere bøder, hvis man ikke betalte til tiden.) Dette opgør/slag har man lavet en forstilling over. Et lys- og lydshow. Det havde vi købt billetter til om aftenen og vi glædede os meget. Det skulle foregå udendørs, så vi tog ekstra meget tøj på, for det havde været halvkoldt hele dagen (18-20°) og det var endnu mere køligt om aftenen (12-15°).

Først fik vi en introduktion om selve historien, med nogle filmklip. så blev vi taget med udenfor til opstilling omkring bækken, hvor der blev vasket guld. Der var lys og lyd overalt omkring os og den var en fed indgangsvinkel. Vi blev flyttet til et andet sted med en ny vinkel på sceneriet. I mellemtiden var der kommet nogle elektriske trams (a la sporvogne uden skinner), der kørte os gennem hele byen og ud i et andet område, som ikke er åbent for publikum om dagen. Vi blev placeret på stolerækker i “det gamle hotel” Væggene  gled til side og frem dukkede guldgraverlejren. Nu skulle slaget stå! der var hele tiden en fortællerstemme, der fortalte historien og så var der lys og lyd til at bakke op om stemmen. Vi ventede og vi ventede! Jesse gav op og lagde sig til at sove på bænken, og vi ventede og vi ventede, men der skete ikke videre. Der kom ingen skuespillere og skuddueller og rødfrakker og heste osv., som vi havde forventet. Det var lidt tamt! Vi havde et stop mere  og det var tilbage i byen. der kom en enkelt guldgraver frem på en balkon. Han havde været med i slaget, hvor han mistede armen. Han holdt en tale om guldgravernes ret og frihed og så var det slut.
Vi ved ikke rigtig hvad vi havde forventet, men det var i hvertfald ikke dette. Det var da flot lavet og der er ingen tvivl om at det havde været dyrt ($6 mio.). Havde vi vidst hvordan det var, havde vi ikke købt billetter.

Som afslutning på en ellers fantastisk dag vil jeg lige fortælle, at den 2. største guldklump i verden, blev fundet i Ballarat. Den vejede 69 kg og var 99.9% ren guld (den største i verden var omkring 75 kg. men indeholdt også quartz). Den blev fragtet til England og USA, hvor den blev udstillet, for til sidst at ende i England. Her blev den smeltet om til guldmønter, som blev kaldt “Sovereigns”.

Vågnede op i en klaprekold camper og fik tændt for varmen, for at tage den værste kulde. Det virkede knap så koldt udenfor, som i går, og solen skinnede. Sidst på formiddagen tog vi bussen til Queen Victoria Market, der ligger i udkanten af selve Melbournes bymidte.

Markedet har ligget på dette sted i mere end 100 år, og staderne er blevet nedarvet i generationer. Udvalget er blevet skiftet ud efterhånden og som på alle andre store markeder, var det også en del gengangere blandt udvalget. Det var kæmpestort! Så stort at man ikke kunne overskue at se det hele, men helt klart et besøg værd! Jesse købte noget “Bakugan” for egne penge. og derudover købte vi noget frugt. Vi regner med at finde noget tilsvarende i Sydney, og venter med at købe souvenirs til vi kommer dertil.

Efter 3 timer havde vi fået nok, og tog bussen tilbage til campingpladsen. Det var legetid og Torben handlede ind i supermarkedet (Safeways/Woolworth) der lå ved siden af. Her havde de seriøse åbningstider: Alle ugens dage kl. 07.00 - 24.00. De har vist ikke nogen lukkelov!

Vi tog bussen fra campingpladsen og ind til Melbourne City. Ligesom i Brisbane kunne man også her  få en heldagsbillet, som gælder til både bus, sporvogn og tog. Det var en tur på ca. 9 km. og det tog ca. 40 min. - der var godt nok mange stop! Men så fik vi set noget af forstæderne og noget af selve Melbourne på den måde. Det var gråvejr og køligt, men ind i mellem tittede solen frem.

Inde i byen spiste vi frokost på “Macca”, som de kalder Mac. D hernede. Ungerne syntes det var ret fedt, for vi havde ellers sagt at det først blev i Sydney igen. Torben og jeg fik sandwich fra Subway. Alle de der junkfood steder ligger side om side, så det er helt ok at man vælger forskelligt, men spiser sammen.

Sporvognene trak som det næste. Melbourne har et af verdensstørste sporvognsnet. Man kan stort set komme hvorhen det skal være  i midtbyen og på nogle strækninger helt op til 20 km ud. Det er ret praktisk, og det får sørme flyttet nogle mennesker rundt! På vej hen til sporvognen skulle vi over et kryds, hvor man også kunne krydse diagonalt! det var ret syret, men også praktisk.

Udover de moderne sporvogne findes der også “City Circle”, som er gamle sporvogne i træ. De kører rundt i en cirkel omkring bymidten. Den var gratis og kørte hver 12 min. hele dagen. Der var desuden båndet guide, der fortalte om de bygninger og steder vi kørte forbi. Det var alletiders og ungerne syntes det var rigtig sjovt. Turen hele vejen rundt tog ca. 45 min. Kan varmt anbefales!

Kaffe og is pause og bagefter kigge på butikker Der sad en japaner,på gågaden, og spillede steelguitar og mundharmonika. Ham stod vi længe og kiggede på. Jesse var fuldstændig opslugt. Det begyndte at smådryppe og butikkerne var ved at være lukketid for butikkerne kl. 17 lørdag eftermiddag.
Vi fandt en sporvogn, som førte til Lygon Street, hvor der lå mange italienske restauranter. Vi havde nemlig bestemt at vi skulle have Pizza på en rigtig restaurant.

Vi spiste på “Café Coretto”, en familieejet restaurant gennem 30 år. Der var dekoreret med Ferrari ting over det hele. Der hang sågar en Ferrari i loftet, i fuld størrelse. Super sejt syntes Jesse Lina, Jesse og Torben fik Pizza og jeg fik hjemmelavet Gnocchi. Mens vi spiste stod det ned i stænger, men det klarede lidt op da vi skulle hjemad.
Vejret var blevet kedeligt og koldt, så vi havde ikke lyst til at blive for at tage aftenbilleder. Vi kunne tage en tværgående sporvogn hen til hvor vores bus kørte og på den måde spare ½ bustur. Det begyndte at regne igen. Vi havde heldigvis taget jakker med, men nåede alligevel at blive kolde og våde. Det blev ved med at regne da vi stod af sporvognen. Vi kunne ikke finde busstoppestedet, så i stedet for at gå rundt og blive mere våde, tog vi en sporvogn ind til midtbyen, hvor vi vidste med sikkerhed at bussen holdt. Vi skulle vente på bussen i 10 min. Det holdt op med at regne, men var koldt og vi kom hjem til en kold camper Vi fyrede op for varmen og kom af med det våde tøj. Godt trætte puttede vi os under dynerne og fik varmen efter en lang, men god dag!

Vi sov så længe som muligt, ovenpå en begivenhedsrig aften.

Melbourne var dagens mål, og det var en forholdsvis kort køretur. det var et smukt område, med mange græssende køer. det var tydeligt at se , da vi kom tættere på, at vi nærmede os en storby.

Vores campingplads hed Ashley Gardens Holiday Village http://www.aspenparks.com.au/holiday-destinations/victoria/melbourne/ashley-gardens-big4-holiday-village/welcome.aspx og lå 9 km uden for Melbourne. Vi blev guidede hen til vores plads, med en lille Golfvogn der kørte foran. Det har vi ikke prøvet før der var gode busforbindelser ind til byen fra campingpladsen.

I dag ville vi have skole- og slappedag.
Det viste sig at der var gået ged i vores internet-konto. Torben måtte af sted til en telebutik, for at få det klaret. det var en af de svære. Det drejede sig om $ 100 (470 kr.) der var forsvundet fra vores konto, fordi det var tid til at bekræfte en ny periode. Vi var endnu i god tid, så vi havde retten på vores side. Torben drog af sted med en dunk vand i rygsækken på en ca. 3-4 km tur - så kunne han få rørt sig lidt på samme tid.

I mellemtiden fik vi klaret skoleting, vasketøj og Lina blev klippet. Hele 13cm klippede vi af, så det bliver lettere at frisere, når hun bader så meget. det blev rigtig pænt til hende. Solen var kommet frem og ungerne fik lov at gå en tur i poolen. Jesse fik lov at komme med, men med vinger på, så han kunne holde øret oven vande. Det var koldt, men dejligt endelig at få lov til at svømme en tur

Torben kom tilbage og havde klaret skærene, efter en lang overbevisende snak i telefonen i telebutikken. Vi fik vores penge tilbage på kontoen og bekræftet en ny periode.

Vasketøjet blev lufttørret og den ventede regn udeblev. det var dejligt med lidt sol i dag, selvom det ikke var rigtig varmt.

Endnu et langt stræk var på dagens program. Vi skulle nå Phillip Island, hvor der er pingvin parade. Lina lavede lektier undervejs og Jesse tegnede og legede med Lego.
Vejret var ok uden at være prangende. Landskabet var til gængæld smukt. Vi så marker med store runde halmballer på, og så alt andet landskab herhede er også markerne meget store

Det var et bjergrigt område, men denne gang var det opdyrket eller græsninhgsområde. Der var for en gangs skyld grønt.

Vi nåede campingpladsen ved 14 tiden Phillip Island Caravan Park http://www.phillipislandcpk.com.au/. Klar til at komme ud og kigge på pingvinerne i aften.

Phillip Island ligger syd for Melbourne og er kendt for sine pingviner. Her er en kæmpe pingvinkoloni. Pingvinerne sover på land i deres reder, som ligger godt gemt oppe over stranden. selvom de ikke er så mobile til lands som til vands, så kan de alligevel gå op imod 1 km. til fods.

Pingvinerne forlader land ved solopgang (her er der færrest fjender), og svømmer rundt hele dagen for at fange og spise mad. De kan svømme op til 50 km. om dagen med en top hastighed på 6 km/t. Det er temmelig meget for så lille et dyr. de er ca. 30-40 cm høje.
Når mørket falder på , samler pingvinerne sig i grupper ude på havet og svømmer ind til land. De går op på stranden i samlet flok, for at modstå eventuelle fjender. Der kommer så mange pingviner op på land at det nærmest ligner en lang parade. de bliver på land i ca. 2 dage.
De vralter så sjovt, når de går. Man kan ikke undgå at blive i godt humør af at se på dem De har unger for tiden, som venter i rederne. Dem kan man høre kalde, efterhånden som alle pingvinerne når op i nærheden af rederne. De larmer temmelig meget.
Først sad vi nede ved stranden og ventede på at de kom ind fra havet. da der efterhånden varkommet mange op på land, gik vi op over stranden, hvor der er lavet en gangbro 50 cm over jorden. her kunne vi se dem allesammen komme gående, helt tæt på. Det var et fantastisk skue! De er bare så søde og sjove at kigge på. en stor oplevelse,som godt kan anbefales. Vi gi’r den 5 point ;-D
Desværre måtte vi hverken   fotografere eller filme. Heldigvis var der lavet en udstilling omkring pingerne. Her var der redekasser, man kunne kigge ind i, og dem kunne Torben fotografere ind i.

Trætte og mættede af indtryk forlod vi pingvinerne. det var ret kommercielt, men på den måde bliver der gjort opmærksom på dem og de bliver beskyttede. Det kostede $ 51,50 for en familie =  242 kr.