Vi stod op kl. 05.30 (efter endnu en kold nat!!) for at se solopgangen kl. 06.23. Sceneriet fra i aftes gentog sig, bare med endnu flere mennesker. Endnu et spektakulært øjeblik. Ungene synes det var koldt og kedeligt 
Torben og jeg havde snakket lidt frem og tilbage om, hvor vidt vi skulle have børnene med op på Uluru eller ej. Lina ville gerne og Jesse ville ikke. Beslutningen kom helt af sig selv, for der var lukket for klatring pga. for meget vind. Turen er meget, meget stejl. De første ca. 50 meter op skal man klatre uden noget at holde fast i, og derefter er der noget kæde man kan holde fast i. Allerede her får man “skilt fårene fra bukkene”, for kan man klare det første stykke, kan man nok også klare resten. Det ser ud til at være en streng tur og det er glat uden trin. Jeg var på en måde lidt lettet over, at vi ikke kunne komme derop! Følelsen ved at stå ved siden af AYERS ROCK var nu stadig helt fantastisk. Jeg føler ind imellem trang til at nive mig selv i armen, for at være sikker på, det ikke er noget jeg drømmer. Det har været et stort ønske for mig siden teenageårene. Torben var her i 1995 og klatrede op dengang, men havde ikke så godt vejr da, som vi havde denne gang. Stenen er rød og på afstand ligner den et kæmpe fløjlsblødt “kakaobjerg”, med en nærmest pudderagtig overflade. Tæt på er den, som en hård glat sten, der er revnet her og der. Den er enorm.
Kig på den “hvide streg”, der er op ad stenen. Det er den vej man klatrer! Den er ret stejl ik!
Næste stop var efter planen “ The Olgas” eller “Kata Tjuta”, der ligger lige i nærheden, troede vi, men der var faktisk ca. 100 km ekstra kørsel, så det droppede vi. Vi skulle nå Kings Canyon inden aften og det var en turpå 332 km. Smart move at vi havde været tidligt oppe, for ungerne sov det meste af vejen Vi havde en del fotostop her og der og allevegne. Det var en fantastisk spændende natur. Her var ufatteligt tørt og ufatteligt mange døde træer. Det smarte er at disse træer har tilpasset sig, og skyder friske træer op igen, når der kommer regn. De er enormt hårdføre! Det er en fascinerende kontrast, med alt det visne, mod den røde jord og den blå, blå himmel.
Det er forresten ikke løgn med den kænguruer langs vejene. Vi så mange af disse”Roadkill”. Denne manglede hovedet. Her er mange ørne, som gør sig til gode med disse “lette måltider”. (se billeder af ørne på galleriet)
Vi nåede sikkert frem til Kings Canyon Resort ved 15. tiden http://www.kingscanyonresort.com.au/, hvor vi havde besluttet at leje en seng, efter endnu en kold nat på vores meget tynde underlag. Det var en god beslutning ! Vi skyndte os at kaste bagagen ind på værelset, tage badetøj på og haste hen til den, igen, iskolde pool. Vi mødte den australske familie, som vi snakkede med i går aftes. Torben gik en tur op i terrænet og imens spillede vi andre en omgang UNO på australsk. Lina tøede lidt op og begyndte at komme på banen med lidt engelske ord. Det var ret godt :-p En god gang aftensmad og så på hovedet i seng.