Vi sov helt til kl. 8.45, uden nogen særlig grund. Torben tjekkede mail, mens Lina lavede morgenmad og jeg forlængede vores ophold her med endnu en nat. Det havde vi bestemt os for i går. Det var ret heldigt for det viste sig at der var ca. 25 mails til Lina fra hele klassen Puh ha det var en hård nyser, at skulle svare på alle dem, så jeg måtte hjælpe lidt til. Torben kørte ud og handlede. Lina skrev mails med min hjælp og Jesse klippe klistrede på de opgaver han har med fra børnehaven. Mens vi sad og skrev regnede det helt vildt og Jesse stillede sig op midt i regnen og nød at blive våd. Han fandt også en god vandpyt at trampe i og vandet føltes varmt, så det var rigtig skønt.
Torben kom hjem med et boogieboard eller bodyboard som det også kaldes. Det er en lille flamingoplade med form nærmest som et halvt surfbræt. Man padler ud til hvor bølgerne knækker, kaster sig på maven på brættet og lader sig føre med bølgen ind mod stranden. Det er vildt sjovt og kan gå pænt stærkt. Vi var lidt spændte på hvad ungerne ville sige til det. Vi har ikke været så meget ved stranden, hvor der er bølger.
Torben og Jesse havde aftalt at de skulle bygge sandslotte og nu skulle de selvfølgelig også afprøve brættet! De tre gik af sted. Jeg fik klaret opvasken efter frokosten og fulgte efter. Ungerne var fuldstændig vilde og bare klar på at surfe. Hvis Lina havde nogen betænkeligheder ved vand da hun tog hjemmefra, så er det i hvertfald overstået nu. Hun kaster sig ud i det med samme iver som Jesse. Vandet var pragtfuldt! Dejligt varmt og en skøn strand at bade på. Den eneste ulempe er at det er meget salt - og man kan jo bare lade være med at drikke det Vi fik også bygget et flot slot, Lina og jeg. Drengene byggede strandstole i sandet i stedet for.
Tilfældet ville at lige der hvor vi sad på stranden, kom der bare lige 9 faldskærme og landede lige der ved siden af os. Det kan man vist kalde en sidegevinst. Super fedt! Lidt senere kom der flere og efter vi var gået hjem kunne vi se dem komme ned, mens vi sad i camperen. Kaffepause og frisk hjemmebragt chokoladekage, mums!! En dukkert i Poolen skulle til, for det havde ungerne ikke nået endnu, hi hi.
Torben havde købt ind til Tapas og ungerne fik “koteletburgere”, så vi smovsede rigtig! Frugtfad og en snak med vores netop ankomne naboer fra Danmark, såmænd. En familie med halvstore børn der kommer sydfra og kunne fortælle lidt om hvad der evt. venter os længere nede.