Se Vores Rejse

Før solen var stået op, var Torben for længst ude og tage billeder. Han forlod hotellet kl. 5 med en motorcykel der var bestilt dagen før. De kørte en tur op til en fiskerlandsbyby, hvor bådene lå i en bugt og solopgangen ville blive flot, med bådene i silhuet. -Det blev lige som forventet
Ligesom alle andre steder i Vietnam er der meget liv allerede kl. 5. Der laves gymnastik langs stranden. Det ser hyggeligt ud, men det er saftsuseme tidligt.

Da Torben kom hjem og havde siddet lidt, vågnede vi syvsovere op til dåd. Kl. 8, gik Torben gik ned og reserverede solsenge ved Poolen, der var nemlig dømt badedag i dag.

Alle vores morgenrutiner med lektier og leg blev klaret, så vi kunne komme derhen hurtigst muligt. Alligevel blev kl. næsten 11, før vi begav os afsted.

Så blev der ellers Badet og leget ved Poolen hele dagen, 6 dejlige timer Det var perfekt vejr til at dase i solen. Vi faldt i snak med en engelsk familie, der var afsted i 4 måneder. Vores unger legede legede med deres dreng på 3 år o Lina fandt også en pige at hygge med. Vi fandt aldrig ud af hvor hun var fra, men det gjorde ikke noget at de ikke kunne tale sammen. Vi spiste frokost og fortsatte snakken bagefter. Det var rigtig hyggeligt.

Vi besluttede at spise aftensmad samme sted, så var der ikke så langt hjem bagefter. Det viste sig at vores tjener var dansker, fra Århus såmænd. Hun var ansat som en slags manager til at have overblikket. Det er vietnameserne åbenbart ikke så gode til. Restauranten var australsk ejet og ligesom vi danskere stiller de højere krav til standarden.

Tilbage på hotellet var der dømt fredagshygge med alt hvad der til hører

Jeg gik i receptionen og fik dem til at hjælpe med at booke et hotel i Dalat, hvor vi lander om et par dage.

Vi havde alle sammen fået godt med sol – SKØNT!

Efter morgenmaden fik vi klaret morgenrutinerne. Vejret var noget bedre end i går.

Vi gik forbi poolen på den anden side af gaden. Der var lækkert og vi spiste frokost der og ungerne fik en dukkert i poolen. Da de havde badet godt og grundigt gik vi lidt ned på stranden og byggede lidt i sandet. Bølgerne var lidt for voldsomme til at ungerne kunne bade, men de soppede lidt. Sandet var ret groft og når man tænker på hvor populær en ferieby det efter sigende er så er det ikke stranden der får toppoint. Måske er vi for godt vante fra tidligere på turen. Vi gik op i byen for at tjekke flere ture ud og spørge på flybilletter ned sydpå. Vi spiste aftensmad på italiensk restaurant, hvor de serverede en god bøf. Vi havde på forhånd fået lov til at returnere dem hvis den ikke var mør. Det har vi nemlig været ude for nogen gange før, her i Vietnam.

Efter maden som var helt fin skulle vi hjem til hotellet. Jesse og jeg tog en cykeltaxi og Torben og Lina gik for de skulle spise is på vejen. Vi var trætte, så vi så lidt TV før vi lagde os til at sove.

Ungerne synes vi er for meget på computeren nogen gange, men glemmer at de også gerne vil bruge dem. Det havde vi en lang snak om. Det at man har brug for at gøre nogen ting for sig selv, såsom at læse eller lege med Barbie og Lego, eller chatte og læse nyheder på PC’en. Vi opfordrer også til at spille kort eller andet, men ofte vil de hellere høre historie eller se lidt TV om aftenen.

Nha Trang er er kendt for sin meget lange strand, der ligger midt i byen. Det er en badeby, der er meget populær at holde ferie i, både for turister og vietnamesere. Den har ca. 250.000 indbyggere.

Vi ankom til byen kl. 06.00 efter en lidt bumpet nat. Det havde været en noget bedre tur end den vi havde fra Krabi i Thailand og til Malaysia. Der var OK temperatur i bussen og stolene var også gode. Det var dog lidt trangt og hvis man er lang, så er sædet og kassen ikke lang nok (den er selvfølgelig heller ikke bygget specielt til høje europæere!). Heldigvis havde vi 4 sæder ved siden af hinanden, bagerst i bussen. Torben og jeg sad ud for gangene, så vi kunne strække benene helt.

Vi havde booket hotel, og det var meningen de skulle hente os. Men det gjorde de ikke, så vi gik! Der var lidt længere end vi regnede med, men med lidt pauser fik vi slæbt vores lille smule bagage hen til hotellet.

Vi skulle bo på ”The Light Hotel”
http://www.vietnamhotels.biz/thelighthotel_nhatrang/index.htm. Det var ikke blevet registreret, at vi havde booket værelse, men det blev klaret. Vi spiste noget morgenmad, mens de ordnede værelset.
Fik et fint værelse med super flot udsigt på 6. etage. Vi kunne se lige ned i hotellets pool og den så ikke helt så lækker ud. Men på den anden side af vejen ud mod stranden ligger en anden pool, hvor man kan bade, hvis man køber drikkevarer eller mad i den tilhørende restaurant. Det anbefalede den danske familie på hotellet i Hoi An. Fik lavet lektier og leget og taget en formiddagslur. Den søvn vi havde fået i bussen var sparsom, måtte vi nok konstatere. Ungerne havde klart sover bedre end os.

Om eftermiddagen gik vi en tur og kikkede lidt på området. Her er en lang strandpromenade vi skal have kigget nærmere på,men det var overskyet og blæsende i dag så vi venter til i morgen, hvor de har lovet bedre vejr. Vi skulle have mad og finde en turarrangør. Bagefter var det så hjem og lege videre.

Vi kunne lige presse os til lidt at køre ned på 2. sal og spise aftensmad i hotellets restaurant Vi orkede simpelthen ikke at gå ud i byen igen. Resten af aftenen gik med glo TV, Lina faldt i søvn midt i kiggeriet Hun plejer ellers nok at kunne holde sig vågen. Bloggen fik også lidt opmærksomhed. GODNAT!

Der var kommet dansk familie med 3 børn på hotellet, så vi havde lidt morgenhyggesnak over morgenmaden. Torben fik afklaret sagen med vores visa og vi måtte betale 560 $, og så har vi også prøvet det.

Vi har besluttet at vi bliver i Vietnam, så længe som muligt, og slutter hele turen af med et par dage i Bangkok, før vi flyver hjem.

Vi havde fået lov til at blive på hotellet til kl. 18. Det var dejligt, så kan vi pakke stille og roligt og Lina kan læse lektier imens. Da lektierne var klaret legede Lina og Jesse lidt med de andre danske børn.

Torben blev sendt ind til byen for at hente mine sko. Han er bedre til at skrue bissen på end jeg er og hvis skoene ikke var i orden, skulle han nægte at købe dem. Det var vist godt det var hanm der blev sendt afsted for det var lige før der blev håndgemæng, ti hi. Skoene så ud af h til og Torben nægtede at betale for dem. Der blev råbt og de kunne ikke blive enige. Det endte med at Torben fandt et ekstra par sko, til ham selv, som han hev ned af hylden og skred ud af butikken med. Damen i butikken var skide sur og Torben lige så.

Da han kom tilbage gik vi ud for at spise frokost. Der kom et midaldrende dansk ægtepar og slog sig ned i samme restaurant og de appellerede åbenbart til Jesse for han gik snakke amok. På et tidspunkt skulle han på toilet og da han kom tilbage sagde han til manden ”Nå, hvor kom vi fra?”. Vi var flade af grin og Jesse snakkede uanfægtet videre.

Vi provianterede lidt til vores tur med natbussen. Det var blevet ret dårligt vejr. Det stormede, småregnede og var blevet koldt. Fin dag at rejse videre på.
Vi spiste en pizza lige før vores taxa kom og hentede os, for at køre os ind til bussen, der kørte inde fra byen. Han anede ikke hvor han skulle hen, så det var godt Torben sad med kortet, så vi kunne dirigere ham!

Vores bus kørte kl. 18.45 og det var en sovebus. Den havde liggesæder, hvor man havde en kasse til at stikke sine ben ind i. Denne kasse var så ryglænet til pladsen foran. Vi havde aldrig set sådan en bus før, og bortset fra at vejen var ekstremt bumpet undervejs, så lå man faktisk ok godt. Det var en nat med afbrudt søvn, men vi fik alligevel hvilet. Ungerne og Torben så ”Biler” på PC’en. Det kan jeg ikke når jeg kører i bus, V i sad oppe under taget og jeg kunne ikke se vejen og følge med i hvor vi kørte, så jeg lagde mig til at sove, for at undgå køresyge.

Bussen havde et toiletstop, hvor Torben og ungerne var ude at strække ben. Bagefter lagde de sig også til at sove.

Vækkeret ringede kl. 7. Vi skulle mødes med de andre danskere foran deres hotel lidt før kl. 9, så vi kunne følges hen til skolen. 
Torben skulle lige på wc før vi kørte. Han var så uheldig at han skar sig på TOILETRULLEHOLDEREN,  ikke så fedt :-( Den var lavet i noget tyndt stål, som var rigtigt skarpt. Det var lillefingeren, det gik udover og det var ret dybt. Vi blev kørt ind til hospitalet,  for det skulle syes. Torben kom foran alle andre, og blev syet med det samme. Fik en pillekur, plaster og det hele med hjem + regning  60 $. - Noget dyrt for 2 sting!

Det er det samme som et par lange støvler og en top koster til mig, hi hi ;-) Det var meget udramatisk, mest lidt sjovt. Jesse sad og filmede, da han blev syet.

Nu var vi lidt sent på den og kunne selvfølgelig ikke rigtigt finde hotellet. 5 min. for sent nåede vi frem. De var der stadig, så det var godt. De havde købt nogen blyanter og viskelædere på markedet til børnene. Det syntes hotellet var for lidt, så de havde købt en masse kladehæfter. Det hele var pakket fint med sløjfer. Hotellet var meget ivrige efter at det blev godt, så de kunne få noget reklame.

Skolen lå lige bag ved hotellet og vi blev modtaget af inspektøren og gav ham gaverne. Han ville så sørge for at de kom trængte børn tilgode. De havde ca. 540 børn op til mellemtrinet. Undervisningen foregik lidt på gammeldags manér. Der var ca 36  børn i klasserne, så der var godt fyldt. Heldigvis er det jo dejligt varmt, så dørerne var åbne ud til den friske luft. De havde gammeldags 2 personers bænkeborde og eleverne rejser sig, når de skal tale. Her var ikke noget it-udstyr, men børnene smiler og er glade. De har skoleuniformer på. Lærerinderne var i den klassiske vietnamesiske tunika, som ligeledes var obligatorisk (Sådan en har jeg også fået syet, så jeg har det helt rigtige skoletøj, når jeg kommer hjem!). Eleverne møder kl 7.00 om morgenen og har så pause kl 8.30. de er i skole til kl 11.00, hvorefter de spiser og sover/hviler en times tid. Derefter er der skole igen til kl. 15.30 og så leg i skolegården. Det var fint at se hvordan forholdene er her i Vietnam, også for ungerne, der var meget interesserede i det.

Inspektøren ville meget gerne have et “Fredensborg billede” ved skolen, af  ham og os (de 2 familier), meget sjovt

Vi sagde pænt tak og gik tilbage til hotellet. Pigen fra hotellet var meget optaget af, at der blev skrevet anbefaling på hotellet, da de havde hjulpet og vist vej.

Så var det bade og snakke tid. Ungerne legede godt sammen. Deres børn var jævnaldrende med vores. Det var lang tid siden, de havde snakket med danske børn og det trængte de til. Måske var det ikke kun dem, der havde godt af at snakke lidt dansk hi hi. Den anden familie havde en skrædder aftale og vi var ved at være sultne, så vi gik en tur i byen.

Vi gik hen over den japanske bro og ind i de små gader, som bærer meget præg af at være blevet lavet til turist by. Det er dog stadig fine og hyggelige huse. I dag havde vi lidt overskyet vejr, så det var godt vi ikke lå på stranden.
Frokost på en italliensk restaurant, hvor vi snakkede lidt med et ældre engelsk par. De var på cruise rundt i Asien i 4 uger. De huskede også hvordan det var. da de rejste med deres børn. De havde fået tak mange gange siden, for det. Så kan det da ikke være helt galt, det vi laver

Efter maden ville vi se, hvordan man laver silke. Det kunne man se i en tøjbutik. Det var lidt iscenesat og handlede nok mest om at sælge tøj. Men det er da sjovt at se hvordan man udvinder tråden, hvor fin tråden er og hvordan den væves. Der var også 2 damer der flettede bastmåtter, som bla. bliver brugt på stranden, men især rundt om i hjemmene til at ligge og sidde på. Det var lige før Lina og Jesse syntes det var mere interessant end ormene og sad der længe og bare kikkede Det er tit de meget små ting, der fanger børnene meget og som de husker i lang tid.

Nu var det altså blevet is og kaffe tid! Det er godt lige at sidde og hvile lidt og bare opleve livet og lydene. Det får man meget ud af (watch the world go by). Det par sko som manglede fra i går, var stadig ikke færdige, så de må blive afhentet senere.

Vi havde aftalt at mødes med den anden familie igen, så ungerne kunne flyve med drager.
Torben smuttede lige ud på et sidespor og tog lidt billeder, men vi andre gik hen for at finde de andre.
Undervejs var Torben stødt på en rejsebureau, som kunne sørgefor/håndtere visaforlængelse til 23$ for 1 måned på 4 timer! Vi skulle vente 5 dage og betale 150 $ pr. pas. Så der er godt nok nogen der er igang med at tørre os godt og grundigt. Det er ikke i orden, så der er en vis person hjemme på hotellet, der skal have en røffel.
Der var desværre ikke så meget vind, så det blev ikke til så meget drageflyvning. I stedet gik vi på bar og fik en vaskeægte cocktail! Det har vi ikke fået siden nytårsaften. vi er virkelig ude af træning med alkohol, hi hi
Vi blev enige om at spise aftensmad samme sted og efter en lækker omgang mad i en meget fin restaurant (Cargo Club), skiltes vores veje igen. Vi drager sydpå i morgen og de skulle videre nordpå.

På vejen hjem gik Lina og  jeg forbi skomageren igen. Det var absolut ikke tilfredsstillende, det de havde lavet. Så det var en ommer! Vi vender tilbage i morgen og hvis de ikke kan lave det ordentligt, så må vi simpelthen afvise dem. Vi må konstatere, at man skal være 100% specifik, når man bestiller noget. Det viser sig nemlig, at selvom de siger, de har forstået noget, så har de ikke forstået det alligevel.  Man skal simpelthen tegne det for at være sikker.

Tilbage på hotellet, var vores pas kommet retur fra ambassaden. Prisen stod simpelthen i passet - 25 $. Vi vil ikke betale 150 $ pr. pas, når det ligefrem står i passet, hvad det koster. En anden påfaldende ting var at det var stemplet i Da Nang og ikke i Ha Noi, som han havde sagt det skulle. Gutten blev tilkaldt og vi havde en længere diskussion med ham. Vi bad ham sove på det og finde en løsning til i morgen. Vi har sådan set allerede betalt, men vi har endnu ikke betalt for hotellet, så dem holder vi lidt tilbage, indtil der er en afgørelse.

Oppe på værelset, så ungerne lidt TV og vi var lidt på computeren. Vi skulle lige falde lidt ned igen.

Der blev der klaret lidt skole og leg efter morgenmaden, det er ved at være fast rutine nu. 

Bagefter var det ved at være strand tid. I dag havde vi bestemt, at vi skulle have solsenge, så vi ikke blev sandblæst af vinden og det sand der fulgte med.
Efter lidt stegning var det mad tid. Vi valgte en strandrestaurant og bestilte 2 store pizzaer. Da vi havde ventet noget tid kom der så 2 små. Vi spurgte undrende om ikke der var noget galt. På menukortet stod der 23 cm for en lille og 28 cm for en stor. Nej, det var 2 store vi havde fået og det skulle vi betale for. Men efter noget snak fik vi hende overbevist om, at sådan kunne man ikke handle og fik rabat. Rigtig iriterende turister, der ikke vil snydes, he he
Tilbage i sandet var der en stor opgave der ventede, for Janus har fødselsdag og han skulle have en hilsen. Der blev bygget et sandslot, som blev pyntet med nogle kokusnødder. Så optog vi et lille videoklip til ham. Nogengange når vi vil optage noget til at sende hjem, så kommer savnet op i Jesse og han bliver genert og lidt ked af det. Det betød at han så i dag ville grave en tunnnel hjem til Danmark. Det går nu hurtigt over og så er vi videre.

Det var åbenbart store badedag i dag (søndag) for vietnameserne, for ved 2 tiden vrimlede det lige pludselig med mennesker på stranden. De er ikke på stranden så samme måde som os, for de ligger ikke og soler. Det er nærmest som en gammeldags udflugt til bakken, med alle mulige, lidt platte, fælleslege på stranden. Noget som vi meget sjældent ser derhjemme i dag. Alle pigerne bader med tøj på. Generelt bader de kun. Det er ikke ret mange af dem, der svømmer rundt. De opholder sig kun i solen mens de leger og så fortrækker de ellers ind i skyggen igen. De er ret solforskrækkede. Mændene og drengene er ikke helt så bange for solen.

Da vi syntes, vi var blevet varmet nok, tog vi hjem og ungerne hoppede i poolen. Havet var noget grumset og indbød ikke rigtigt til en dukkert. Vi skulle et smut ind til byen, for at hente nogen af de sko, der blev bestilt i går. Ungernes og mit par var fine, men det ene af mine par var ikke i orden . Efter en længere snak lovede hun, at de var ordnet i morgen. Videre hen til skrædderen, for at hente det sidste vi manglede. Det var til gengæld helt i orden. Vi måtte så lige købe en ny trolly! Dem kan man jo ikke få nok af, bagagen vokser stadig
Så blev Jesse skidesur over at Lina kørte den. Når han bliver det tager det lidt tid og en del snak, før han falder ned igen (”Jeg vil hjem i Danmark!”)

Vi spiste på “Hai Cafe” et af de steder, hvor der bliver holdt kokkeskole. Der var så lige en anden dansk familie som kokkererede. De havde også 2 børn. Da de skulle hjem snakkede vi lidt. De skulle ud og besøge en skole i morgen . Vi var så heldige at vi kunne få lov til at komme med. Det bliver sjovt, at se hvordan de har det her.

Jesse var forlængst blevet god igen og havde hygget sig ude på gaden, hvor han spillede lidt fodbold med nogen lokale børn . Det var dåse fodbold. Selvom det var blevet sent da vi gik til ro, kunne jeg ikke rigtigt falde i søvn og det blev godt ud på natten før det lykkedes. Straffen kommer nok i morgen. 

Uret ringede kl. 5.00! Man skal tidligt op for at opleve den lokale stemning rigtigt. I dag havde jeg (Torben) bestilt en motorcykel, til at køre mig rundt i lokalområdet. Pris 10 $ for 3 timer (55 kr.)

Min chauffør var der præcis kl. 5.30. Vi startede med at køre til markedet inde i byen.

Det er var ikke så stort et marked, men der var masser af liv. Her starter de med at handle kl. 03.00, for ellers kan de ikke nå at få varerne kørt ud tidsnok.

Efter markedet var det tid, for en tur ud i det blå.

Min chauffør talte kun meget lidt engelsk, så hvis han ikke forstod, hvad jeg sagde, ringede han bare til sin datter og så kunne hun oversætte. Det var ok, så gik det fint.

Undervejs kom vi ud til grønne rismarker med fin morgendug på, landsbyer, dyr på markerne,, fiskere, grøntgartnerier og rismarker der blev pløjet med okser, mens ænderne kiggede på.

Da jeg kom hjem, havde de andre lige bestilt morgenmad, så det passede jo fint.

Skoletingene blev klaret og vi drog til byen for at hente tøj hos skrædderen. Derinde kom vi til at bestille flere sko. Jesse syntes ikke det var sjovt, men da vi sagde de også kunne få syet et par hver, var det noget helt andet, sejt syntes de. Så der blev udvalgt og bestilt gummisko med megen omhu.

Vi spiste frokost, som var lidt stærkere end forventet. Man kan nemt få noget mad, der ikke er ok, selv om der ser pænt ud. Omvendt kan man få den bedste mad, på en meget tvivlsom restaurant, sådan er det jo.

Da vi havde klaret vores ærinder tog vi hjem for at lege og tage en dukkert i poolen . Desværre viste det sig at dykkerbrillerne var væk, øv! der blev ledt alle steder, højt og lavt. De måtte være blevet væk, da vi var på kokkeskole, det var sidste gang vi havde set dem. Vi ringede og forhørte os og heldigvis var der bid. Så vi blev enige om at Winnie og Lina skulle køre ind og hente dem + købe noget frugt og finde nye klipklapper til Lina. (De gamle var slidt op).

Jesse og jeg havde vigtigere ting at lave. Der var mere fototur på dagsordnen.

Det er jo sådan at man nogen gange må hjælpe motiverne med at komme tæt på og være der, når man ønsker det.

Derfor havde jeg booket 2 lokale fiskere til at hjælpe mig med, at få nogen gode billeder af, hvordan de kaster net ud. Det var en god fisketur. Vi fik taget mange billeder i solnedgangen. Vi var ude i 1.5 time. Pris for 4 mand og 2 både 130.000 VND = 40 kr.
Jesse syntes det var lidt kedeligt i starten, for vi fangede ikke noget. Der kom da heldigvis 6 små fisk med op i bådene, så blev det meget bedre, og endnu mere, da vi fik 3 fisk med hjem i en pose. Jesse fik også lov til at hjælpe med at ro den ene båd, sejt!

Fiskene var ikke til at spise, nej ungerne havde bare natur og teknik på badeværelset. De har prøvet det før, så der blev dissekeret fisk til UG. Øjne blev stukket ud og tarme efterset. Det var noget de kunne bruge

Da der var blevet skåret nok, gik vi ud for at spise og se om Winnies støvler var færdige. Det var de og de var fine!

I dag stod den på vietnamesisk kokkeskole. Vi havde valgt Red Bridge Restaurant & Cooking School, som blev anbefalet i “Turen går til Vietnam” og fra nogle andre rejsende.
http://www.visithoian.com/redbridge/

Vi tog en taxa ind til byen, hvor vi skulle mødes med de andre deltagere på en café (Hai Café). Derefter gik turen til markedet, hvor vi skulle se på grøntsager og frugt. Det er sjovt at se ,at der er meget af udvalget, der er forskelligt fra Thailand, men der er også mange gengangere.

Efter markedsturen skulle vi sejle i 25 min., for at komme ud til kokkeskolen. Jesse blev straks opfordret til at overtage rorpinden, hvilket han gjorde med stor fornøjelse. Senere fik Lina også lov at prøve. Det var lige noget der passede dem.

Fremme ved målet blev vi placeret på stolerækker, som til et foredrag. Det var lidt pudsigt. Vores instruktør stod foran os ved et stort bord med et kæmpe spejl over, så man også kunne se bordet ovenfra.
Han fortalte lidt om det der skulle ske. Han ville starte med at demonstrere retten og så skulle vi selv lave den bagefter.
Den første ret lavede han helt og gik direkte videre til den næste ret. Det var hvordan man lavede frisk rispapir til forårsruller. Det var ret sjovt og ikke helt nemt, men klart nogen vi skal lave derhjemme.
Lina var dagens filmfotograf og hun filmede, så hun fik helt ondt i armene Vi lavede en ret i lerpotte, som sagtens kan lave i wok også. Vietnamesiske madpandekager med friske krydderurter var heller ikke at kimse ad. Vi prøvede os lidt frem med grøntsagsdekorationer, som absolut ikke var helt så lette at håndtere, når man har en halv sløv kniv. Vi er dog sikre på at øvelse gør mestre, så vi må i gang når vi kommer hjem. Ungene syntes også det var sjovt at være med og kigge på. Det var så absolut god mad, men kurset i sig selv var ikke så godt som i Thailand. Der var mere ”hands on” i Thailand, altså fra a-z hvor vi selv skulle lave det hele. Men det kom os heldigvis tilgode i dag.
Resten af retterne på kurset, lavede de færdige til os og så spiste vi det hele bagefter. Vi havde været i gruppe med 2 indere hele tiden, så dem sad vi og hyggede os med over maden. De var begge vokset op i Kenya og boede nu henholdsvis i Perth, Australien og i London. De havde nogle gode links til ture i Afrika.

Kokkeskolen havde en stor pool, man kunne benytte, så vi blev lidt længere end resten af gruppen, så ungerne kunne muntre sig lidt.

Vi tog tilbage til hotellet, hvor Torben gik en tur for at fange solnedgangen. Der kom han i snak med en svensker, som havde en vietnamesisk kone. Han hjalp med kontakten til nogle fiskere, så Torben kunne tage billeder, når der blev fisket. Det blev en fin sludder på ca 1 time! Imens havde vi andre leget lidt på værelset. Så gik vi til skomageren, hvor der skulle laves lidt om, videre hen at spise og så ellers hjem og have fredagshygge.

Blev vækket kl. 7.15 ved at det ringede på døren. Det var vores kontakt til ambassaden, der skulle havde papirerne udfyldt og passene afsted til Ha Noi. Så kunne vi nemlig få dem igen allerede på mandag d. 8 i stedet for først den 16. marts. Det var jo en dejlig nyhed at blive vækket til. Så er der fuldstændig ro på og vi slipper for al bøvl og ærgrelse

Lina skulle lave lektier og Jesse byggede Lego. Sidst på formiddagen skulle vi forbi skomageren og se til vores fodtøj. Vi pakkede en strandtaske og begav os afsted. Torbens sko skulle blokkes lidt ud og min ene inderhæl skulle justeres lidt, så de er nok helt klar i morgen. Det bliver altså for fedt! Vi bestilte et par mere til os hver. Det er ikke hver dag man har mulighed for, at få syet fodtøj til små penge, og det ser ganske godt ud. Tasken ville muligvis være færdig til aften, så må vi lige smutte forbi igen.
Frokosten blev klaret på den sidste restaurant inden stranden.

Ungerne havde fået godt med sol i går, så de søgte helt automatisk i skyggen. Her var masser af palmer, at søge skygge under. Der er faktisk ret godt. Vietnameserne tager ikke til stranden på samme måde som vi. De unge piger sætter en ære i at bevare huden så ”hvid” som muligt, så alle dem der arbejder på stranden er pakkede totalt ind, selvom her er 35°. De har langærmede bluser eller jakker i flere lag , stikkede fingervanter (det er ikke noget jeg finder på), stråhat og maske for ansigtet. Maskerne bruger de meget. Man kan købe dem allevegne i forskellige farver og stoffer. De ligner til forveksling støvmasker, der er shinet lidt op. Det virker totalt åndssvagt for os, for de hjælper jo ikke noget i forureningsøjemed. Det eneste skulle da så være for solen. Det er enormt irriterende, at tale med en der har maske på. Det gør ikke den i forvejen sparsomme kommunikationen nemmere.

Ungerne kravlede op i palmerne og legede ”vietnamesisk aboriginerleg”. Det brugte de lang tid på og Jesse havde nærmest skrabet huden af på mave og lår Torben og ungerne badede lidt, men det var lidt koldt og vandet er meget sandet. Efter dukkerten spillede Torben og Jesse kryds og bolle i sandet. Jesse finder hele tiden selv på lege med underlige navne og egne regler, som han lav er om hen ad vejen. Vi har opgivet at hitte ud af det, men han er meget insisterende!

Hen på eftermiddagen rullede en lille hær af koner med vogne, som hver var fyldt med en hel restaurant, hen til stranden. Det hele bliver sat op på stranden og så er der ellers ”Happy hour” med strandmåtter, mad og drikke, selvfølgelig inklusive de dejlige røde plastic skamler. Det fylder godt på stranden om aftenen og det er mest de lokale, der kommer her og spiser.

Tilbage på hotellet fik ungerne en dukkert i poolen, det var bedre end på stranden, syntes de. Jeg nappede en kop kaffe og kiggede på.

Til aften tog vi ind til byen for at besøge skrædderen. Hun havde gjort det så godt at vi bestilte mere. Denne gang var Jesse også på banen med en fin grøn skjorte. Torben springer over. Han har lige et par kilo han gerne vil af med først. Vi spiste mad inden vi kørte hjem.

Hjemme blev der læst godnathistorie, først af Lina, så af mig.

Ingen ny besked fra ambassaden! Torben tog fat i hotellet for at høre om de vidste hvordan, eller hvor man kan få forlænget sit visa. En medarbejder fra receptionen havde styr på hvordan man kunne gøre det. Der var flere muligheder:
1. Vi kunne rejse over grænsen til Laos eller Cambodja. 26 timer i bus til Laos, 1 overnatning og 26 timer i bus tilbage i bus.
2. Torben kunne flyve til Bangkok, gå på ambassaden og ordne vores visa med 3 overnatninger i Bangkok.
3. Vi kunne sende vores pas til Saigon og hente dem der efter 10 dage.
Uanset hvilken model vi valgte ville det koste en del penge. Vi valgte model nr. 3, for de første 2 modeller er ret besværlige. Det er godt nok mange dage at undvære vore pas, men det er den letteste måde at få det klaret på. Det var lidt en lettelse, ikke at skulle spekulere mere på det.

Strandtasken blev pakket og så var vi klar til at stege. På stranden mødte vi en dansk familie med 2 små piger, som vi snakkede lidt med. Efter et par timer gik vi hjem igen, tog et hurtig bad på værelset, for vi skulle med shuttle-bussen fra hotellet og ind til byen.

Vi startede med at hæve penge til vores visa og så var det for længst blevet tid til frokost. Vi fandt en lille restaurant der lå lige ved floden og markedet. Maden var ikke noget særligt, men vi blev mætte. Vi gik en tur gennem markedet hen til den gamle bydel. Her var rigtig hyggeligt, og ligesom ude ved hotellet er her smækfyldt med skræddere og skomagere. Det er altså morsomt at byerne her i Vietnam i den grad er fokuserede på nogle få håndværk. Man kan få syet alt her. De kopierer gerne hvis man har noget med hjemmefra. Det hele er klar på 24 timer eller hurtigere, hvis man har brug for det. Vi bestilte tøj til Lina og jeg, noget asiatisk inspireret. De har så mange søde buksekjoler hernede at det måtte vi også have Mens vi blev målt op fik Torben limet sin ene sandal. Jesse kom straks i “snak” med drengene i “hælebaren”.

Vi havde besluttet at vi også ville på kokkeskole her i Vietnam, og havde hørt om en hvor man også kunne have ungerne med. Den fik vi fundet frem til og fik bestilt til på fredag. Da det var klaret alt sammen, tog vi en taxa hjem. Ungerne snuppede en dukkert og jeg tog en kop kaffe.

Vi skulle hen og tjekke vores bestilte fodtøj og vi var ret spændte på resultatet. Det så yderst fornuftigt ud. Der var nogle få rettelser, så de skulle kunne hentes i morgen. Vi spiste samme sted som i går, lige overfor skomageren. Bagefter måtte jeg lige tilbage og bestille en taske i samme farve som støvlerne, hi hi

Hygge på værelset indtil det blev sengetid for ungerne. Torben og jeg fortsatte lidt med at skrive blog og ordne billeder.