Se Vores Rejse

Torben var oppe ved 6 tiden for at komme på markedet og tage billeder af det lokale marked. Der er så mange motiver og så meget liv om morgenen.
Det var ikke det største marked, men det var stadig sjovt at observere, hvordan der bliver handlet halve og hele fisk, grise og meget andet. Souvenir delen var ikke åben så tidligt, så der var meget få turister.
Da Torben var færdig med at kigge på alle boderne og kl. kun var 7.10, stod han lidt og nød udsigten over vandet , hvor de lokales primitive både ligger til ved bredden af floden. 

En dame i en af bådene tilbød at sejle ham rundt en time. De øjner hurtigt en chance for attjene lidt penge. De fik forhandlet sig frem til en pris på 50.000 VND = ca 15 kr. for 30-45 min. For hende er det nok næsten en dagsløn. Det var en fin tur, for lyset og omgivelserne er rigtig flotte om morgenen. Man kommer meget tættere på motiverne på denne måde, end hvis man sejler på en turistbåd. Det kan varmt anbefales, også selvom man ikke er fototosset. Jeg blev sat på land og gik hjem for at spise morgenmad. 

Vores bil hentede os kl. 10. Det var en sprinter og vi havde den helt for os selv, så der var masser af plads.
Torben aftalte med chaufføren, at vi skulle køre gennem bjergene, så det ikke bare blev ad hovedvejen.

Første stop var ved stranden og en souvenir shop. Der er altid mulighed for at handle, hvor der er offentlige toiletter! Jeg var blevet lidt køresyg. Det er ellers ikke noget jeg har gjort noget særligt i på hele rejsen, så det var lidt øv! Vi var nede og kigge ved stranden, men der var lidt kedeligt.

Der var godt med hårnålesving hen over passet, med en meget smuk udsigt. Her er uspoleret frodig natur i forhold til fx Borneo, hvor alt er beplantet med oliepalmer.

På den anden side af passet lå Da Nang. Byen ligger langs kysten og man kan se at de er i gang med at udvikle området. Man spår at Vietnam bliver det nye Thailand i løbet af de næste 10 år. Efter Da Nang nåede vi marmorbyen. En hel by, hvor alle er involveret i udskæring i marmor. Byen ligger lige ved marmorbjergene, som nu er fredede. Man må ikke hugge mere marmor, så man får sten fra Nordvietnam i stedet for. Der var skulpturer overalt og de var alle sammen ens. Selvfølgelig var der også nogle enere imellem, men det var primært ”masseproduktion”. Alt er lavet ved håndkræft og vinkelsliber. Det var meget overvældende og samtidig lidt sjovt at en hel by beskæftiger sig med det samme håndværk.

Vi nåede Hoi An ved 13 tiden. Vi har valgt at bo ca. 3 km uden for byen ved stranden. Ungerne trænge til at være i nærheden af noget vand. De har brug for at kunne bevæge sig lidt mere. På hotellet var der en lille bitte pool. Vi fik et dejligt værelse med 2 dobbeltsenge. http://www.seaandsandhotel.com/. Ungerne tog en dukkert før vi gik ud for at spise frokost.

Der var ca. 200 meter til stranden og vejen derhen er fyldt med skræddere, skomagere og restauranter. Vi valgte en restaurant og gik bagefter en tur til stranden. Det blæste lidt rigeligt, men der var masser af palmer og sand. Vandet var lidt koldere end vi har været vant til i Thailand. Tilbage på hotellet igen fik ungerne på ny en dukkert, vi havde nemlig kun kigget på vandet og soppet lidt ved stranden.

Jeg skrev mail til ambassaden om fornyelse af visa, for vores første mail gav ikke noget fyldestgørende resultat. Ungerne legede lidt på værelset imens. Der blev også skrevet lidt blog og ordnet billeder.

Vi spiste ikke ret langt fra hotellet og overfor en skomager. Det er faktisk en skobutik, som også selv syer sko og støvler.
Måtte lige lure i katalogerne og efterfølgende bestilte vi et par støvler til mig og et par sko til Torben.

Tilbage på hotellet sad vi lidt i lobbyen med en PC hver. Ungerne spillede Oline. Vi spillede også kort (Agurk) og bagefter var det op på værelset og seng.

Det var vores bryllupsdag i dag, så det var derfor ungerne havde lavet hemmeligheder i hulen under skrivebordet i går.
Jesse havde lavet tegninger, der var flot klippet ud og Lina havde lavet en buket tulipaner (jeg er meget glad for tulipaner) i papir – super godt fundet på!

Hué er en gammel kongeby. Her ligger resterne at kongepaladset, som ikke har huset en konge siden 1945. Dette kaldes også Citadellet består af en ydre og en indre by. Den indre by var forbudt for den almene befolkning, ligesom i Kina. Citadellet led hårdt under krigen og den indre by har lidt et enormt forfald siden.

Vi gik fra hotellet ud til den ydre by, herfra blev vi kørt rundt i cykeltaxa. Den ene af vores chauffører talte udmærket engelsk og fungerede også som guide. Det var rigtig hyggeligt og vi havde diverse stop undervejs. Han forklarede lidt om de forskellige ting, vi så undervejs.
Den ydre by er blevet genopbygget og lever i bedste velgående. Der er ikke ret mange af de gamle huse tilbage, men man forsøger at genetablere nogle af dem.
I 1990, blev den indre åbnet for turister. Man betaler for at komme ind og pengene går til renovering og genopbygning af de smadrede bygninger. Der er meget langt igen, før de når målet, men man kan få et helt klart billede af, hvordan livet har været indenfor paladsets mure. Det var spændende at se, også for ungerne.

Jeg vil tro vi traskede omkring 10 km alt i alt – det skal lige siges, at det var i 37 graders varme, så det var ganske godt holdt ud af ungerne

Vi tog en cykeltaxa tilbage til byen. Måtte prutte godt om prisen, me´n nu havde vi jo noget at forhandle ud fra, så der var ingen ”kære mor” fra vores side! Spiste en meget sen frokost på et backpackersted. Det var fantastisk! Masser af mad og veltillavet. Det var noget af det bedste vi har fået i Vietnam indtil nu. Og det var heller ikke dyrt. Vi havde godt nok hørt at priserne ville være lavere, når vi kom sydpå og det var klart billigere end i Ha Noi.

Vi købte brød og frugt med hjem, så vi kunne spise på værelset. Ungerne tog karbad og så lidt TV. Da ungerne var puttet, så Torben og jeg film på PC’en.

Toget ankom til Hué som planlagt kl. 8.10. Vi havde haft en rimelig nat. Ugerne havde tilsyneladende sove fint. Det var kun Torben og jeg der havde været vågne nogen gange.
Der var masser af taxaer at vælge imellem på stationen og vi fik en med god plads til bagagen. Der var ca. 6 km fra stationen til hotellet. Hué er en rimelig stor by med ca. 500.000 indbyggere.

Dette Camellia hotel var med 4 stjerner. Vores værelse var ikke klart endnu, så vi gik i buffet restauranten for at spise morgenmad. Det viste sig at være helt vild luksus i forhold til de sidste mange hoteller. Der var er meget stort udvalg at mæske sig i, skønt www.camellia-hotels.com.vn
Efter en times tid kunne vi komme på værelset. Det var noget fornemt, med et hjørne der var dekoreret a la bambusskov. Det var dømt leg på værelset og lidt lektier inden en tur i poolen.

Det var en meget lille pool, men den var der Ungerne tog en hurtig dukkert og så spiste vi frokost på hotellets restaurant. Vi var de eneste der var der.

Torben gik en tur ud i byen for at sondere terrænet og finde ud af hvor vi skulle spise til aften. Lina skulle skrive dagbog og bagefter fik de en dukkert mere. Tilbage på værelset fik jeg en kop kaffe og en fredelig stund med min bog, mens ungerne tog karbad. De kunne også nå at lege lidt, inden vi skulle ud at spise, så der blev bygget hule under skrivebordet og lavet hemmeligheder. Torben var kommet tilbage og kunne meddele at vi boede centralt.

Hué er meget mindre støjende end Ha Noi. Det er selvfølgelig også en langt mindre by, men helt klart heller ikke så hektisk. Det var helt rart ikke at have den konstante støj af bilhorn.

Vi spiste på en hjørne restaurant. Det var ok uden at være noget særligt. Vi slentrede lidt ned ad en gade fyldt med restauranter og turarrangører. Her bestilte vi en bil til at kre os til hoi an, som er vores næste stop om nogle dage. Vi fik den til en god pris og med mulighed for fotostop undervejs

Som afslutning på dagen læste jeg godnathistorie for ungerne. Vi var brugte ovenpå turen med nattoget. Som man altid er efter mange timers rejsen.

Så var det blevet vores sidste dag i Hanoi.

Vi forhørte os i receptionen om de kunne anbefale et hotel i Hué. Det kunne de for der var også et Camellia hotel. Desværre ville de have 75$ for et værelse og det syntes vi var lige i overkanten. Vi må kigge lidt på Agoda.dk og se om vi kan finde et godt sted.

Efter morgenmaden tog Torben ud for at købe et nyt objektiv til kameraet. Det var et kabel indeni, den var gal med, så det kan måske reperares, når vi kommer hjem. Men det kan ikke undværes på resten af turen. Vi må se om det kan dækkes under garantien. Han var ude på noget af en spadseretur. På et tidspunkt måtte han se i øjnene, at han vist var gået vild Han havde ikke fået taget bykortet med og Hanoi er en meget forvirrende by! Heldigvis kan man da spørge om vej. Men så er der bare mere at tage billeder af.
I mellemtiden pakkede jeg vores bagage sammen. Lina lavede lektier og Jesse var på Oline.

Torben kom tilbage og var en lykkelig mand med et stk. nyt objektiv. Original Canon til en fornuftig pris.
Jeg havde luret lidt på Agoda og fundet et hotel. De ville desværre også have 75$ pr. nat. Vi ville se om vi kunne forhandle lidt med hotellet om det sted de havde anbefalet. Skæbnen ville at da vi havde aftalt det, ringede vores telefon! Det var såmænd receptionen, der ville høre om vi var interesserede i et værelse på ovennævnte hotel til 50$ pr. nat. Det var jo noget helt andet, så vi slog til.
Tjekkede ud fra hotellet kl. 12 og fik lov til at opbevare vores bagage å hotellet, eftersom vi først skal med toget til aften.

Vi spiste på Café Cityview for sidste gang. Købte is hos KFC, som vi tog med ned til søren, hvor vi sad lidt og kiggede ud over vandet. Ungerne legede tagfat, for lige at brænde lidt krudt af. Handlede lige et par småting og gik en lille tur. Vi skulle slå tiden ihjel indtil vi skulle afsted til banegården kl. 17.30. fandt et sted hvor man kunne få god iskaffe (noget jeg har lært at drikke i Thailand). Vi slentrede hjem mod hotellet og kom forbi markedsgaden. Torben sagde at det helt sikkert var en smutvej – NOT! Men det var ganske underholdende. Da vi nærmede os, gik jeg og ungerne hen og gjorde bagagen klar til der kom en taxa for at hente os. Torben gik hen til ”New Day Restaurant” og hentede” take away” til at have med i toget.

Vi blev kørt til stationen og der var der nogle villige dragere til at hjælpe med bagagen. Men nej tak, det var bare nogen der ville tjene penge, så vi klarede os selv!
Mødetid på stationen var 1 time før , hvor vi skulle bekræfte vores billetter. Der var bare ikke nogen, der kunne forklare os hvordan. Vi ventede foran perronen bag en lukket dør. Denne blev åbnet og vi skulle vise billetter. Vores var ikke de rigtige, viste det sig, men efter lidt forvirring, fandt jeg en dame der havde de rigtige billetter klar til os og nogle andre rejsende. Det var der ikke lige nogen, der havde fortalt os. Så var alt ok og vi blev vist hen til vores togvogn.
Kom ombord på toget, der var noget lavere i standard end forventet. Det var gammelt og beskidt, men vi havde vores egen kupé med 4 sovepladser, så det var fint nok. Ungerne syntes det var fedt og de skulle selvfølgelige ligge i de øverste køjer.
Vi spiste den medbragte med; ris, kylling og flæskesteg. Ungerne legede lidt med deres legetøj. Lidt senere spilled vi ”10.000” med terninger. Det vil Lina rigtig gerne. Jesse ville bare kigge på. Han var træt og det varede heller ikke længe, før han ville puttes. Lina blev også puttet lidt senere og vi voksne skulle lige læse lidt om næste stop. Det blev nu ganske kort, for vi var også blevet trætte.

Imens bumlede toget afsted ud i natten….

Torben havde været tidligt oppe og ude at nyde morgenen, allerede kl. 6! Man oplever en by på en anden måde, hvis man er på gaden, når byen vågner. Der var masser af mennesker rundt om søen, som lavede Tai Chi og anden morgengymnastik. Det er noget, som vietnamerserne er meget bevidste om, og det er noget, der har været tradition gennem mange år. Det var ret hyggeligt at se, og der var som sædvanlig masser af motiver at forevige. Man kan godt forstå hvorfor de gør det, for man føler virkelig at batterierne bliver ladet op til en ny dag, ved at se så mange motiverede mennesker ,der hilser dagen velkommen, med en smuk solopgang over søen. Det var folk i alle aldre, der var der. Torben mødte en ældre australsk dame, som han fulgtes med rundt om søen. de fik en god sludder.

Det var også dejligt vejr i dag, skønt! Solen bagte ned på os, 32° Vi slentrede lidt rundt for at finde et gammelt hus der er renoveret, så det fremstår som husene var i Hanoi i gamle dage. Det ligger i Ma May (gadenavnet).
De fleste huse var 2-3 etager med en smal facade ud til gaden og langt ud bagtil. Der var flere værelser med en form for luftskakt i midten, der virkede som en form for airconditioner. Den nederste etage var indrettet med køkken, stue og toilet, for en ganske almindelig familie. 1. sal var med møbler fra en rig familie. Det var meget fine møbler med flotte udskæringer. Man planlægger at lave flere renoveringer af samme slags her i det gamle bykvarter. Ydermere ville man fjerne nogle huse og bygge op igen i gammel stil. Det lyder som et spændende projekt, men vi tror det har rigtig lange udsigter.

Vi spiste frokost i samme gade på ”New Day Restaurant”. Her kunne man gå direkte i køkkenet og vælge retter ud. Det blev til flere retter. Det så lækkert ud og det smagte også lækkert. Ungerne kunne for engang skyld også lide maden uden forbehold, hi hi Det var oven i købet også billigt.

Det var tid til at prøve en af de mange cykeltaxier, der kører rundt i byen. Det kostede 150.000 VND pr. cykel (43.67 kr.) for 1 times kørsel rundt i byen. Man skal huske at forhandle, så kan man få en bedre pris, men de kan være lidt svære at handle med (N.B. Man giver som udgangspunkt ikke drikkepenge i Vietnam, men det er kutyme at give til guider og chauffører.). Det var hyggeligt og virkede ikke så ”farligt” i trafikken, som det ser ud til på afstand. Efter cykelturen gik vi tilbage langs søen og spiste en is undervejs. Torbens objektiv begyndte at strejke og ville ikke fokusere. Det var ikke så fedt. Heldigvis kom vi forbi en Canon butik, så der gik Torben ind og vi andre gik hjem.

Torben hentede noget brød og så spiste vi kold Pizza fra i går og leverpostejs- og nutella madder. Der var dømt fredagshygge med slik og hele baduljen.

Der var gang i restauranten her til morgen. Vi hyggesludrede med både hollændere og australiere. Da ungerne ikke gad sidde der mere gik de på værelset for at spille Oline på PC’en. Det har de vist savnet lidt, men omvendt har de faktisk ikke spurgt efter det. Nu havde vi lige en ekstra PC med god netforbindelse, så de hygger sig. Vi skulle ud og kigge lidt nærmere på byen i dag, for det var blevet solskin og alt virker sjovere og mere spændende i dag. Vi startede i silkegaden og kiggede på kjolemodeller. Lina skulle se om hun kunne finde noget hun evt. kunne lide og jeg havde se en tunika, som jeg skulle prøve. På vejen derhen købte vi noget brød til Jesse og en is til Lina. Mens vi sad på en trappesten spiste, kørte der en cykel forbi et kæmpe reklameskilt. Vi trampede hele silkegaden igennem, men der var ikke rigtig noget der faldt i smag. Modellerne var lidt for asiatiske. Så er vi bange for at vi ikke rigtig får det brugt, når vi først er kommet hjem igen.

Jesse ville gerne spise frokost i restauranten med udsigt over byen. Der mødte vi så en Torben kendte fra dykkerklubben i Vordingborg og hans kone. Det kan ikke være mere end en uges tid siden Torben sagde, at nu manglede vi bare at møde nogen, vi kendte hjemmefra. Hvad er oddsene lige for det. Samme tid og samme sted! Det var lidt sjovt

Midt i Hanoi ligger en stor sø xxxxxx og i den sø har der engang levet en stor skildpadde (1.20m x 2.10m). Man mener at den har levet et sted mellem 400-500 år. Den døde i 2007 og man har udstillet en kopi at den ude på en lille ø midt i søen. Der er også et tempel på øen og den er velbesøgt. Der er også en legende omkring skildpadden, men den er lidt svær at finde ud af. Vi skulle selvfølgelig også ud at se skildpadden, og må indrømme at det så for os bare var en skildpadden i en glasmontre. Men vi forstår nok ikke den dybere mening bag. Her i Vietnam betyder forfader dyrkelse meget og det kan vi ikke rigtig sætte os ind i.

Vi havde købt billetter til vanddukketeater, som er gammel tradition her i landet. Der findes ikke så mange af dem mere, så da vi så der var et her i Ha Noi, købte vi billetter. De var faktisk heller ikke så dyre 11.60 kr. pr. person. Hi hi! Ungerne syntes det var alletiders og heri optrådte historien om skildpadden også. Vanddukketeater er lige som dukketeater med håndholdte dukker. Disse er bare sat på en lang pind og så står de i vand. Se videoklip på galleriet. Der var orkester, som sang og spillede til.
http://www.thanglongwaterpuppet.org/homepage.asp 

Vi købte brød og frugt med hjem, så vi kunne spise på værelset. Efter maden spillede Jesse, Lina og jeg Ludo – Jesse vandt!

Mens vi ventede på bussen, stod vi udenfor hotellet og snakkede med et canadisk par om Laos og Cambodia. Det er altid godt med nogle fif fra andre rejsende.

Kl. 8.30 blev vi hentet af bussen og guiden, der skulle køre os til Halong Bay. Vi var 14 forventningsfulde gæster med bussen. Guiden var et sludrechatol, der udpenslede alt i detaljer. Vejen var ret bumpet og vi sad på de bagerste sæder, så der bumpede det allermest.

Turen varede 3½ time, og undervejs havde vi 20 min. pause, et sted hvor man kunne købe håndbroderede billeder. De var fantastisk flotte. Der blev brugt fotografier til at kigge efter. Så blev billedet tegnet op, med kuglepen, og derefter blev bunden syet. Bagefter blev de sidste detaljer broderet ovenpå. Ét billede kunne tage op til 1½ måned at sy. Et billede i str. A3 kostede 7.200.000 VND (2.086 kr.) og det tager ca. 1 måned for 3 personer at sy. Der kan ikke være mange penge, der er i løn, hvis der også skal være avance!

Ved ankomst til Halong Bay var der meget tåget. Det var usikkert om vi kunne gennemføre turen. Vi blev sejlet ud til vores junke og spiste frokost på båden. Det var lækker mad og båden var hyggelig indvendig. Desværre kunn vi ikke få tilladelse til at sejle ud pga. tågen. Vi måtte tilbage til bussen og retur til Ha Noi. ØV ØV ØV

Efter ca. 15 min kørsel blev vores guide ringet op at vi kunne få tilladelse til at sejle ud, men det var ikke sikkert at vi kunne gennemføre de planlagte aktiviteter, såsom kajaksejlads, grottebesøg og andet. Der blev overvejet frem og tilbage i bussen og det endte med at alle blev enige om at køre tilbage til Ha Noi. 4 timers kørsel retur, det var ikke lige det fedeste, men ungerne tog det i stiv arm. Vi fik lidt sol undervejs og de smukke rismarker blev endnu smukkere i solen. Desværre var der ingen fotostop undervejs, så vi må håbe vi møder nogle flere rismarker senere. Ungerne fik begge taget en lur undervejs.
Tilbage på hotellet var der heldigvis plads til os igen og vi fik vores penge retur, på nær 55kr. pr. næse for køretur og frokost. Det var okay. Vi opdagede at vi havde glemt vores jakker i bussen, men dem får vi tilbage i morgen. Selvom det stadig var diset også i Hanoi, kan man godt mærke at temperaturen er blevet højere de sidste par dage. Vejrudsigten havde ellers lovet sol og 32°, så det var smadder ærgerligt. vi må have Halong Bay tilgode til en anden god gang.

Pizza stod på menuen. Vi var trætte ovenpå en lang dag. Der blev læst godnathistorie, selvom det var blevet lidt sent.

Morgenmaden på Camellia Hotel var lidt bedre end på det forgående hotel. Her var der også frisk frugt og kage (til Linas store fornøjelse).

Det har vist sig at vi bor lige klods op af en natklub, der spiller høj musik. Men det er ikke værre end at ungerne falder i søvn alligevel. Musikken stopper omkring midnat, så det er til at leve med. Ellers er det et godt hotel, med badekar og masser af varmt vand.

De efterhånden sædvanlige morgenrutiner; lektier og leg på værelset, blev udført indtil sulten begyndte at melde sig.

Vi spiste på en café til frokost (Café Infinity). Tjeneren talte meget dårligt engelsk, med det lykkedes os at få kommunikeret igennem hvad vi gerne ville have, og da maden kom viste det sig at hun havde forstået det. Det var noget at det bedste mad vi endnu har fået i Vietnam. Vi morede os meget over bare at sidde og kigge ud på gaden og se alle de overlæssede motorcykler. Her er motiver til Torben i massevis. Det undrer os, at de ikke har sidevogne på ligesom i Thailand. Det virkede trods alt mere sikkert, end det vi ser her.

Ved ankomst til Vietnam fik vi adressen til immigrationskontoret, hvor de muligvis kunne hjælpe os med at forlænge vores visa, så det var første opgave i dag. Vi tog en taxi derhen og jeg stillede mig i kø ved skranken. Vi havde taget Nintendoerne med til ungerne, for man ved aldrig hvor lang tid sådan noget tager.
Det viste sig at vietnameserne har den mest underlige køkultur vi nogensinde har oplevet. Det forgik på denne måde. Man skubber sine pas og evt. papirer ind under glasruden foran skranken. Så sørger man for at skubbe dem hen mod personen der betjener skranken og man går bare foran i køen, hvis man på nogen måde lige kan få skubbet sine papirer ind på bordpladen. Der gik lige et stykke tid, før jeg regnede den ud langt om længe var det min stak pas der blev taget fat i og de kunne, næsten som forventet ikke hjælpe. De sagde at man skulle henvende sig på et rejsebureau og så kunne de måske hjælpe. Nå men vi prøvede da og så tager vi bare en tur over grænsen, ligesom i Thailand.

Næste prøvelse var togbilletter på togstationen. Jeg stillede mig i kø og på en eller anden måde, var det hele siden mig der stod bagerst, selvom jeg ikke flyttede mig bagud. Men der kom flere foran, og jeg så ikke hvor de kom fra. De står helt tæt på, helt kropsnært. Heldigvis var der en anden kø for et tog i en lidt højere standard, så der stillede jeg mig hen, og så gik det bedre. Det viste sig at der udsolgt de nærmeste dage, så det måtte vi droppe. Vi hørte fra en anden turist på stationen at hotellerne opkøbte billetter, så vi besluttede at prøve der, før vi giver os i kast med de almindelige bumletog.
Tilbage på hotellet var vi heldige. Der var billetter til den 27/2, til 100 kr. dyrere end på stationen. Sovekupe med 4 sengepladser og aircon. Vi måtte købe 4 voksen billetter for at få kupeen for os selv. Pris 3.420.000 VND = 991 kr. for os alle 4, fra Hanoi til Hué 688 km. Til sammenligning koster en flybillet ca. 1.195 kr. men så kunne vi ikke komme afsted før den 9/3 og ellers kostede det ca. 2.495 kr.

Bagefter gik vi på værelset for at pakke vil vores udflugt i morgen. Vi har fået lov til at lade noget af vores bagage stå på hotellet, mens vi er afsted.

Så var det ud og spise til aften. Ungerne fik Pizza og torben og jeg vietnamesisk. Det var et lidt dyrt sted, men maden var også i orden. De var ikke så serviceminded, så det er ikke et sted vi spiser igen.

Vi skrev lidt på bloggen, da vi kom hjem og gik forholdsvis tidligt i seng. Vi skal tidligt op i morgen.

Mens vi spiste morgenmad gik det virkelig op for os, hvor meget meget vi savner vinduer. Der er nemlig heller ikke vinduer i hotellets restaurant. Det var godt vi skulle flytte.
Vi faldt i snak med 2 australske piger. De var på ferie sammen, men den ene skulle hjem om et par dage og den anden skulle blive for at undervise i engelsk. Hun var ikke lærer, men socialarbejder. Jeg fortalte hende om Danidas projekt her uden for Ha Noi (hørt om på seminariet), måske kunne hun få noget undervisning der. Vi når ikke at komme der forbi.

Pakke taskerne og så afsted med en taxi til vores nye hjem. Chaufføren kørte forkert, måske med vilje, men desværre vidste vi hvor langt der var derhen og hvilken vej, så den slap han ikke afsted med. Man er vel ved at være lidt garvet

Camellia Hotel www.camelliahotelhanoi.com, hedder vores nye hjem. Vi tjekkede ind i receptionen og fik lodset al bagage op på 3 sal og ind på værelset. Ungerne var ellevilde! Her er masser af vinduer fra gulv til loft og man kunne mærke energien strømme ind gennem vinduerne. Der blev leget på værelset lidt og så var det afsted ud og spise frokost. Jesse havde lige et flip igen. Vi tror simpelthen det er fordi, han ikke får spist nok morgenmad. Vi må håbe morgenmaden er bedre på det nye hotel.

Torben gik en tur for at tage billeder. Vi gik tilbage til hotellet for at lege lidt mere. Faktum er at når vi lander et nyt sted, så har ungerne brug for at finde sig tilrette og det kan godt tage et par dage. Det gjorde det så heller ikke bedre at de var halvsløje, da vi forlod Thailand.

Lige overfor hotellet lå en skoforretning, med de flotteste sko. Der lå faktisk flere skobutikker i vores gade. Men uanset hvilken butik, så går deres størrelser ikke længere op end til 39, hvilket er lige præcis 1 nr. for småt. Lorteby

På vores værelse er der en stationær computer. Det er første gang på turen at vi har oplevet det. Vi kunne dog ikke komme på nettet, men jesse fik lært at lægge 7-kabale. Imens lavede Lina lektier. 
Efter lektierne var der dømt karbad. Der var et stort badekar på badeværelset, så ungerne var klar på en gang skumbad og vandpjask.
Da Torben kom tilbage spillede Jesse og han Traktorspil. Bamserne blev fundet frem og så blev der leget. Diverse interiør blev taget i brug (vasketøjskurv, halstørklæder, håndklæder o.a.), det hyggede de sig længe med. Jeg fik skrevet lidt på bloggen.

Til aften måtte vi ud og spise igen. Det var ungerne ikke helt tilfredse med. ind imellem går man også lidt kold i at skulle spise ude 2 gange om dagen. Vi spiste lige i nærheden af hotellet, men det var en lidt tarvelig restaurant. De var også svære at kommunikere med. men vi fik da mad og blev mætte. Der var TV på restauranten og underne faldt i en eventyrfilm, som vi skyndte os hjem for at se den færdig. Det var noget med Kaptajn Nemo og nogen der var strandede på en øde ø. Bagefter var det sengetid!

Jesse havde bestemt sig til at være morgensur, så efter morgenmaden måtte han blødes lidt op af faren. De byggede med klodser den helt store stil. Bagefter læste de jumbobog i en hule under en dyne med pandelygter på Lina lavede lektier imens og var lidt misundelig på hyggelæsningen.

Til frokost gik vi ud i byen og endnu engang blev Jesse møgsur, så han og Torben måtte have en lang snak. Vi spiste på KFC (Kentucky Fried Chicken). Vi skulle booke en tur ud på Halong Bay, så vi gik tilbage til Carmellia Hotel, hvor vi havde forespurgt på turen i går. De havde den bedste tur, syntes vi. Torben kiggede på et af deres værelser i går og syntes de var ok. I dag var det min tur til at kigge. Vi besluttede at vi vil flytte herhen i morgen. Værelset er bedre for der er mange vinduer og så er det oveni købet 100 kr. billigere pr. døgn. Det begynder faktisk at være lidt ubehageligt, at vi ikke har vinduer på vores nuværende værelse. Vi bookede 3 dage og 2 nætter på Halong Bay, hvor vi skal sejle i en kinesisk junke.

Tilbage på hotellet blev der leget lidt. Vi spiste brød til aften ligesom i går og frisk frugt. Vi gentog succesen med film og hygge.