Se Vores Rejse

Så oprandt vores sidste dag i Vietnam. Det er lidt trist, men også rart. På den ene side føler vi ikke vi er helt færdige med landet, men omvendt har vi også fået nok for denne gang. Vores erfaring er at Vietnam er sjovere for voksne end for børn. Her er mange fascinerende kontraster, som man er ligeglad med som barn. Det at gå rundt og suge gadelivet til sig blver hurtigt kedeligt, når man er barn, især når de handlende er så pågående overfor børnene, som vi har oplevet her. Sprogbarriere bliver på sigt også ret anstrengende. Det kan man leve med, hvis man bare er på en kort ferie, men nu er vi ved at være trætte af det. Vi kan sagtens forestille os at vende tilbage en anden gang. Også for at se hvor hurtigt udviklingen kommer til at gå. Bliver det det nye ”Thailand” om 10 år?

Vi spiste morgenmad og pakkede det meste af vores bagage og gik et smut til skrædderen for at se til Torbens bukser – de var alt for store! Det var ikke så godt. Hun var meget uforstående, for hun havde jo gjort som Torben ønskede. Det var lidt svært for hende at der var enten syet forkert eller målt forkert. Hvorom alting var, så var det godt at vi først skal afsted til aften. Min kjole var færdig og i orden.

Dagens udflugt gik til Cho Lon.
Ho Chi Minh City er en sammensmeltning af 2 byer; Saigon og Cho Lon. Cho Lon var oprindeligt en by med mange kinesiske indbyggere, et stykke udenfor Saigon, og er det fortfarende, selvom de 2 byer i dag er vokset sammen.

Vores taxa satte os af i nærheden af et overdækket marked. Her var som sædvanlig alt, hvad man næsten kunne forestille sig i den billige afdeling.
Her var en hel sektion med hårpynt, fuldstændig overdrevet meget hårpynt. Det er meget bling bling, lidt for meget efter min smag.
Der var en endnu større sektion med køkkenudstyr. Nøj havde vi bare haft en container…. Her er mange sjove og spændende ting, man kunne bruge i sit køkken. De har simpelthen så mange lækre store opbevaringskurve og kæmpe skåle/baljer i emalje og en form for let metal. Hvis vi havde plads til det kunne vi købe os en pukkel til for ingen penge. Da vi havde set os mætte og købt nogle spisepinde var vi ved at være sultne. På vej til en restaurant var der også lige en tiggerlærning, hun blev som mange af de andre sendt afsted af hendes forældre.

Det var stegende hedt udenfor og ungerne var ikke specielt ”markedsoplagte”. Der var ikke en restaurant i miles omkreds. Dvs. der var de lokale madboder på gaden, men de så lidt tvivlsomme ud og vi trængte til A/C og skygge. Vi hoppede derfor i en taxa for at finde en.
Torben spottede en burgerbar, så vi stoppede og gik ind. Jollibee hed stedet og det lå i underetagen af et shoppingcenter, der enten engang havde været eller ville gerne være fyldt med butikker og mennesker. Der var ikke mange mennesker, men her var kylling, fritter A/C og et lille klatrestativ.
Jeg bestilte mad og det var sørme en udfordring. Det endte med at jeg måtte pege på billeder af det vi ville have og vise med fingrene hvor mange. Alligevel gik det galt! Vi manglede 4 gange fritter og en cola. Det lykkedes os at få hende til at komme med 2 x fritter og så var hun ellers totalt uforstående over for mere. Jeg gik igen til disken for at penge og skrive ned. Lige meget hjalp det. Jeg var efterhånden ved at have mistet min tålmodighed. Jeg stillede mig op midt mellem de spisende og spurgte med høj røst om her var nogen der talte engelsk. Negativ! Jeg gav op og sendte Torben afsted. Hvad skete der så? Der kom selvfølgelige en forbi der talte engelsk, hmmmfffff. Nå, men det var jo godt, for vi fik det vi manglede og servitricen fik ikke rykket sit hoved af
Maden var god og blev spist op til sidste krumme. Torben bestilte en iskaffe til mig og is til ungerne og ham selv, hvorefter han forlod os for at gå ud og tage gadebilleder.
Ungerne legede glade og tilfredse i klatrestativet. Torben kom tilbage og så blev jeg sendt på gaden! Lige i nærheden så ”stofkvarteret”, hvor de solgte metervis af stof i alverdens farver, mønstre og kvaliteter. Aldrig har jeg set så mange ruller stof, der var over 100 butikker. Der var masser at kigge på og røre ved og det var super billigt. Hvis man havde tid og viste hvad man skulle bruge, var det rent slaraffenland for den kreative syerske. Det var selvfølgelig primært asiatiske mønstre og farvekombinationer, men hvis man kiggede sig godt for, kunne man sagtens finde noget godt. Jeg købte ikke noget, men kunne godt finde på at planlægge stofindkøb, hvis jeg kom forbi en anden gang.
Tilbage ved familien igen fik jeg endnu en kop kaffe og ungerne endnu en is og Torben fik en ½ time mere til at fotografere og her fangede han en ønske medarbejder til Hold da helt fest. En mand kørte på motorcykel med nok 5o stole, lidt vildt.

Tid til at tage tilbage til hotellet og skrædderen. Denne gang var alt ok! Vi tjekkede mail og nyheder. Lina skrev mail til en skolekammerat og så var det tid til at tage af sted til lufthavnen.

Vi tog afsted i god til, for vi viste ikke hvor meget ekstra tid vi skulle beregne i forhold til myldretid. Desuden havde vi også bestemt os for at spise i lufthavnen, så det ikke blev så hektisk. Det var et godt valg, for det var rigtig god mad. Da vi skulle tjekke ind, viste det sig at vi havde forkert dato på vores flybilletter – sikke en kvajer – heldigvis var der ledige pladser på flyet, så vi kunne komme med alligevel. Vi skulle bare betale differencen på billetterne. Vores superbillige flybilletter endte med at blive dobbelt op i pris, men stadig billigere end til Bangkok. Det var lidt ærgerligt, men heldigt at vi kunne komme med.

Flyveturen varede ca. 2 timer og vi landede i Phuket kl. 23.30. vi forhndlede lidt om prisen på en taxa til hotellet. Der render nogen gutter rundt og shanghajer folk i lufthavnen og så fordeler turene mellem taxaerne. Den heldige vinder af vores tur blev skidesur. Det passede ham åbenbart ikke at skulle køre til Patong, som er det område vi skal bo i. han smed vores bagage ind bag i bilen – og jeg mener smed – og fræsede af sted i et lidt for friskt tempo. Kort tid efter stoppede han ved et kontor og der kom en dame ud for at dobbelttjekke hvilket hotel vi ville køres til. Hun sagde at han ikke talte engelsk, men vi var ret sikre på at han udmærket var klar over hvor vi skulle hen (Vi havde også vist ham adressen på en seddel). Vi bad hende om at få ham til at køre lidt langsommere. Afsted det gik over stok og sten. Vi havde ca. 45 km til hotellet. Lige før vi nåede Patong skulle vi igennem et bjergpas, det var måske det han var muggen over, for der var godt med i og her kunne han jo ikke køre stærkt. Vi blev læsset af ved hotellet og han kørte igen uden et eneste ord. Sikke en ambassadør for Thailand, fnis

Poppa Palace Hotel http://www.poppapalace.com/ var vores hjem for de næste 4 dage. Vi blev vel modtaget i receptionen, vores værelse var klart med en ekstra opredning. Klokken var efterhånden blevet 01.30, så vi hoppede på hovedet i seng alle 4. 

Efter morgenmaden skulle Torben og jeg lige et smut over gaden til skrædderen for at godkende det denim hun havde købt til Torbens bukser. Det så fint ud, så hun kunne godt gå i gang (det er hendes bror der syr). Lina fik lavet lektier og vi fik bestilt flybilletter fra Phuket til Bangkok, når vi skal hjem.

I dag skulle vi i vandland ca. ½ times kørsel fra hotellet. Vi havde undersøgt om der var en pool i nærheden af vores hotel. Vi kunne få lov at benytte en pool på en andet hotel for 20$ pr. pers. = i alt 440kr. og så var det uvist, hvor længe vi kunne benytte poolen. I vandparken skulle vi give 180.000 VND = 52 kr. for os alle 4 og her kunne vi blive til de lukkede.

Ungerne glædede sig helt vildt og vi var spændte på om det var et godt sted. Vores forventninger blev så absolut indfriet. Dam Sen Waterpark http://damsenwaterpark.com.vn/en/, var et stort udendørs vandland med adskillige rutschebaner i alle afskygninger. Da vi kom ind ville vi have Torbens kamera låst inde (det skulle bruges senere på dagen) og Torben henvendte sg i garderoben. Her fik vi at vide at det kun var for vietnamesere og vi skulle en etage højere op, der var der skabe til udefrakommende gæster og også et baderum. Det var lidt spøjst, men vi fik fat i et skab o begav os ud for at undersøge stedet. Jesse og Torben startede frisk i en stor rutschebane, der var lukket og mørk hele vejen ned! Vi fandt et stort bassin hvor ungerne gerne ville svømme lidt. Det var hurtigt overstået for der ar en masse skolebørn og de drillede, så de ikke kunne lide at være i. Torben måtte med i og det var ikke overdrevet fra ungernes side. Der var lige en knægt som Torben måtte bede om at stoppe med at sprøjte med vand. De ville selvfølgelig bare lege og ungerne er ret spændende, men de er bare lidt voldsomme i vand i forhold til almindelig pli, som vi er vant til det. Omkring middagstid forlod alle skolebørnene stedet og så var der god plads og stort set ingen køer over det hele. Det var en god dag vi havde valgt.
Nyt bassin, men først frokost. Jesse og jeg spiste kylling og fritter. Lina og Torben fik steak og fritter. Det var faktisk 3 nye bassiner vi skulle prøve; Et bølgebassin, hvor man lå i store baderinge. Et hvor man køre i rutschebane i en dobbelt badering, altså en ring med 2 huller. Det 3 bassin var 2 lukkede mørke rutschebaner med dobbeltringe. Det var ret sjovt så var der da også lige et andet bassin ved siden af disse hvor man skulle ligge på maven på et liggeunderlag og så gik det ellers nedad. Det var vist moren der skreg højest lige pludselig havde vi været der i 5 timer og vi nærmede os lukketid. Det var en rigtig dejlig dag og kan varmt anbefales til alle der måtte komme på disse kanter. Det var et i orden sted, pænt og vedligeholdt.

Tilbage til byen med e taxa. Det var blevet myldretid. Torben var lidt bekymret over den megen trafik, for vi havde ligesom en aftale med en solnedgang på 23. etage på hotel Sheraton. Vi nåede frem i tide og der var oveni købet Happy Hour. Vi bestilte en omgang og betalte ca. det samme som vi kunne få aftensmad for 2½ gang inkl. drikkevarer Det skulle prøves og det var en smadder flot udsigt ud over Ho Chi Minh, og solnedgangen var bestemt heller ikke at kimse af!

Vi spist efterfølgende samme sted som i går, på Lina og Jesses opfordring. Så var det ellers med at komme hjem og holde fredagshygge, med det hele

Nu er det tid at få købt det sidste vi eventuelt mangler her i Vietnam!

Jeg kunne godt tænke mig at få lavet et par sandaler, så vi spurgte i receptionen, hvor vi skulle gå hen for at finde en skomager. Vi fik et x på bykortet, fandt en taxa og kørte derhen. Her var ingen skomagere, men masser af tøj og skobutikker, med sko til vietnamesere! Vi gik lidt rundt og kiggede vinduer. Det var hamrende varmt.

Efterhånden var vi blevet sultne og fandt derfor en cafe, hvor vi kunne spise frokost. Det var ikke nogen videre succes; Ungerne kunne ikke lide deres mad og vores tog evigheder om at komme. Og så kom de kun med den ene portion, grrrr! De talte kun vietnamesisk, ØV!

Vi gik videre, efter denne skønne frokost og faldt over nogle små hyggelige sidegader. Gik hen i en park, hvor der til ungernes store fornøjelse var en legeplads. Der var også udendørs træningsredskaber, som også var i brug. Da ungerne havde fået brændt lidt krudt af gik vi videre. Jesses ben ”brændte”, sagde han, så varm føltes solen. Vi nåede frem til ”Uafhængighedspaladset”. Det var umiddelbart ikke noget særligt. Vi ville ikke bruge penge på at komme ind og se det. Der var en anden park ved siden af, hvor Torben og ungerne legede lidt med fjerbold, man kan sparke til. Vi var trætte og varme, så vi gik hjem for at holde lidt sen siesta på værelset. 

Efter et par timer var solen væk og vi gik ud for at spise i backpacker kvarteret. Vi havde læst at der skulle være gode reatauranter. Ungerne ville gerne have pizza. Torben og jeg fik ”Kylling Gordon Bleu”. Det var bare lækker mad. De havde også noget lækkert indiansk Navaho brød (det skal jeg lige lure om jeg kan finde en opskrift på, på nettet). Vi gik gennem en park på vejen hjem og der var masser af liv. Der var bl.a. danseundervisning, thai chi og masser af kærestepar.

Lige overfor hotellet lå en skrædder. Torben havde et par ¾ shorts med hjemmefra, som han gerne ville have kopieret. Det var ikke noget problem, så det bestilte vi og en mere vietnamesisk inspireret kjole til mig.

Tilbage på værelset spiste vi lidt frugt. Ungerne legede lidt og lev lagt i seng. Torben og jeg skrev lidt blog og ordnede billeder.

Vi sov længe, stod op og spiste morgenmad. Restauranten på hotellet var ret lille. Der var en lille buffet, primært med vietnamesisk morgenmad. Hvilket vil sige stegte ris, suppe og andet nogen gange udefinerbart. Der var også brød og æg og lidt frugt, så det var ok. 

Lina lavede lektier og vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle gøre med hotel. Vi ville gerne have med pool, for byen ligger inde i landet, men det var også noget dyrere her i storbyen. I Ho Chi Minh er leveomkostninger og lønninger 4 gange så høje som i landområderne. Ungerne afgjorde sagen ved at sige at de godt kunne leve med koldt karbad hver dag, mens vi er her J vi blev derfor enige om at blive her til vi flyver til Thailand den 20/3.

Vi gik ud for at se lidt nærmere på byen. Fandt et stort center, hvor vi søgte a/c og noget at spise. Det blev til frokost, kaffe, is og kage. Det var ikke det helt store vi gad i dag, måtte vi konkludere. Vi handlede lidt ind i et velassorteret supermarked, der lå i centeret. Så kan vi spise på værelset i aften.  
Der var også en legetøjsforretning, så ungerne fik lov til at kigge og handle. Jesse valgte noget lego, der kunne blive til 3 forskellige fly. Lina fandt en Barbiedukke, hun ikke kunne leve uden

Det var en meget varm dag og det føles naturligt nok også varmere, når man er inde i en stor by. Vi gik hjem gennem et overdækket marked, men det føltes næsten varmere end udenfor. Luften stod totalt stille og boderne var tæt pakkede. De handlende var meget nærgående både over for os, men især overfor børnene. Det er de bare ved at være godt trætte af. De taler endnu dårligere engelsk her, hvis det overhovedet er muligt. Rimeligt frustrerende! Vi forlod hurtigt markedet og købte lidt frugt, på vejen tilbage til hotellet.

På værelset skrev vi lidt mail og ungerne tog koldt karbad. Det nye legetøj blev pakket ud og der blev leget igennem. Jesse kan helt selv bygge ud fra tegningerne, der følger med Lego pakken. Det er ret godt gået!

Vi snakkede med Dorte på MSN. Det var rigtig godt for denne gang kunne vi se hende og hun bevægede sig også. Lyden kan vi dog stadig ikke få til at fungere.

Lina smurte flutes ind imellem og til slut så vi film og hyggede med frugt.

Dagen startede med at pakke og tømme lidt ud i bagagen. Nu er der ikke så lang tid tilbage af turen, så nu er der ting som vi godt kan begynde at sortere lidt ud i. Vi tjekkede ud fra værelset og efterlod vores bagage i receptionen.

Torben havde fået noget skidt i sensoren i kameraet, så vi måtte ud og finde et rensekit. Da det var klaret fik vi frokost. Det var vigtigt at spise samme sted som i går, mente Jesse, for de havde god karry. Det gjorde vi så og var mere heldige end i går, for denne gang kunne vi kommunikere med tjeneren

Vi havde hørt om et specielt hus, som vi ville kigge nærmere på. Det blev kaldt ”Crazyhouse” http://translate.google.dk/translate?hl=da&langpair=en%7Cda&u=http://blog.asiahotels.com/the-crazy-house-vietnam/ og var bygget af datteren til en tidlingere vietnamesisk præsident. basishuset er bygget i et ægte træ og efterfølgende værelser i støbt beton. Hver gang der var sponseret penge nok byggede man et nyt værelse. Det var skægt og fantasifuldt fundet på, men meget svært at beskrive. Der var huler og kroge overalt , underlige trapper, døre og vinduer. Ungerne synes det var spændende, for de kunne kravle rundt og gemme sig. De var i gang med en ny tilbygning, så fantasien blomstrede i fuld flor. Der var en skøn overgroet have med sjove møbler og hyggekroge. Det er egentlig et hotel, men med mangel på gæster har gjort at man kan betale entrè og gå rundt og se alle værelserne og bygningerne.

Så var der dømt kaffe på cafe og bagefter ledte vi efter is, mens Torben tog lidt billeder. Til sidst sad vi i lobbyen på hotellet og kiggede lidt nyheder og ungerne spillede lidt Oline. Afsted til lufthavnen, lidt hårnålesving at slutte højlandet af på og så ellers en udmærket motorvej. I lufthavnen mødte vi en dansk familie. Ungerne begyndte straks at lege. Der var plads til at fræse lidt rundt i den store ankomsthal. Vi snakkede lidt i flyveren, for de sad lige foran os.

Fremme i Ho Chi Minh City (Saigon) ved 19.30 tiden, tog vi en taxa til hotellet. Tjekkede hurtigt ind på ”Thuan Thien hotel” http://www.thuanthienhotel.com.vn/ og gik ud for at spise. Vi fandt en lille restaurant, hvor de ikke talte engelsk, men der var heldigvis billeder i menukortet. Det var ikke den mest fantastiske mad, men vi blev da mætte.

Op på værelset og i seng.

I dag kunne vi godt se, at ungerne er ved at være trætte af rejseriet. Men vi skulle altså lige kikke lidt på Dalat.
Efter morgenmad og lektier, gik vi ud i byen. Først for at finde et vaskeri til at få klaret vasketøjet, inden vi flyver til Ho Chi Minh City (Saigon). Det tog lidt tid og visen rundt fra sted til sted, før vi fandt et og prisen var ok. Så tog vi en taxa op til en svævebane og straks var humøret hos ungerne et andet. Det var en fin lille tur hen over en dal, hvor nogle bønder havde marker med blomster og grønt på små terrasser i bunden, lige ved en å. Svævebanen var 2.300 meter lang. Endestationen var ved en Pagode. Vi spiste en is ved stationen og gik op til pagoden.

Det var en flot pagode. Hver gang vi besøger sådan et sted, stiller børnene mange spørgsmål om religion og hvorfor!! .

Parken omkring pagoden var fint passet af munkene, der bor heroppe. Der boede for øjeblikket 114 munke og 120 nonner her. De bor separat, men omgås hinanden.

Uden for parken var der en del der havde holdt picnic. Man må sige at vietnameserne ikke er gode til at fjerne deres skrald. Generelt har vi oplevet, at der på alle de smukke steder vi har været, og hvor også vietnameserne tager hen, har været fyldt med plastikskrald overalt.

Det var blevet tid til en hviler, i skyggen af de mange træer med udsigt over søen. Her var stille i dag, men der lå ca. 30 turbåde og var klar. Så den må være noget oversejlet i højsæsonen. Der i skyggen begyndte planlægningen af vores træhuler i birketræerne ned i baghaven. Det bliver vist noget af et projekt, når vi kommer hjem.

Vi var klar til at begive os tilbage til svævebanen. Det passede perfekt, for den var lige ved at åbne (holdt lukket fra 11.30 til 14.00). Turen tilbage blev nydt, mens vi snakkede videre om hytter og munke.

En taxa tog os med tilbage til hotellet, hvor der ligger nogen ok restauranter.
Jesse valgte pizza, Lina kyllingeburger, Torben forårsruller og jeg valgte kylling i karry. Vores tjener talte absolut ikke engelsk, så det tog enormt lang tid at få bestilt. Vi var ude i tegnsprog, som heller ikke blev fattet. Det var enormt frustrerende. Torben måtte have fat i en anden i restauranten, som kunne tale lidt engelsk. Et eller andet var der dog trængt igennem, for vi fik det vi havde bestilt. Da maden kom var der peberfrugt og løg på Jesses pizza (det kunne man ikke se ud fra menuen). Det var han ikke helt tilfreds med. Desuden så min karry alt for lækker ud, så det endte med at vi byttede. Det var heldigvis en win-win situation for os begge

På vej fra restauranten, gik vi forbi markedet, for at købe ind til til aftensmad (frugt og brød). Vi fik kikket lidt mere på fiskene, der lå og ventede på deres skæbner, i form af et gok i hovedet med et jernrør og en hurtig partering, før kunderne fik varen i en plastpose. Krabberne og frøerne forsøgte forgæves at flygte ud af baljerne. Det er sjovt at se på, men ikke så indbydende. Vi har heller ikke den helt store lyst til at købe frisk kød, der har ligget i varmen hele dagen. Godt vi ikke ser, hvad de tilbereder til os på restauranterne.

Leg på værelset, klarede ungerne, mens vi surfede efter næste destination.
Fandt billige flybiletter til Phuket i Thailand og vi bestemte at det skulle være det, resten af turen, når vi forlod Ho Chi Minh City. Vi spiste dejlig mad på værelset. Lina og Jesse smurte madder og serverede den. Til gengæld fik de lov til at hygge med Shrek 3.

Relativt tidligt oppe for at nå at spise morgenmad inden vi skulle køre kl. 8.
Vi skulle starte med elefantridning. Det er jo godt nok noget vi allerede har prøvet et par gange, men ungerne synes det er rigtig sjovt. Denne gange var vi alle 4 p samme elefant. Vi sad noget tæt. Torben måtte have Jesse på skødet, for at vi kunne være der med vores lange ben. Først gik vi lidt langs med søen og bagefter gik vi gennem søen på tilbagevejen. Turen varede ca. 1 time og var ikke sindsoprivende. De 2 forgående gange var klart bedre. Hvis det havde været vores første tur på elefantryg, havde vi sikkert været meget begejstrede, men faktum er at vi er ikke længere så nemme at imponere! Vi har efterhånden prøvet og set det meste efter turen købte vi bananer til at fodre elefanten med. Der er lige noget for Jesse at få lov til. Bare møg ærgerligt at bananerne hurtigt slipper op og man ikke må købe flere!

Da fodringen var klaret, gik vi en tur i landsbyen ved siden af. Her levede 50 familier, med gennemsnitligt 5 familiemedlemmer. Denne bjergstamme bor i langhuse og landsbyen var et miks af både nye og gamle langhuse. De gamle var byggede af bambus og de nye af beton. Vores guide spåede at om 10 år var der nok ikke flere tilbage i bambus. Alle de unge familier bygger de moderne. Det er sådan at man bygger et langhus og når der kommer en ny generation i familie, så bygger man en forlængelse i den ene ende, med en smule afstand imellem, med med adgang til begge huse.
Vi var så heldige at der var begravelse i byen på denne dag, så der myldrede med mennesker. En begravelse varer en uge, alle deltagere medbringer mad og drikke til den efterladte familie, så de har mulighed for at at traktere. Der bliver drukket meget risvin og spillet traditionel musik. Vi kunne høre der blev banket godt i gong gongerne. Landsbyens beboere er bjergbønder og arbejder ugens 7 dage, så på en normal dag ville her være ret mennesketomt, men pga. begravelsen, havde alle taget fri fra arbejde. Godt for os! Langhusene er bygget på stolper i ca. 1.5 meters højde. Under husene sad en mængde mennesker og gjorde mad klar. Der blev skåret fisk og fjerkræ ud og ordnet grøntsager og ris. Folk sad og hyggede og sludrede alt imens maden blev klaret. Det kunne vi godt lære noget af.

Der dyrkes peberplanter i dette område, altså sorte peberkorn. De høstes engang om året, i oktober, når frugterne er helt røde. Så lægges de til at tørre i solen, hvorefter de bliver sorte, som vi kender dem. Så nu ved vi hvor man skal hen, når man ”tager hen hvor peberet gror”

Så gik turen videre mod Dalat, der er den største by i det centrale højland. Det var rigtig bjergkørsel med masser af hårnålesving. Der var helt vildt dårlig vej. Vi blev kastet rundt i sæderne. Meget kan man sige om Vietnam, men rigtig gode veje dem har de ikke mange af

Næste stop på vejen, var en stor pagode med 3 kæmpe Buddhaer, med forskellige håndtegn og 2 bamhjertighedsgudinder med tusinde hænder. De var meget imponerende og Lina sad længe bare og kiggede på dem.
Bagved pagoden oppe for enden af en lang trappe, stod en ”Lykke Buddha”. En enorm hvid marmor buddha, med en stor rund mave og et kæmpe smil og lange øreflipper. Dette er symbol på et langt, rigt og lykkeligt liv.

Videre afsted igen. Vi kørte ca. ½ time og stoppede så ved et lille silkeormevæveri. Her så vi hvordan de udvandt silken fra ormenes pupper og vandt dem op på nogle store spoler. Hver silkeorm spinder en tråd på op til 1000 meter. Der skal tråd fra 10-15 pupper til 1 tynd silketråd, som så kan bruge til at væve stof af. Det var meget imponerende. Den færdig spundne puppe puttes i kogende vand, for at slå ormen ihjel og for at blødgøre tråden, Damerne ved spolemaskinen, kunne lige så fint finde enden af tråden, som på et garnnøgle, og så vinde tråden sammen med 10 andre op på en spole. Man brugte avner fra ris til at fyre med til det kogende vand.
Der var 2 elektriske væve, der brugte hulkort til at indikere mønstret, noget gammeldags, men ganske effektivt. Lige ved siden af den ene væv var de i gang med at reparere en tredje væv svejsegnister fløj rundt lige ved siden af væven med ny vævet hvid silke. Det der med sikkerhed og hver ting til sin tid, det tager man ikke så højtideligt

Det centrale højland er kaffeplantage område. Der var kaffemarker overalt, blandet med blomster- og frugt- og grøntproduktion i drivhuse. Meget smukt anlagte plantager. Et kaffetræ skal være 3 år for at give frugt. Det er bæredygtigt til det er ca. 10 år, hvorefter det fældes og der plantes et nyt. Først blomstrer træerne med nogle fine hvide blomster i små klaser. Så dannes bønnerne, som først er grønne, siden røde og når de er modnet, er de helt sorte. De plukkes og lægges til tørre i solen. Efter tørring sælges bønnerne til de store kaffeproducenter, som herefter rister dem og maler dem. Den klassiske vietnamesiske kaffe hedder Coffea Robusta og indeholder 3 gange så meget koffein, som den mere almindelige Coffea Arabica, som er den slags kaffe vi typisk drikker i Danmark og Europa. Den er ganske glimrende at vågne op på. Vietnameserne bruger små metal kaffefiltre der passer oven på en kop eller et glas og drikker den typisk med sød kondenseret mælk. Meget kraftig smag og ikke altid lige velsmagende.

Sidst på eftermiddagen nåede vi Dalat, som er den største by i Dalat provinsen. Vi skulle bo på ”Golf 3 Hotel” xxxxx, et 4 stjernet hotel, som er forholdsvist nyt. Det lå lige i centrum af Dalat, så da vi havde installeret os på værelset med ret små senge (med 2 senge af 1,30 m x 2.00 m), gik vi udenfor hotellet og hen på aftenmarkedet, der lå lige ved siden af og kiggede på fisk oa andet. Ungerne brugte lang tid, bare på at stå og kigge på de mange levende fisk i store baljer, der venter på at blive solgt. Der var heldigvis også nogen der handlede, så vi kunne se de flittige sælgere (damer) rense og flå fiskene på steder, siddende på en lille skammel, med skærebræddtet direkte på jorden og en vandslange til at spule efter med. resten af markedet var ikke noget særligt, så vi gik hjem og så lidt tegnefilm på TV og læste godnathistorie.

Vores udflugt til det centrale højland startede kl. 8 , hvor vi blev afhentet af vores kvindelige guide, Tra.

Ruten for i dag gik lidt nordvest op i det centrale højland. Første stop var ved en fiskerlandsby, alle bådene lå i havn og var ved at få fyldt is og proviant på. Vi så lidt på hvordan de læssede store isblokke af en lastbil og kørte dem igennem en ”isknusemaskine”. Det var yderst interessant, syntes Jesse. Der var lidt problemer med at få aircon’en (A/C) til at virke. Selvom vores guide talte ret godt engelsk, var det alligevel svært at gøre hende det forståeligt at det var vi ikke tilfredse med. hun kunne i øvrigt nok heller ikke gøre alverden ved det. Efterhånden blev temperaturen dog bedre i bilen. Vi kørte op mod bjergene ad ”margeritruten”. Fotostop ved et planlagt 5-stjernet resort, som løb tør for penge og aldrig var blevet bygget færdigt. Det var nu ejet af staten. Det lå lækket ud til havet og så meget hyggeligt ud. Vi stoppede næste gang ved en murstensfabrik, som der er en del af her i området. Det var ret primitive forhold, som alt andet bygningsmæssigt er i Vietnam. Leret til murstenene kommer fra rismarkerne. Leret bliver så puttet i en maskine der former dem til mursten. Disse mursten havde hullerne på den lange led, hvor vi i DK har dem på den høje led.
Hvis man skal beskrive maskinen der formede stenene, så var det nærmest en kødhakkemaskine i stor størrelse. Stenene kom ud som gigantiske rutebiler, altså dem i chokolade, som vi bager til jul

de blev flyttet ved håndkraft på en trillebør 50-60 stk. ad gangen. De blev kørt hen og lagt til tørre i solen og senere brændt i en stor ovn. Der var 2 ovne og den ene var i gang da vi var der. Der blev fyret med træ og man kunne mærke at det var meget kraftig varme, der strømmede ud af den.

Vi kørte lidt videre og holdt ind for at spise frokost. Vi fik kylling og ris og det var ganske udmærket.

Bagefter kørte vi ud for at se et vandfald. Det er den tørre sæson for øjeblikket, så der var ikke så meget vand som i regntiden, men det var flot alligevel. Vi gik en tur i området på en times tid og så flere vandfald. Der var 2 hængebroer, som var lidt slidte, men det gjorde det jo mere autentisk, hi hi. Vi kiggede lidt på planter og træer undervejs og så bl.a. et cashew nøddetræ og det var en stor overraskelse, for det var bestemt ikke sådan vi havde forestillet os de groede

.

Det var en varm gåtur og det var rart at komme tilbage tilen nogenllunde kølig bil. Vi kørte hen til vores hotel ”Lak Lake Resort” http://www.hotelvietnamonline.com/daklak/laklakeresort/index.htm. Vi fik kastet vores bagage ind på værelset, og så kunne ungerne lige nå en hurtig tur i poolen. Resortet var en anelse forfaldent, men lå meget idyllisk ved siden af en stor sø.

Der lå 2 langhuse inde på resortets område, i det ene skulle vi se en lokal bjergstamme vise deres traditionelle danse g musik. Det var selvfølgelig ½ time forsinket, men det gik. Stammen er bjergbønder og tilbeder ”moder jord”. Deres traditionelle dans er bygget om omkring en hellig stolpe, a la en slags totempæl el. lign. Vi blev budt på hjemmelavet risvin, damerne først. Det var noget surt sprøjt. Så var der dans og sang. De brugte bambus instrumenter og gong gonger. Til sidst blev vi opfordret til at danse med. vi var ca. 10 tilskuere, så det var svært at afslå. Meget overraskende var Lina klar, så hun og jeg var med til at danse.

Bagefter skulle vi spise i resortets restaurant. Det var lidt af en oplevelse. Her var ikke helt rent, dugen var snusket og det var ikke i går den var blevet vasket. Ungerne og Torben bestilte en hel stegt kylling med ris og det skal jeg love for de fik. Den blev serveret med hoved og det hele til stor morskab for os Det var så også det, der var at sige om den, for det var en sej omgang. Min mad var ok.

Tilbage på værelset læste jeg godnathistorie og vi spiste frugt, der var 3 senge på værelset og vi blev enige om at skubbe dem alle sammen, til en kæmpestor seng. Vi puttede ungerne og faldt alle sammen i søvn. Jeg vågnede kl. 1 og opdagede at vi sov lå og sov i en stor klump. Vi var da vist blevet trætte, hi hi!