Se Vores Rejse

Tidligt op og af sted på snorkletur til Green Island http://www.greatadventures.com.au/, til en pris af 180$ = 828 kr. for os alle 4, for en hel dag ekskl. mad.

Green Island er en Cay, som oprindeligt er et koralrev, hvor der er aflejret sand på toppen af revet af bølgerne. Denne sandø er så blevet større og større med tiden og er til sidst blevet så stor, at der gror regnskov på den.

Sejlturen foregik med katamaranfærge og varede 45 min. Det gyngede en del. Vi sad på det midterste dæk og det var ret livligt. Jesse måtte have fat i papirsposerne ombord, den stakkel, han er åbenbart ikke søstærk. Vi fik placeret os på nederste dæk og så gik det bedre. Jesse sov resten af vejen.

Vi forlod Carirns grå og regnfuld, med bange anelser for dagen, men vi nåede frem til strålende solskin og temperatur på omkring 31°. Først kiggede vi stedet lidt an og spiste en is. Så tog vi ud på en 30 min. sejltur med en “Glass-bottom-boat”, med kig til revet gennem bunden. FANTASTISK! Ungerne var solgt til stanglakrids. Og tænk engang, ved I hvem vi så? NEMO

Endelig skulle vi i vandet! Det var køligt, men ikke for koldt. Ungene havde deres UV-bluser på og Torben og jeg svømmede i t-shirt. For filen hvor var det dog fedt. Vi lå bare der i overfladen og kiggede på fisk og koraller. Ungerne plaskede bare derudaf. Det gik bare så godt, lige indtil Lina fik for meget vand i snorklen og panikkede lidt. Vandet er meget salt og smager forfærdeligt. Vi trak op på stranden, solede lidt og legede i vandkanten. Lina konstaterede, at det kunne hun godt leve med i ½ år

Torben var lidt længere ude end os andre og her er et fint eksempel på revets herligheder.

Der var også et krokodilleshow i øens marinepark, men det kostede yderligere 40$, så det droppede vi. Junkfood til frokost og endnu en tur i baljen på en anden strand. Tiden fløj afsted, klokken blev hurtigt 16. og det var tid til at pakke sammen og sejle tilbage til Cairns.

Vi spiste til aften i byen “Night Markets”, hvor der bla. er en masse madboder med asiatisk mad, det var ikke specielt billigt (som i Singapore), men det var dejligt nemt. Jesse fik købt en sej halskæde med et surfboard, i en af boderne. Så var energien ved at være brændt ud, og vi trængte til en seng (da var kl. kun 19.15!). godt trætte og mættede med indtryk, traskede vi hele vejen hjem til hotellet. Vi kiggede lidt billeder fra dagen svømmeture og så ellers godnat og sov godt.

Med tilbageblik på dagens oplevelser, skal tilføjes at Green Island er et turiststed og revet er overdykket. Det vil sige at det er ødelagt mange steder, af svømmefødder der har trådt på dem og man skal svømme relativt langt ud for at se fisk. Det er lidt for langt for ungerne. Sigtbarheden er heller ikke til UG. Men det er en rigtig dejlig dag  og et dejligt sted og man skal klart tage en hel dag og ikke en ½, når man booker.

Op da vækkeuret ringede kl. 08.30 for at nå morgenmaden inden kl. 9.30. Det viste sig at vores vækkeur var 1 time foran, hi hi, så vi kom da op i god tid. Så kan man jo altid bruge den ekstra tid på at bade i hotelpoolen.

På tur i byen efter badetøj, snorkleudstyr og vandkamera. De 2 første ting lykkedes! Lina og jeg fik ny bikini og Jesse nye badebukser. Begge børn fik UV-svømmebluser, så de kan være længe i vandet uden at blive solskoldede. Vi fik også købt snorkleudstyr til os alle 4; masker, snorkler og svømmefødder.

Hjemturen til hotellet gik hen ad esplanaden, som er udnyttet helt vildt fedt. Længst inde mod centrum ligger havnen, med alle turistbådene der sejler ud til “Great Barrier Reef”, og selvfølgelig alle de lækre og dyre sejlbåde
Ved siden af ligger er stort poolområde, som er helt vildt fedt lavet og gratis at benytte. Det skal klart afprøves en af dagene her. Der er ingen strand i Cairns, så på denne måde kan man holde folk inde i byen og give dem udeliv samtidig. 
Går man længere hen af esplanaden ligger der en stor legeplads inddelt i forskellige områder og alder. Meget hyggeligt med bænke, solsejl og masser af træer og palmer, så man kan komme i skygge. Overalt ser man at der bliver taget højde for solen med masser af skygge steder. Man kan stort set ikke købe en solcreme under faktor 15. Lina og Jesse fik brændt lidt krudt af  på legepladsen, det havde de glædet sig tillige siden i går aftes, da vi så legepladsen første gang.
Et hak længere henne ad esplanaden ligger der et stort skater-område, med masser af ramper osv. hvor man kan køre på skateboard, BMX og rulleskøjter. Her er der godt gang i byens unge. Vi sad en stund og kiggede på hvad de kunne af tricks. Jesse var fuldstændig opslugt! De var bare for seje de drenge!
Det er en rigtig god ide at man har lavet esplanaden til et område med udeaktiviteter, det giver masser af liv og det er godt besøgt. Det er alkoholfrit område.

Tilbage på hotellet var det tid til at afprøve vores snorkleudstyr. Hele familien Johansen occuperede swimmingpoolen med deres nye gear. Det gik rigtig godt og vi fik alle 4 testet det godt igennem. Det var især stort for Lina og moren… Lina havde ikke prøvet det før og jeg havde prøvet det en enkelt gang i 1994. Jesse er jo garvet hjemme fra badekarret. hi hi! Nu er vi bare så klar til at komme ud og se på fisk på revet i morgen

Vi spiste indonesisk til aften i restauranten på hotellet. Det var lækkert; Torben fik kylling og champignon dampet i bananblade, Jesse fik Saté/kyllingespyd og ris, Lina fik Pølser og fritter og jeg fik den gode gamle klassiker Nasi Goreng/krydrede stegte ris med kød og grøntsager. MUMS!

Vi startede dagen med den store pakken sammen. Det bliver vel en rutine på et tidspunkt, men det er bare såååå enerverende.

Pyndan Camel Rides http://www.cameltracks.com/ var planen for vores sidste dag i Alice. Kl. 11.30 blev vi afhentet og kørt ud til kamelerne. Det var faktisk dromedarer, men det skelner man ikke mellem på engelsk. Lina og Torben red på B.J. og Jesse og jeg på Anna. det var smadder sjovt og en meget gyngende fornøjelse. En kamel går med højre forben og højre bagben på samme tid og omvendt og ikke på kryds som fx en hest. Det må være det der gør det så gyngende, meget underlig fornemmelse.!Der var en teenage-pige, der blev søsyg og knækkede sig. Hun måtte stå af og gå resten af vejen. Vi andre klarede den uden problemer. Vi red ca. 1 time og var glade for, at vi ikke havde valgt 3 timers turen. I så fald tror jeg vi var blevet hudløse forneden. det var ikke overmåde behageligt for rumpetten

Tilbage på “Haven” fik vi frokost, en sidste dukkert i poolen og så af sted til lufthavnen. Denne gang gik turen til Cairns i nordøst Oz. Flyvetiden var ca. 2 timer. Tidsforskellen i Cairns er +8 timer i forhold til DK.  Der var en fantastisk solnedgang, set ud af vinduerne i flyet.

Ungerne har ikke været særlig tilfredse med flymaden indtil nu, men Jesse fik da spist lidt pasta på denne tur

Vores hotel i Cairns hed noget så fornemt som “Bay Village Tropical Retreat” http://www.bayvillage.com.au/. Det var et hyggeligt hotel med et dejligt poolområde i midten af hotellet, nærmest et atrium, og værelserne placeret rundt omkring. Der var svalegang uden for værelserne med kig ned til poolen og masser af palmer. Denne gang var vores værelse med tekøkken, uden komfur. 2 enkelt senge i fællesrummet og et separat soveværelse med dobbeltseng og selvfølgelig badeværelse. Det var inkl. morgenmad, men kun til de voksne! Børnene kostede $ 7 = 32 kr. pr. barn, det var ok. Værelset kostede kr. 610,00 pr. nat. Det var ok billigt. Da vi havde tjekket ind og tjekket værelset ud, gik vi en tur ind til byen (ca. 10-15 min.), ned til esplanaden, og fandt en pizzabar. Cairns ser ud til at være en rigtig badeby, med masser af restauranter langs vandet. Det er lavet således at der er vandet, esplanaden/strandpromenaden, en vej parralel med esplanaden og så kommer der restauranter, hoteller, backpacker-steder og turarrangører side om side. Det emmer af liv og god stemning.

Lige uden for Alice Springs ligge West Macdonnell Ranges, som vel kan betegnes som en bjergkæde, uden at være enormt høje bjerge. Vi kørte 136 km ud til Glen Helen Gorge, som var en smuk kløft, af sandstone, med en stor pool/sø der kunne bades i. Den var hundekold, men dejlig forfriskende, sagde de badende til fotografen (Winnie), som jo var nødt til at tage billeder :-P  Der var spor efter Emuer (tror vi nok) og efter skiltene at dømme, skulle der være Blackfooted Walabies i området. de er desværre natdyr, så dem så vi desværre ikke.

Næste stop var Standleys Chasm http://www.standleychasm.com.au/. Vi startede med picnic i det “Røde” ved bagagerummet før vi begav os ud på nye eventyr. Standleys Chasm var en meget høj smal kløft, meget bjergtagende. Man får virkelig “én på opleveren” her. Ungerne er ellevilde, når de kan få lov til at “bjergbestige” . Her var utroligt smukt. Kontrasterne var ekstreme, med mange væltede døde træer, hvor nye skud så bare skyder op fra det døde og bliver til nye træer i alle mulige og umulige faconer.

Tilbage i Alice, igen på “Haven” til kl. 15.30 og tømme bilen, der skulle afleveres kl. 17. Torben kørte afsted for at aflevere bilen og vi andre tullede lidt rundt, drak kaffe, legede lidt og endte i poolen. I receptionen hos Haven, har de et terrarie med en “Bearded Dragon”, som er tam og meget kælen. Den var Jesse meget interesseret i. Ved første forsøg kunne han ikke få sig selv til at ae den. Senere blev han mere modig, og vi måtte hen og spørge om vi måtte få lov til at røre “Puff”. Super sejt, Jesse! Vi fik desværre ikke taget et billede. men sådan ser den ud http://www.the-lizard-lounge.com/content/gallery/lizard-pictures/bearded-dragon-pictures/bearded-dragon-02.jpg.

Hvis vi lige skal opsumere turen , så har vi kørt 1.720 km.

Bilen kostede $ 520,00 for 4 dage med fri km. Campingudstyr og telte $ 60,00 + benzin $ 279, 68 = $ 859,68 x Kr. 4,60 = 3.954, 53

Vi lejede bilen hos “Central Car Hire” og vi tror vi har sparet i hvert fald kr. 1.564,00 ved at leje her. http://www.centralcarhire.com.au/ 
Hvis vi havde lejet ved et andet udlejningsbureau, havde det kostet $ 1,00 pr. 3 km + evt. tax efter de første 400 km.
1.320 km : 3 x 1 $ = $ 440 ,00 + leje $ 420,00 + benzin $ 279.68 + campingudstyr $ 60,00 = 1199,68 x kr. 4.60 = 5.518,53
Man skal huske på at fylde bilen op med benzin, inden man leverer den tilbage, for ellers koster det!  I dette tilfælde ville det have været $ 2,00 pr. liter, som er en del mere end den koster normalt!

Hvis vi skulle gøre det om, ville vi gerne have haft mere tid. Vejene er efterhånden blevet ret gode herude, og det bedste ville nok have været, hvis vi havde lejet et motorhome her for perioden, og stadig flyve herind.

SKØNT med en god nats søvn i en rigtig seng. Nu glæder vi os rigtig meget til vi skal have vores “Motorhome”, som en autocamper hedder her nede. Det bliver skønt ikke at skulle pakke bagagen ud og ind hele tiden!

Kings Canyon lå 7 km fra resortet og var endnu et vidunderligt stykke natur. Vi gik en tur ind i kløften og så den nedefra og op. Man får den der ubestemmelige trang/lyst til at klatre op, ligesom på Ayers Rock. Det er det stik modsatte af aboriginerne, som ikke forstyrrer naturen mere end højst nødvendigt,  af respekt for både natur og dyreliv.

Vi skulle tilbage mod Alice Springs og havde 475 km  foran os. Alle de der lege man bruger i Danmark, når man skal køre “langt”, så som at tælle røde biler eller antal lastbiler, falder ligesom til jorden her Her skal man være glad hvis man overhovedet møder en bil, og dobbelt heldig hvis den har den farve man samler på, inden man er blevet træt af legen!! Her går der måske 15-30 min. før man møder en bil. Til gengæld har de nogle seriøse lastbiler - Roadtrain - vi har set dem med op til 4 trailere på.  De kan være op til 50 meter langer. “De styrer for vildt!”, siger Jesse

Ungerne har taget det i stiv arm, må man sige, meget imponerende!  Efter adskillige fotostop, nåede vi fremkl. ca. 15.30. Tjekkede ind på G’day Mate Caravan Park, hvor vi lejede en Cabin, svarende til en skurvogn uden hjul. Der var god plads og dejlige senge Tid til en velfortjent dukkert, for de meget tålmodige børn. Ungerne byggede hule i køjesengen og legede. Efter aftensmaden skulle der besvares mails, for der var kommet mail til både Lina og Jesse. Det nyder de meget og synes det er vildt fedt, at der kommer kommentarer til billeder og indlæg på hjemmesiden.

Vi stod op kl. 05.30 (efter endnu en kold nat!!) for at se solopgangen kl. 06.23. Sceneriet fra i aftes gentog sig, bare med endnu flere mennesker. Endnu et spektakulært øjeblik. Ungene synes det var koldt og kedeligt

Torben og jeg havde snakket lidt frem og tilbage om, hvor vidt vi skulle have børnene med op på Uluru eller ej. Lina ville gerne og Jesse ville ikke. Beslutningen kom helt af sig selv, for der var lukket for klatring pga. for meget vind. Turen er meget, meget stejl. De første ca. 50 meter op skal man klatre uden noget at holde fast i, og derefter er der noget kæde man kan holde fast i. Allerede her får man “skilt fårene fra bukkene”, for kan man klare det første stykke, kan man nok også klare resten. Det ser ud til at være en streng tur og det er glat uden trin. Jeg var på en måde lidt lettet over, at vi ikke kunne komme derop! Følelsen ved at stå ved siden af AYERS ROCK var nu stadig helt fantastisk. Jeg føler ind imellem trang til at nive mig selv i armen, for at være sikker på, det ikke er noget jeg drømmer.  Det har været et stort ønske for mig siden teenageårene. Torben var her i 1995 og klatrede op dengang, men havde ikke så godt vejr da, som vi havde denne gang. Stenen er rød og på afstand ligner den et kæmpe fløjlsblødt “kakaobjerg”, med en nærmest pudderagtig overflade. Tæt på er den,  som en hård glat sten, der er revnet her og der. Den er enorm.

Kig på den “hvide streg”, der er op ad stenen. Det er den vej man klatrer! Den er ret stejl ik!

Næste stop var efter planen “ The Olgas” eller “Kata Tjuta”, der ligger lige i nærheden, troede vi, men der var faktisk ca. 100 km ekstra kørsel, så det droppede vi. Vi skulle nå Kings Canyon inden aften og det var en turpå 332 km. Smart move at vi havde været tidligt oppe, for ungerne sov det meste af vejen Vi havde en del fotostop her og der og allevegne. Det var en fantastisk spændende natur. Her var ufatteligt tørt og ufatteligt mange døde træer. Det smarte er at disse træer har tilpasset sig, og skyder friske træer op igen, når der kommer regn. De er enormt hårdføre! Det er en fascinerende kontrast, med alt det visne, mod den røde jord og den blå, blå himmel.

Det er forresten ikke løgn med den kænguruer langs vejene. Vi så mange af disse”Roadkill”. Denne manglede hovedet. Her er mange ørne, som gør sig til gode med disse “lette måltider”. (se billeder af ørne på galleriet)

Vi nåede sikkert frem til Kings Canyon Resort ved 15. tiden http://www.kingscanyonresort.com.au/, hvor vi havde besluttet at leje en seng, efter endnu en kold nat på vores meget tynde underlag. Det var en god beslutning !  Vi skyndte os at kaste bagagen ind på værelset, tage badetøj på og haste hen til den, igen, iskolde pool. Vi mødte den australske familie, som vi snakkede med i går aftes. Torben gik en tur op i terrænet og imens spillede vi andre en omgang UNO på australsk. Lina tøede lidt op og begyndte at komme på banen med lidt engelske ord. Det var ret godt :-p En god gang aftensmad og så på hovedet i seng.

Vi skulle køre 358 km endnu for at nå frem til Ayers Rock. Aboriginerne kalder den ULURU (hvilket bliver mere og mere brugt af alle). Tanken var fuld og aircon’en var tændt…. Vi nåede frem til “Ayers Rock Resort” http://www.ayersrockresort.com.au/ kl. ca. 15, fik stillet teltene op og så var det tid til en dukkert. Igen en iskold pool, men denne gang med et par danske familier med børn. Lina fik snakket lidt med Louise, der også var 8 år, og Jesse lidt med Kasper på 6. Det var familien Smith http://familienschmidt2009.blogspot.com, som var på tur lige som os . Ungerne fik leget lidt og hen under aften tog vi ud for at se solnedgangen på Uluru. Undervejs sagde Lina: “Er vi virkelig kørt så langt, bare for at se på en sten?”

Det var en spøjs oplevelse. På “Sunset Viewing Area” stod folk opstillede på rad og række, med kameraer, kamerastativer og lign. Der var klapstole o.a. Så ventede vi ellers alle sammen på at solen skulle gå ned. Smukt var det så sandelig.

Uluru er verdens største monolit, altså enkeltstående sten. Den er enestående for de indfødte og meget vigtig i ceremonielt henseende. Den er en del af  The Creation eller “skabelsen”, og de indfødte opfordrer inderligt til at man ikke klatrer op på den. Forlydender siger at man vil lukke helt for klatring  2011, og derefter er det kun aboriginerne der må “bruge” den. Der er 35 døde gennem årene i forsøget på at bestige den.

Tilbage på campingpladsen var det tid til at lave aftensmad. En rigtig smart ting man har på campingpladserne i Oz. er udendørs grill/komfur. Det er med gas og koster ikke ekstra at benytte. Der er også altid vaskemaskiner og tørretumblere, der fungerer ved møntindkast. Typisk koster en maskine 3 $ = 13,75 kr. og en gang tørring det samme. Man skal ikke bestille tid, og der er som regel flere at vælge imellem. Det er en rigtig god ide og lige til at gå til. Vi mødte en australsk familie, der også var ved at lave mad og fik en hyggelig snak med dem.

Området i midten af Oz. (Australien) kaldes”The Red Centre”, selvfølgelig fordi det ligger i midten af Oz., og fordi jorden er meget rød. Der er meget jern og okker i jorden, heraf navnet.

Det blev lidt en “spilddag”, for vi fik desværre først bilen kl. 17, og så havde vi pludselig travlt :-) Bilen var en Holden Viva Sedan (som svarer til en Opel Astra), med ikke ret meget bagage plads! Vi havde lejet den med campingudstyr og telt, og så var det bagagerum nærmest fyldt op… Altså måtte vi liiige pakke vores bagage om!! Vores tøj røg i  plastikposer  og resten af bagagen til opbevaring på “Haven”, hvor vi kommer tilbage til. Ud og handle mad ind til turen og så ellers af sted. Det bliver mørkt kl. ca. 18.45 på disse kanter, og man må ikke køre i lejede biler efter mørkets frembrud, pga. de mange vilde kænguruer langs vejene.

Vi nåede frem til “Stuart’s Well” kl. 19.35. Her var gratis overnatning med telt. Der stod vi så med 2 telte vi ikke viste hvordan så ud og det var meget mørkt. Heldigvis dukkede månen op og den var fuld og blev omend lidt svag, men dog en god lyskilde Det viste sig at være iglo-telte, heldigt for os, så de var nemme at slå op. Vi lånte en ekstra lommelygte af en flink aussie nabo, og spiste madder i lommelygternes skær. Sengetid og brug af soverposerne for første gang. Torben og Jesse sov sammen i det største telt, Lina og jeg i det mindste (her kunne Torben ikke ligge udstrakt). Kl. 04.30 vågnede vi ved at en hane galede 2 meter fra vores telt (”Ohh, what a night!”), hvor det viste sig at der var en hønsegård og en hestefold med 6 heste. SKØNT!! Vi sov aldeles forfærdeligt på nogle liggeunderlag med samme tykkelse som et stykke pap! Her i området er der ikke ligefrem tykke, bløde grønne græsplæner. Vi havde sovet direkte på jorden og derudover var det faktisk også ret koldt, så vi havde sovet med lange bukser og trøjer på i soveposerne.

Byen virker som en lidt søvnig by med primær funktion som transit sted. Der er ingen tvivl om at turismen er alfa og omega på disse kanter. Her er en masse ting man kan bruge tiden på . Man kan fx komme hen og se “The Royal Flying Doctors” (de flyvende læger) http://www.flyingdoctor.net/ og “School of the Air” http://www.assoa.nt.edu.au/, hvor man kan se hvordan fjernundervisning af skolebørn foregår. det må vi se om vi får tid til.

Vi har kigget på de forskellige ture og er nået frem til at vi vil leje en bil og selv køre. Så kan vi selv bestemme tempoet og holde pauser når og hvor det passer os. Der vil selvfølgelig være mange detaljer vi ikke får med uden guide, men vi håber fordelen vil være at det ikke bliver på tid og så kompakt.

Til dem der har læst indlægget “Turen begynder” kan jeg oplyse at linket til vores hotel “Albert Court” var forkert det rigtig link er www.albertcourt.com.sg .

Der sker løbende justeringer undervejs i indlæggene, så det kan være at der bliver tilføjet billeder o.a.