Kufferten blev lukket og vi var klar til morgenmad kl. 6.30. En abe eller 2 viste sig til glæde for børnene. Huskatten blev fotograferet, mens vi ventede på båden, der skulle sejle os over til vores bil. 1½ times kørsel ventede forude, men det 3 sæde var sat op, så alle fik mere plads. Der blev hvilet, leget og skrevet.
Fremme ved dagens højdepunkt, som var ”Sepilok Orangutang Rehabilitation Center” google. Her skulle vi se en video om centeret og hvad de gør for at rede de orangutanger, der bliver efterladt som små og dem der bliver fanget eller skadet. Kamera fee blev betalt, her var det 10 RM. pr. kamera.
Med det samme vi kom ud på gangbroen var der bid. En orangutangunge sad lige ovenover os og lidt lægere henne, oppe i et træ, sad den gamle han og kikkede.
Det sted hvor vi skulle se orangutangerne blive fodret, var det første trin hvortil de dyr, der er en del af programmet på centeret, bliver introduceret til naturen. Der var bygget en gangbro med god plads til publikum, og overfor den var der en fodringsplatform. Her blev de dyr, som lige var blevet sat ud i skoven, vænnet mere og mere til naturen, stadig med mennesker omkring sig. Senere vil de kun spise på platforme længere inde i skoven, samtidig med der bliver lagt mindre og mindre mad ud. Der er sat reb op i nærheden af platformen, så de nemmere kan komme hertil, og for at de skal vænne sig til at klatre hele tiden. På den måde er det meningen de skal kunne leve vildt uden mennesker engang,
Der var med det samme noget at se på, og her skulle vi være stille, så de ikke blev skræmt væk. Der sad 2 mænd og hjalp nogle af dyrene med maden.
Lige pludselig blev vi bedt om at gå til side, for den gamle han kom gående på rækværket langs gangbroen
Den er stor, når den er tæt på, husk det er stadig vilde dyr og der er ikke hegn omkring os eller dyrene.
Alle var rimeligt stille, vi havde fået at vide, at en voksen han kunne hive et menneske i 2 stykker! Alligevel var der en der gik meget tæt på for at tage billede ca. 1 meter, der skete dog ikke noget denne gang, fjols1
Torben hørte at en af de andre guider, der kommer med turister, havde været oppe og slås med ham, ikke rart.
De lugter rigtigt dårligt, fordi de bruger deres egen afføring som insektmiddel og de går ikke i bad, fy for pyffer :-?.
Ude i souvenir butikken var Lina og Jesse blevet forelskede i nogen søde bamser, Det var noget, siden de havde fået noget legetøj, og de er plager stort set aldrig om noget, så dem fik de lov til at købe, selvom det var lidt dyre (pengene går jo også til at godt formål).
Vi spiste en is og gik så ud i bilen til dagens lange køretur. Afstande betyder ikke så meget, hvis der er noget der skal ses, så må man bare køre. Det har børnene efterhånden også vænnet sig til, selvom de ikke altid synes det er lige sjovt.
Turen var på ca. 6 timer med tissepauser. Vi kørte ca. 1½-2 timer ad gangen og holdt så en kort pause. Det fungerede fint.
Her var ikke så meget variation i landskabet. Det var oliepalme marker det meste af vejen. Her er bjergrigt og meget grønt. Det er et flot skue. Palmerne giver olie efter 2-3 år og frem til de er 10-12 år gamle. De bliver fældet og man planter på ny. Man høster hele året rundt. De kan producere ca. 50 frugter om året. Olien bliver brugt til brændstof og madlavning,
Vi nåede frem til Semporna kl. 17 og tjekkede ind på ”Seafest Hotel” http://www.seafesthotel.com/. Det var et dejligt hotel, der lå lige ned til havnen, med havudsigt fra værelset. Vi havde 2 værelset med dør imellem, der kunne lukkes op, alletiders. Vi havde således god plads og oveni købet også god internet forbindelse. De sagde ellers i receptionen at der ikke var netværk på værelserne.
Ungerne legede med deres nye venner, orangutangerne ”Lianna” og ”Liansvinger”.
Vi spiste i hotellets restaurant. Det var ok uden at være prangende. Jesse bestilte noget vand: ”one water, please”. Tjeneren kom og spurgte om det skulle være ”drinking water”, hvilket vi bekræftede og så kom han med et glas med meget varmt vand. Vi kiggede lidt, den havde vi ligegodt ikke prøvet før. Fejlen blev rettet og Jesse fik sit vand 
Torben læste Jumbobog som godnathistorie, det er nemlig hans højtlæsningsbog.
Vi fik skrevet og uploadet både billeder og blog til den helt store guldmedalje. Vi ved jo ikke op det er netforbindelse på Mabul Island, hvor vi skal hen i morgen.