I dag stod den på vietnamesisk kokkeskole. Vi havde valgt Red Bridge Restaurant & Cooking School, som blev anbefalet i “Turen går til Vietnam” og fra nogle andre rejsende.
http://www.visithoian.com/redbridge/
Vi tog en taxa ind til byen, hvor vi skulle mødes med de andre deltagere på en café (Hai Café). Derefter gik turen til markedet, hvor vi skulle se på grøntsager og frugt. Det er sjovt at se ,at der er meget af udvalget, der er forskelligt fra Thailand, men der er også mange gengangere.
Efter markedsturen skulle vi sejle i 25 min., for at komme ud til kokkeskolen. Jesse blev straks opfordret til at overtage rorpinden, hvilket han gjorde med stor fornøjelse. Senere fik Lina også lov at prøve. Det var lige noget der passede dem.
Fremme ved målet blev vi placeret på stolerækker, som til et foredrag. Det var lidt pudsigt. Vores instruktør stod foran os ved et stort bord med et kæmpe spejl over, så man også kunne se bordet ovenfra.
Han fortalte lidt om det der skulle ske. Han ville starte med at demonstrere retten og så skulle vi selv lave den bagefter.
Den første ret lavede han helt og gik direkte videre til den næste ret. Det var hvordan man lavede frisk rispapir til forårsruller. Det var ret sjovt og ikke helt nemt, men klart nogen vi skal lave derhjemme.
Lina var dagens filmfotograf og hun filmede, så hun fik helt ondt i armene Vi lavede en ret i lerpotte, som sagtens kan lave i wok også. Vietnamesiske madpandekager med friske krydderurter var heller ikke at kimse ad. Vi prøvede os lidt frem med grøntsagsdekorationer, som absolut ikke var helt så lette at håndtere, når man har en halv sløv kniv. Vi er dog sikre på at øvelse gør mestre, så vi må i gang når vi kommer hjem. Ungene syntes også det var sjovt at være med og kigge på. Det var så absolut god mad, men kurset i sig selv var ikke så godt som i Thailand. Der var mere ”hands on” i Thailand, altså fra a-z hvor vi selv skulle lave det hele. Men det kom os heldigvis tilgode i dag.
Resten af retterne på kurset, lavede de færdige til os og så spiste vi det hele bagefter. Vi havde været i gruppe med 2 indere hele tiden, så dem sad vi og hyggede os med over maden. De var begge vokset op i Kenya og boede nu henholdsvis i Perth, Australien og i London. De havde nogle gode links til ture i Afrika.
Kokkeskolen havde en stor pool, man kunne benytte, så vi blev lidt længere end resten af gruppen, så ungerne kunne muntre sig lidt.
Vi tog tilbage til hotellet, hvor Torben gik en tur for at fange solnedgangen. Der kom han i snak med en svensker, som havde en vietnamesisk kone. Han hjalp med kontakten til nogle fiskere, så Torben kunne tage billeder, når der blev fisket. Det blev en fin sludder på ca 1 time! Imens havde vi andre leget lidt på værelset. Så gik vi til skomageren, hvor der skulle laves lidt om, videre hen at spise og så ellers hjem og have fredagshygge.