Så oprandt vores sidste dag i Vietnam. Det er lidt trist, men også rart. På den ene side føler vi ikke vi er helt færdige med landet, men omvendt har vi også fået nok for denne gang. Vores erfaring er at Vietnam er sjovere for voksne end for børn. Her er mange fascinerende kontraster, som man er ligeglad med som barn. Det at gå rundt og suge gadelivet til sig blver hurtigt kedeligt, når man er barn, især når de handlende er så pågående overfor børnene, som vi har oplevet her. Sprogbarriere bliver på sigt også ret anstrengende. Det kan man leve med, hvis man bare er på en kort ferie, men nu er vi ved at være trætte af det. Vi kan sagtens forestille os at vende tilbage en anden gang. Også for at se hvor hurtigt udviklingen kommer til at gå. Bliver det det nye ”Thailand” om 10 år?
Vi spiste morgenmad og pakkede det meste af vores bagage og gik et smut til skrædderen for at se til Torbens bukser – de var alt for store! Det var ikke så godt. Hun var meget uforstående, for hun havde jo gjort som Torben ønskede. Det var lidt svært for hende at der var enten syet forkert eller målt forkert. Hvorom alting var, så var det godt at vi først skal afsted til aften. Min kjole var færdig og i orden.
Dagens udflugt gik til Cho Lon.
Ho Chi Minh City er en sammensmeltning af 2 byer; Saigon og Cho Lon. Cho Lon var oprindeligt en by med mange kinesiske indbyggere, et stykke udenfor Saigon, og er det fortfarende, selvom de 2 byer i dag er vokset sammen.
Vores taxa satte os af i nærheden af et overdækket marked. Her var som sædvanlig alt, hvad man næsten kunne forestille sig i den billige afdeling.
Her var en hel sektion med hårpynt, fuldstændig overdrevet meget hårpynt. Det er meget bling bling, lidt for meget efter min smag.
Der var en endnu større sektion med køkkenudstyr. Nøj havde vi bare haft en container…. Her er mange sjove og spændende ting, man kunne bruge i sit køkken. De har simpelthen så mange lækre store opbevaringskurve og kæmpe skåle/baljer i emalje og en form for let metal. Hvis vi havde plads til det kunne vi købe os en pukkel til for ingen penge. Da vi havde set os mætte og købt nogle spisepinde var vi ved at være sultne. På vej til en restaurant var der også lige en tiggerlærning, hun blev som mange af de andre sendt afsted af hendes forældre.
Det var stegende hedt udenfor og ungerne var ikke specielt ”markedsoplagte”. Der var ikke en restaurant i miles omkreds. Dvs. der var de lokale madboder på gaden, men de så lidt tvivlsomme ud og vi trængte til A/C og skygge. Vi hoppede derfor i en taxa for at finde en.
Torben spottede en burgerbar, så vi stoppede og gik ind. Jollibee hed stedet og det lå i underetagen af et shoppingcenter, der enten engang havde været eller ville gerne være fyldt med butikker og mennesker. Der var ikke mange mennesker, men her var kylling, fritter A/C og et lille klatrestativ.
Jeg bestilte mad og det var sørme en udfordring. Det endte med at jeg måtte pege på billeder af det vi ville have og vise med fingrene hvor mange. Alligevel gik det galt! Vi manglede 4 gange fritter og en cola. Det lykkedes os at få hende til at komme med 2 x fritter og så var hun ellers totalt uforstående over for mere. Jeg gik igen til disken for at penge og skrive ned. Lige meget hjalp det. Jeg var efterhånden ved at have mistet min tålmodighed. Jeg stillede mig op midt mellem de spisende og spurgte med høj røst om her var nogen der talte engelsk. Negativ! Jeg gav op og sendte Torben afsted. Hvad skete der så? Der kom selvfølgelige en forbi der talte engelsk, hmmmfffff. Nå, men det var jo godt, for vi fik det vi manglede og servitricen fik ikke rykket sit hoved af 
Maden var god og blev spist op til sidste krumme. Torben bestilte en iskaffe til mig og is til ungerne og ham selv, hvorefter han forlod os for at gå ud og tage gadebilleder.
Ungerne legede glade og tilfredse i klatrestativet. Torben kom tilbage og så blev jeg sendt på gaden! Lige i nærheden så ”stofkvarteret”, hvor de solgte metervis af stof i alverdens farver, mønstre og kvaliteter. Aldrig har jeg set så mange ruller stof, der var over 100 butikker. Der var masser at kigge på og røre ved og det var super billigt. Hvis man havde tid og viste hvad man skulle bruge, var det rent slaraffenland for den kreative syerske. Det var selvfølgelig primært asiatiske mønstre og farvekombinationer, men hvis man kiggede sig godt for, kunne man sagtens finde noget godt. Jeg købte ikke noget, men kunne godt finde på at planlægge stofindkøb, hvis jeg kom forbi en anden gang.
Tilbage ved familien igen fik jeg endnu en kop kaffe og ungerne endnu en is og Torben fik en ½ time mere til at fotografere og her fangede han en ønske medarbejder til Hold da helt fest. En mand kørte på motorcykel med nok 5o stole, lidt vildt.
Tid til at tage tilbage til hotellet og skrædderen. Denne gang var alt ok! Vi tjekkede mail og nyheder. Lina skrev mail til en skolekammerat og så var det tid til at tage af sted til lufthavnen.
Vi tog afsted i god til, for vi viste ikke hvor meget ekstra tid vi skulle beregne i forhold til myldretid. Desuden havde vi også bestemt os for at spise i lufthavnen, så det ikke blev så hektisk. Det var et godt valg, for det var rigtig god mad. Da vi skulle tjekke ind, viste det sig at vi havde forkert dato på vores flybilletter – sikke en kvajer – heldigvis var der ledige pladser på flyet, så vi kunne komme med alligevel. Vi skulle bare betale differencen på billetterne. Vores superbillige flybilletter endte med at blive dobbelt op i pris, men stadig billigere end til Bangkok. Det var lidt ærgerligt, men heldigt at vi kunne komme med.
Flyveturen varede ca. 2 timer og vi landede i Phuket kl. 23.30. vi forhndlede lidt om prisen på en taxa til hotellet. Der render nogen gutter rundt og shanghajer folk i lufthavnen og så fordeler turene mellem taxaerne. Den heldige vinder af vores tur blev skidesur. Det passede ham åbenbart ikke at skulle køre til Patong, som er det område vi skal bo i. han smed vores bagage ind bag i bilen – og jeg mener smed – og fræsede af sted i et lidt for friskt tempo. Kort tid efter stoppede han ved et kontor og der kom en dame ud for at dobbelttjekke hvilket hotel vi ville køres til. Hun sagde at han ikke talte engelsk, men vi var ret sikre på at han udmærket var klar over hvor vi skulle hen (Vi havde også vist ham adressen på en seddel). Vi bad hende om at få ham til at køre lidt langsommere. Afsted det gik over stok og sten. Vi havde ca. 45 km til hotellet. Lige før vi nåede Patong skulle vi igennem et bjergpas, det var måske det han var muggen over, for der var godt med i og her kunne han jo ikke køre stærkt. Vi blev læsset af ved hotellet og han kørte igen uden et eneste ord. Sikke en ambassadør for Thailand, fnis 
Poppa Palace Hotel http://www.poppapalace.com/ var vores hjem for de næste 4 dage. Vi blev vel modtaget i receptionen, vores værelse var klart med en ekstra opredning. Klokken var efterhånden blevet 01.30, så vi hoppede på hovedet i seng alle 4.