Nu er det tid at få købt det sidste vi eventuelt mangler her i Vietnam!
Jeg kunne godt tænke mig at få lavet et par sandaler, så vi spurgte i receptionen, hvor vi skulle gå hen for at finde en skomager. Vi fik et x på bykortet, fandt en taxa og kørte derhen. Her var ingen skomagere, men masser af tøj og skobutikker, med sko til vietnamesere! Vi gik lidt rundt og kiggede vinduer. Det var hamrende varmt.
Efterhånden var vi blevet sultne og fandt derfor en cafe, hvor vi kunne spise frokost. Det var ikke nogen videre succes; Ungerne kunne ikke lide deres mad og vores tog evigheder om at komme. Og så kom de kun med den ene portion, grrrr! De talte kun vietnamesisk, ØV!

Vi gik videre, efter denne skønne frokost og faldt over nogle små hyggelige sidegader. Gik hen i en park, hvor der til ungernes store fornøjelse var en legeplads. Der var også udendørs træningsredskaber, som også var i brug. Da ungerne havde fået brændt lidt krudt af gik vi videre. Jesses ben ”brændte”, sagde han, så varm føltes solen. Vi nåede frem til ”Uafhængighedspaladset”. Det var umiddelbart ikke noget særligt. Vi ville ikke bruge penge på at komme ind og se det. Der var en anden park ved siden af, hvor Torben og ungerne legede lidt med fjerbold, man kan sparke til. Vi var trætte og varme, så vi gik hjem for at holde lidt sen siesta på værelset.
Efter et par timer var solen væk og vi gik ud for at spise i backpacker kvarteret. Vi havde læst at der skulle være gode reatauranter. Ungerne ville gerne have pizza. Torben og jeg fik ”Kylling Gordon Bleu”. Det var bare lækker mad. De havde også noget lækkert indiansk Navaho brød (det skal jeg lige lure om jeg kan finde en opskrift på, på nettet). Vi gik gennem en park på vejen hjem og der var masser af liv. Der var bl.a. danseundervisning, thai chi og masser af kærestepar.
Lige overfor hotellet lå en skrædder. Torben havde et par ¾ shorts med hjemmefra, som han gerne ville have kopieret. Det var ikke noget problem, så det bestilte vi og en mere vietnamesisk inspireret kjole til mig.
Tilbage på værelset spiste vi lidt frugt. Ungerne legede lidt og lev lagt i seng. Torben og jeg skrev lidt blog og ordnede billeder.